Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lucia - Lucian - Luciani - Luciani, Luigi - lucid - lucida intervalla - Lucidarius - Lucie Nat - Lucientes - Lucifer (om Djævelen) - Lucifer (Biskop) - Lucilius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
rev sine Øjne ud og lod dem bringe til ham
paa et Fad; herover blev han Kristen. Da L.
derefter knælende bad til Gud, fik hun sine
Øjne igen. Middelalderens Kunst fremstiller
hende som bærende sine Øjne paa en Bakke ell.
paa en Bog eller med en brændende Lampe i
Haanden. Hun paakaldes for Øjensygdom.
Hendes Dag er 13. Decbr. I Norden begyndte Julen
nogle St. med »Lussidagen«, og i Sverige og
Norge spiller den endnu en Rolle. (Litt.: H.
F. Feilberg, »Jul«, I [1904]).
L. M.
Lucian, se Lukianos.
Luciani [lu’t∫ani], Maler, se Sebastian
d. Piombo.
Luciani [lu’t∫ani], Luigi, ital. Fysiolog, f.
23. Novbr 1842 i Ascoli-Piceno, studerede i
Bologna og i Neapel og var Assistent i
Fysiologi i Bologna 1869—71, hvorefter han
studerede hos Ludwig i Leipzig 1872—73. Han vendte
atter tilbage til Bologna og begyndte en
Virksomhed som Privatdocent i Fysiologi 1874, men
ansattes 1875 som ekstraordinær Prof. i Parma,
udnævntes derefter til ordinær Prof. i Fysiologi
i Siena 1880—81, blev Schiff’s Efterfølger i
Firenze 1882—93 og forflyttedes ved Moleschott’s
Død til Rom 1894. L. har været Lærer for
Flertallet af Italiens yngre Fysiologer, og næsten
alle Lærestole er besatte med hans Elever.
Hertil bidrog, at L.’s Undersøgelser havde strakt
sig over saare forsk. Omraader af Fysiologien:
Hjertets og Hjernens Virksomhed,
Hjernelokalisation, Epilepsi, Inanition, Cheyne-Stokes
Respiration o. m. a. Af større Arbejder har han
skrevet »Das Kleinhirn« (1890) og Fisiologia
dell’ uomo, 3 Bd (1898—99).
J. S. J.
lucid (lat.), lys, klar.
lucida intervalla (lat.), lyse Mellemrum,
benyttes som Betegnelse for de periodiske
Bedringer, der kan indtræde i en
Forvirringstilstand, f. Eks. hos Febersyge ell. hos Sindssyge.
(Lp. M.). K. H. K.
Lucidarius, en Folkebog fra Middelalderen.
Sit Navn og Fremstillingsmaaden — Samtale
mellem en spørgende Discipulus og en svarende
Magister — laante den fra et lat. Skrift af
den i Tyskland bosatte Gejstlige Honorius
fra Autun (Beg. af 12. Aarh.): Elucidarium
ell. Elucidarius (quia in eo obscuritas
diversarum rerum elucidatur). Dette Værk var en i
Katekismusform holdt kortfattet Dogmatik til
Brug for Teologer; det nød en næsten
eksempelløs Anseelse og blev oversat ell.
bearbejdet paa de fleste europ. Sprog, saasom
Italiensk, Provençalsk, Fransk, Engelsk, Højtysk,
Nedertysk, Svensk (2 forsk. Bearbejdelser),
Islandsk (Udg. ved K. Gislason i »Annaler for
nordisk Oldkyndighed« [1858]). Paa Grundlag
af Honorius’ Elucidarium og med Benyttelse af
en Del andre middelalderlige Værker opstod i
Slutn. af 12. Aarh. den tyske Folkebog L.,
som udarbejdedes paa Foranledning af Hertug
Henrik Løve, og hvis Formaal var at give
en paa Lægfolk beregnet Udsigt over
Datidens Tro og Viden (om Skabelsen, Messen,
Kirkefesterne, Skærsilden, Helvede, Dommedag
o. s. v., desuden geogr., zool., astron.
Oplysninger m. m.). Fra Tysk blev Folkebogen oversat
til Nederlandsk og Tschekkisk, hvorimod den
overførtes til Dansk i en fri Bearbejdelse
(Haandskrift fra Slutn. af 15. Aarh., ældste
Tryk ved Gotfred af Ghemen, Kbhvn
1510; ny Udg. ved C. J. Brandt, Kbhvn
1849 og ved Joh. Knudsen, Kbhvn 1909).
Den danske L. er bl. a. mærkelig ved at
indeholde de ældste danske Overs. af Fadervor og
Trosbekendelsen. Paa Reformationstiden
omarbejdedes L. i protestantisk Aand (ældste Udg.
Roskilde c. 1534, senere optrykt mange Gange,
sidste Udg. Holstebro 1892). (Litt.: »Quellen
und Forschungen zur Sprach- u. Culturgesch.
der germ. Völker«, LXXIV [Strasbourg 1894]).
V. D.
Lucie Nat [ell. ’lu’siə-], Natten før Luciedag
(13. Decbr), i tidligere Tid af Almuen regnet for
Aarets længste Nat; i dansk Folketro tog man
i den Varsler om sin fremtidige Ægtefælle;
efter norsk Folketro gaar da »Lussefærden« ɔ:
det natlige Ridt, hvormed Asgaards- eller
Oskorei indledes, og fortsættes gennem
Juletiden. I Sverige var Lucieaften Indledning til
Julefesten; at »fira Lussi« bruges hele Sverige
over som Betegnelse for at faa sig en Rus.
(Litt.: H. F. Feilberg, »Jul«, I, S. 106,
169; II, S. 54, 124).
(A. O.). H. El.
Lucientes [lu’þiæntæs], se Goya y L.
Lucifer (lat.: »Lysbringeren«) er Vulgatas
Overs. af det hebraiske Ord for
»Morgenstjernen, Morgenrødens Søn«, med hvis Fald fra
Himlen Babylonerkongens Fald sammenlignes,
Jes. 14, 12. Der hentydes her rimeligvis til en
os ukendt Myte. Dette Fald identificeres senere
med Satans Fald (Luk. 10, 18), hvilket
harmonerede med den oldkirkelige Opfattelse af Babel
som Guds typiske Fjende. Kirkefædrene
anvendte derfor Navnet L. om Djævelen.
J. P.
Lucifer, Biskop i Cagliari paa Sardinien,
d. 371, var en ivrig Tilhænger af Athanasius og
den nikænske Trosbekendelse. Da han ikke
vilde bøje sig for de heterodokse, eusebianske
Synoder i Arles (353) og Milano (355), blev han
afsat og jaget i Landflygtighed af Kejser
Konstantins. Under Julianus Apostata kom han
imidlertid tilbage, endnu mere begejstret for
den ortodokse Lære, og blev af lutter Iver
halvvejs Skismatiker, idet han bestemt fordrede alle
heterodokse Bispers Afsættelse og alle forjagne
ortodokse Bispers Genindsættelse. L. samlede et
helt Parti om sig, Luciferianerne, der
opponerede mod den bestaaende Kirke, men
Partiet opløstes dog snart efter L.’s Død. L.
levede i øvrigt som streng Asket. Han har
skrevet fl. Skr. til Forsvar for Athanasius og dennes
Lære.
A. Th. J.
Lucilius, 1) Gajus L., Grundlæggeren af
den rom. Satiredigtning, levede i 2. Aarh. f.
Kr. Han var f. i Suessa Aurunca i Latium og
døde i Neapel 103. Han levede mest i Rom, hvor
han var nøje knyttet til den yngre Scipio
Africanus, hvis politiske Sympatier han delte uden
dog selv at deltage i det politiske Liv. I sine 30
Bøger Satirer angreb han bl. a. den rom. Adels
Demoralisation, men rettede tillige sin Kritik
mod alle Haande politiske, sociale og litterære
Forhold. Hans Ry som Digter bevarede sig
længe, om der end senere var dem, der
bebrejdede ham hans skødesløse Form. Nu er hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
