Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig II (Konge i Bayern) - Ludvig II den Stammende (Konge af Frankrig) - Ludvig III (Konge af Frankrig) - Ludvig IV (Konge af Frankrig) - Ludvig V (Konge af Frankrig) - Ludvig VI (Konge af Frankrig) - Ludvig VII (Konge af Frankrig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sluttede han sig Juli s. A. straks til Krigen mod
Frankrig uden at afvente Kamrenes Beslutning
og lod sig i Novbr villig bestemme af Bismarck
til at udsende en Opfordring til alle tyske
Regeringer om Kejserværdighedens Genoprettelse.
Senere røbede han dog ved flere Lejligheder
Skinsyge over Preussens voksende Indflydelse
og værnede omhyggelig sin suveræne
Kongemagt og Bayerns Selvstændighed. I Kirkesagen
stillede han sig afgjort paa
Gammelkatolikkernes Side og udmærkede særlig deres
navnkundige Fører Döllinger, samt støttede det
frisindede Ministerium (Lutz) imod det klerikale
Partis gentagne Angreb. 1867 forlovede han sig
med sin Slægtning Sofie (1847—97), senere
Hertuginde af Alençon, men hævede endnu s. A.
Forbindelsen brat og uden synlig Grund. Efter
den Tid blev han endnu mere menneskesky end
før, levede næsten stadig paa afsides Slotte,
Hohenschwangau ell. Berg, der stemmede med
hans romantiske Griller, og udfoldede en
umaadelig, stundom vanvittig Pragt ved sit
ensomme Hof. Han opførte ogsaa de kostbareste
Bygninger, havde Plan om et nyt Slot i Lighed med
Versailles (Ludvig XIV nød hans særlige
Beundring) og gjorde efterhaanden en Gæld paa
13 Mill. Rm., som han forgæves søgte at faa
Landet til at overtage. Omsider gik hans
Ekscentricitet over alle Grænser, og 4. Juni 1886
erklærede Lægerne ham for sindssyg. Et
Regentskab blev nu indsat under Farbroderen
Luitpold, men L. lod de udsendte Kommissærer
fængsle paa Hohenschwangau 10. Juni. To Dage
senere blev han overført til Berg og druknede
sig 13. Juni i Starnberg-Sø. Den ledsagende
Livlæge Dr. Gudden omkom ved samme
Lejlighed, rimeligvis under Forsøg paa at redde
ham. (Litt.: Lampert, »L. II König v.
Bayern« [München 1890]; Heigel. »L. II«
[Stuttgart 1893]).
E. E.
Ludvig II, den Stammende, Konge af
Frankrig, f. 1. Novbr 846, d. 10. Apr. 879.
Han var Søn af Karl den Skaldede og
Ermentrude og blev 867 Konge af Aquitanien. Efter
Faderens Død 877 blev han dernæst Konge af
Frankrig. Han regerede to Aar yderst svagt og
bortskænkede en Mængde Krongods. Med sin
første Hustru Ansgarde havde han to Sønner:
Ludvig III og Karloman, med den næste
Adélaide een Søn: Karl den Enfoldige.
P. M.
Ludvig III, Konge af Frankrig, f. 863 ell.
864, d. 5. Aug. 882. Han var Søn af ovenn.
Ludvig II og fulgte 879 sin Fader paa Tronen
sammen med Broderen Karloman. De mødte
Modstand fra en Del Stormænd, som foretrak
Ludvig III af Tyskland. Man kom dog til Forlig,
og nogle senere Opstandsforsøg mislykkedes.
P. M.
Ludvig IV med Tilnavnet d’Outremer
(fra Landet hinsides Havet), Konge af
Frankrig, f. 921, d. 10. Septbr 954. Han var Søn af
Karl den Enfoldige og Ogive, og da hans Fader
923 blev fanget af oprørske Stormænd, bragte
Moderen ham i Sikkerhed i England, hvor han
siden opdroges ved sin Onkel Kong Athelstan’s
Hof. 936 kaldte Stormændene ham tilbage til
Frankrig, og han blev dets Konge. Hans
Regering blev lidet rolig; under stadige Kampe med
Otto I af Tyskland, Normannerne, Magyarerne
og oprørske Stormænd med Hugo den Store i
Spidsen maatte han hævde sin Magt. Kampen
førtes med skiftende Held, men L. beholdt dog
Kongestillingen til sin Død. Med sin Hustru
Gerberge havde han 5 Børn, af hvilke Lothar
fulgte ham paa Tronen.
P. M.
Ludvig V, Konge af Frankrig, f. omtr.
967, d. 21. Maj 987. Han var Søn af Lothar og
Emma, og ved Lothar’s Død 986 blev han hans
Efterfølger som Frankrig’s Konge. Han var
imidlertid helt afhængig af den mægtigste af
Stormændene Hugo Capet, og Forvirringen var
stor i det Aars Tid, han regerede. Han var den
sidste af Karolingerne i Frankrig. (Litt.: F.
Lot, Les derniers Carolingiens, Lothaire, Louis
V, Charles de Lorraine [Paris 1891]).
P. M.
Ludvig VI, Konge af Frankrig, kaldet
den Tykke, rimeligvis f. 1081, d. 1. Aug.
1137. Han var Søn af Filip I og Bertha af
Holland og fulgte 1108 Faderen paa Tronen. Han
var tidlig stærk og svær og fik snart en Fedme,
som bragte ham Tilnavnet den Tykke. Hans
Interesser svarede til den feudale Adels, og han
var en tapper Kriger, som kæmpede med Held
mod de Stormænd, der modsatte sig hans
Myndighed. Det lykkedes ham helt at bøje
Stormændene i sine Kronlande, og ogsaa uden for
disse forøgede han i betydelig Grad
Kongemagten gennem sine heldige Kampe. Med det
eng.-normanniske Rige havde han Krig næsten
hele Tiden 1109—28, men uden store
Begivenheder. Endnu virkede han for at øge
Kongemagten ved sin bestemte Optræden over for
Kirken og ved at støtte Byerne i deres Forsøg
paa at blive frigjorte for gejstlige og verdslige
Stormænds Overherredømme. 1115 ægtede han
Adélaide af Savojen, og han havde med hende
7 Sønner og 1 Datter. (Litt.: A. Luchaire,
Louis VI le Gros, annales de sa vie et de son
règne [Paris 1890] og Histoire des institutions
monarchiques de la France sous les premiers
Capétiens [2. Udg. 2 Bd, Paris 1891]).
P. M.
Ludvig VII, kaldet den Unge, Konge af
Frankrig, f. mellem 1119 og 1121, d. i Paris
18. Septbr 1180. Han var Søn af ovenn. Ludvig
VI og fulgte ham paa Tronen 1137. Støttet af
sin Minister Suger fortsatte han Faderens
Arbejde for at forøge Kongemagten. 1147 forlod
han Frankrig for at deltage i det andet
Korstog. Suger styrede imidlertid Frankrig, men
havde meget Besvær med at hævde Ordenen
her, da Efterretningen kom om, at Korstoget
var mislykket. Der kom dog atter Ro, da
Kongen vendte hjem 1149. 1137 havde L. ægtet
Eleonore af Guienne, men Forholdet til hende
blev meget daarligt, og 1152 skilte Kongen sig
fra hende. Hun ægtede s. A. Henrik af
Plantagenet, hvem hun bragte Magten i Guienne. Da
denne nu ogsaa blev Herre i det eng. Rige
1154, blev han en Vasal mægtigere end
Frankrig’s Konge. Det kom i den flg. Tid hyppig til
Kampe mellem ham og L., men Henrik holdtes
i nogen Grad tilbage fra at optræde alt for
voldsomt mod sin Suveræn ved Hensynet til
hans egne Vasaller, saa Kampene blev uden
større Følger. L. var en velbegavet, men lidet
energisk Konge og Gejstligheden meget
hengiven, saa Arbejdet for at øge Kongemagten
under ham blev mindre kraftigt end under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
