Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Filip I (Konge af Frankrig) - Ludvig I den Fromme (Kejser i det frankiske Rige) - Ludvig II (Konge af Italien) - Ludvig III (Konge af Burgund og af Italien og Kejser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
førte L. stedse mere en forsigtig Politik med det
Maal at sikre hans og Slægtens Stilling over
for de europ. Stormagter. Samtidig benyttede
han paa mangfoldig Vis sin Kongestilling til at
forøge sin Formue. Ved alt dette skabtes en
stærk Folkestemning mod ham, og det endte
med, at denne kom til Udbrud 22. Febr 1848.
L. søgte først at frelse sin Krone ved
Eftergivenhed, men det lykkedes ikke, og han
maatte flygte til England. L. havde en talrig Slægt
og søgte ivrig at sikre sine Børn ved gode
Ægteskaber. 1832 ægtede hans Datter Louise
Leopold I af Belgien, 1837 hans ældste Søn,
Hertugen af Orléans, en mecklenburgsk
Prinsesse, 1837 Prinsesse Marie en Hertug af
Württemberg, 1840 Hertugen af Nemours en
Prinsesse af Sachsen Koburg, 1843 Prinsesse
Clementine en Fyrste fra samme Land, Prinsen
af Joinville 1843 en bras. Prinsesse, Hertugen
af Aumale 1844 en Prinsesse af Salerno og
endelig Hertugen af Montpensier 1846 en Søster
til Dronning Isabella af Spanien. Hertugen af
Orléans døde 1842, og hans Søn Greven af
Paris blev derved nærmeste Arving. (Litt.:
Boudin, Histoire de Louis Philippe; A. de
Lassalle, Histoire et politique de la famille
d’Orléans; Thureau-Dangin, Histoire de
la monarchie de Juillet [7 Bd, 1887—92]; H.
Hillebrand, »Gesch. Frankreichs 1830—48«
[2 Bd, 1877—79]; Louis Blanc, Histoire
de dix ans [5 Bd, 1841—44]; Montalivet,
Le roi Louis Philippe et la liste civile [1851];
D. Cochin, Louis Philippe [Paris 1918]. Af
L. selv hans Journal du duc de Chartres
1790—91, Mon Journal, évènements de 1815 og
Discours, allocations et réponses de S. M.
Louis-Philippe 1830—46).
P. M.
Ludvig I, den Fromme, Kejser i det
frankiske Rige, f. 778, d. 20. Juni 840. Han var
Søn af Karl den Store og Hildegard, og allerede
da han var 3 Aar gl, lod Faderen ham krone
i Rom som Konge af Aquitanien. Aug. 813 antog
Faderen ham som Medkejser, og ved Karl’s
Død 28. Jan. 814 fulgte L. ham paa Tronen.
Han viste sig lidet krigersk, hvorimod hans
Interesser aldeles overvejende optoges af
religiøse Anliggender. 816 kronede Paven ham i
Reims, og allerede Aaret efter ordnede L.
Tronfølgen. 798 havde han ægtet en
Hertugdatter ved Navn Irmengard, med hvem han fik
tre Sønner: Lothar, Pipin og Ludvig. Nu gjorde
han 817 Lothar til Medkejser, medens Pipin
blev Konge af Aquitanien, Ludvig af Bayern.
L., der havde fjernet alle Karl den Store’s
illegitime Børn fra Hoffet, mødte imidlertid nu
Modstand hos Karl’s Barnebarn Bernard, der
rejste en Opstand i Italien; den blev dæmpet
og Bernard blindet, en Straf, der bragte ham
Døden. Kejseren plagedes imidlertid siden af
Anger, og 822 lykkedes det Gejstligheden at
bevæge ham til at underkaste sig en ydmygende
Kirkebod. Snart efter begyndte hans Sønner at
volde ham Vanskeligheder. 818 var Irmengard
død, og Aaret efter havde Ludvig ægtet
Judith, en bayersk Grevedatter. De fik 823 en Søn,
den senere Karl den Skaldede, og 829 fik Judith
Kejseren til at udnævne Karl til Konge af
Alamannien. Forbitrede gjorde de 3 ældre
Sønner nu Oprør 830 i Spidsen for det frankiske
Aristokrati. Først sejrede de, men siden udbrød
der Tvist mellem de to yngste og Lothar, og
Ludvig fik 831 sin Magt tilbage, om end med
formindsket Anseelse. Snart brød Opstanden
ud paa ny, og 833 stod de 3 Sønner atter
samlede mod Faderen. Ludvig’s Hær gik over til
Modstanderne, og endnu engang maatte han
ydmyge sig. Medens Kejseren sendtes til et
Kloster, tog Lothar Magten. I Klostret
underkastede han sig atter en Kirkebod, og snart
nærmede Pipin og Ludvig sig paa ny til
Faderen, misfornøjede med Lothar. L. fik atter
Friheden og Magten, om end Lothar, der havde
sikkert Tilhold i Italien, vedblev at kæmpe
mod ham. 835 udvidede han derpaa Pipin’s,
Ludvig’s og Karl’s Riger, medens han lod
Lothar uanfægtet i Italien. 837 fandt en ny
Deling Sted, der medførte, at Pipin og Karl
kom til at staa sammen mod Lothar og
Ludvig. Saa døde imidlertid Pipin, og Judith, der
stadig ledede Kejserens Politik, nærmede sig
nu for at sikre sin Søn til Lothar. Ved en
Overenskomst 839 ydmygede denne sig, men fik til
Gengæld foruden Italien en stor Del af de tyske
Besiddelser. Karl havde fra nu af Frankrig,
Ludvig Bayern. Ludvig gjorde derpaa
misfornøjet Oprør. Under alm. Forvirring døde
Kejseren. Han havde gjort sit bedste for at
forsone alle og styre mildt, men uden Handlekraft
og Villiestyrke havde han aldeles ikke kunnet
magte Forholdene. Det mægtige Rige, hans
Fader havde skabt, opløstes under ham i
Smaastykker, den fast sammentømrede
Administration splittedes ganske. (Litt.: Himly, Wala
et Louis le Débonnaire [Paris 1849]; Simson,
»Jahrbücher des Frankischen Reichs unter
Ludwig den Frommen« [2 Bd, Berlin 1862—65]).
P. M.
Ludvig II, Konge af Italien 844—75,
Kejser 855—75, f. 825, d. 12. Aug. 875. Han var
ældste Søn af Lothar I, og 844 overlod denne
ham Styrelsen af Italien, som han beholdt
efter Faderens Død, medens han nu ogsaa fik
Kejsernavnet. Han var imidlertid en svag
Fyrste, der saa godt som intet gjorde for at hævde
den kejserlige Myndighed. 863 udvidede han
ved en Deling af de Lande, som hidtil havde
tilhørt hans Broder Karl, sit Rige indtil Rhône.
Med Paven havde han en Del Stridigheder,
men han bukkede sædvanlig under i disse.
Endelig kæmpede han uden Resultat med
Grækerne og Saracenerne. Han efterlod kun en
Datter Irmengard.
P. M.
Ludvig III, Konge af Burgund 887—924, af
Italien 900—05 og Kejser 901—05, f. 880,
d. 924. Han var Dattersøn af ovenn. Ludvig II.
Ved Faderen Boso’s Død arvede han dennes
Del af de burgundiske Lande ɔ: Provence og
de omliggende Egne. 900 kaldte Italienerne ham
til deres Land, og han blev kronet som Konge
i Pavia og siden som Kejser i Rom 901; men
snart efter rejste Stormændene i Italien sig
mod ham under Ledelse af Berengar. L. blev
fanget 905, og Berengar lod da Øjnene stikke
ud paa ham og sendte ham tilbage til Burgund,
hvor han beholdt Kongenavn, men overlod
Styrelsen til en af sine Slægtninge.
P. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>