Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lothar I (tysk Kejser) - Lothar II (tysk Konge og rommersk Kejser) - Lothar II (fransk Konge) - Lothar (Konge af Italien) - Lothar, Rudolf - Lotheissen, Ferdinand - Lothian - Lothringen - lothringske Kors - Loti, P. - Lotofager - Lott, Julius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lothar I [tysk ogsaa ’lo.ta.r], tysk Kejser,
Ludvig den Fromme’s ældste Søn, f. c. 795, d.
S55, blev allerede ved Arvefølgeordningen af
817 anerkendt som sin Faders Medkejser og
Tronfølger, hvilket stadfæstedes af Pave
Paschalis I, som 823 kronede L. til Kejser.
Sammen med sine Brødre gjorde han fl. Gange
Oprør mod Faderen, og da han efter dennes Død
840 vilde bemægtige sig hele Arven, kom han
i Kamp med disse, men blev slaaet ved
Fontenoy 841 og maatte ved Delingen i Verdun 843,
hvor Karolingerriget opløstes, nøjes med
Kejserværdigheden og Grænselandene mellem
Tyskland og Frankrig samt Italien. Hans Rige
var stort, men svagt p. Gr. a. dets
Beliggenhed og uensartede Nationalitet, saa det i
Længden ikke kunde holde sig som en Enhed.
Under ham led det meget af Normannernes
Angreb. Ved hans Død blev det delt mellem hans
3 Sønner, saaledes at Ludvig II fik Italien,
Lothar Lothringen med Friesland og Karl
Burgurd.
C. S. C.
Lothar II [tysk ogsaa lo.ta.r] af
Supplinburg (1075—1137), tysk Konge 1125—37 og fra
1133 tillige rom. Kejser, stammede fra en
mindre Greveslægt, men erhvervede de store
braunschweig’ske Allodier og blev 1106 Hertug
af Sachsen. Som saadan søgte han at kue
enhver selvstændig Magt inden for sine
Besiddelser og gøre sig saa uafhængig som muligt af
Kongen, mod hvem han fl. Gange gjorde
Oprør. Da det saliske Hus uddøde, stod
Hohenstauferne Tronen nærmest, men Oppositionen,
der støttedes af Kirken, valgte L. I sin
Udenrigspolitik var han straks uheldig, idet han
led et Nederlag paa et Tog mod Böhmen, og
da Hohenstauferne benyttede sig heraf til at
gøre Oprør, søgte han Støtte hos Hertug
Henrik den Stolte af Bayern, hvem han gav sin
Datter Gertrud til Ægte. Styrket ved denne
Forbindelse optog han Kampen med
Hohenstauferne med Held, og da de havde mange
Tilhængere i Italien, gjorde han et Tog
derned og blev kronet til Kejser af Pave Innocens
II. Af denne opnaaede han nogle
Indrømmelser ved Bispevalg og fik Markgrevinde Mathilde’s
Allodier, men kun paa Livstid og mod en
aarlig Afgift. Da han kom hjem, gjorde han et nyt
Tog mod Hohenstauferne og fik dem til at
underkaste sig 1135. I den flg. Tid optraadte han
med Held i en Strid mellem Ungarn og Polen
og fik det sidste Land til at anerkende hans
Overhøjhed. Imidlertid havde Roger II af
Sicilien fordrevet Innocens fra Rom, og L. drog
atter til Italien for at hjælpe ham. Han var
heldig i militær Henseende, men udrettede
intet af blivende Bet. Paa Tilbagevejen døde han
i Tyrol. (Litt.: E. Gervais, »Politische
Geschichte Deutschlands unter d. Regierung
Heinrich V und Lothar III« [Leipzig 1842]; Ph.
Jaffé. »Geschichte des deutschen Reiches
unter Lothar dem Sachsen« [Berlin 1843]; W.
Bernhardi, »Lothar von Supplinburg«
[Leipzig 1879] i »Jahrbücher der deutschen
Geschichte«).
C. S. C.
Lothar II, fr. Konge, f. 941, d. 2. Marts
986. Han var ældste Søn af Ludvig IV
d’Outremer og fulgte ham 954 paa Tronen, støttet af
Hugo den Store af den capetingiske Slægt. L.
udfoldede en ikke ringe Virksomhed, men han
maatte bestandig forsvare sin Magt i Kamp
mod oprørske Stormænd. Han sejrede dog
sædvanlig over disse, idet han efter Hugo den
Stores Død 956 fik Støtte af dennes Søn Hugo
Capet. 978 troede han sig stærk nok til et
Forsøg paa at befri Lorraine fra den tyske
Kejsers Herredømme. Det lykkedes først, men
snart trængte Otto II sejrende frem helt ind
mod Paris. Her standsedes han imidlertid, og
paa Tilbagetoget ødelagdes hans Hær næsten
helt. 980 sluttede L. saa Forlig med Tyskland,
hvorved han gav det meste af Lorraine
tilbage. Efter 983 genoptoges Angrebene, da Otto
II var død, men uden Resultat. I de sidste Aar
var Forholdet til Hugo Capet daarligere, uden
at det dog kom til ligefremt Brud.
P. M.
Lothar, Konge af Italien, Søn af Hugo af
Provence, var fra 931 dennes Medregent. 933
opgav Hugo sine burgundiske Lande i
Sydfrankrig mod at faa overdraget Rudolf II’s
Krav paa de italienske Besiddelser. Magten her
var dog yderst usikker, og L. maatte efter
Faderens Død stadig kæmpe med forsk.
Medbejlere, navnlig Berengar af Ivrea. 950 døde
L. og efterlod sine Rettigheder til sin Enke
Adelheid, som Aaret efter ægtede Otto I af
Tyskland.
P. M.
Lothar [tysk ogsaa ’lo.ta.r], Rudolf, tysk
Forf., egl. Spitzer, f. i Budapest 23. Febr
1865, studerede først Jura og Filosofi, blev
Medarbejder ved »Neue freie Presse«, udgav
i Wien Tidsskriftet »Die Wage«; men bosatte
sig 1907 i Berlin, hvor han led Skibbrud med
sit Teaterforetagende »Komoedienhaus«. L. er
en meget frugtbar Dramatiker, bl. a. »Der
verschleierte König« og »König Harlekin«, der er
spillet i Kbhvn. Fremdeles har han skrevet en
lang Rk. Romaner som »Die Fahrt ins Blaue«,
»Kurfurstendamm« og »Der Herr v. Berlin«.
C. B-s.
Lotheissen [’lo.ta^isən], Ferdinand, tysk
Kulturhistoriker (1833—87), fra 1881 Prof. ved
Univ. i Wien, har særlig gjort sig bekendt ved
sine Studier over fr. Forhold. Af hans Skr skal
særlig nævnes: »Litteratur und Gesellschaft in
Frankreich zur Zeit d. Revolution« [1872],
»Königin Margarete von Navarra« (1885), »Zur
Sittengeschichte Frankreichs« (1885) og det
posthume »Zur Kulturgesch. Frankreichs im 17.
und 18. Jahrh.« (1889).
Lothian [’£ouðiən] (The Lothians),
Landskab i Mellemskotland, bestaar af Grevskaberne
Linlithgow (West-L.), Edinburgh (Mid-L.) og
Haddington (East-L.).
N. H. J.
Lothringen, se Lorraine og
Elsass-Lothringen.
lothringske Kors, se Kors.
Loti [lå’ti], P., se Viaud.
Lotofager, et Folk, hvorom der fortælles i
Odysseen. Det hedder sig, at da nogle af
Odysseus’ Folk ved Ankomsten til deres Land gav
sig til at spise af Lotostræets Frugt, vilde de
ikke sejle videre, men foretrak at blive i
Landet, saa at Odysseus med Magt maatte føre
dem med sig. I den historiske Tid omtales L.
ogsaa af gr. Forfattere som et Folk, der boede
paa Kysten af Nordafrika.
H. H. R.
Lott, Julius, østerr. Ingeniør, f. 1836 i
Wien, d. 1883 smst., uddannede sig ved den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
