Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lugné-Poë, Alexandre - Lugo (By) - Lugo (Provins) - Lugo, Emil - Lugol's Jodopløsning - Lugos - Lugt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa fremført talrige Værker af den ældre fr.
og af fremmede Litteraturer fra alle Tider og
Lande, bl. a. repræsenteret ved Ibsen,
Hauptmann, Annunzio, Etchegaray, Maeterlinck,
Sophokles. Med sit Teater har han besøgt de
fleste europ. Lande og Sydamerika. 1894 besøgte
L.-P. med sit Selskab Kbhvn og opførte
»Rosmersholm« og Pelléas et Mélisande. Han er
stadig virksom som Skuespiller; en af hans
sidste Roller (1921) er Titelrollen i
Flamlænderen Cromelynck’s Farce Le cocu magnifique.
Hans Hustru er den fremragende
Skuespillerinde Suzanne Desprès.
(K. V. H.). C. B-s.
Lugo [’lugo], By i Mellemitalien, Prov.
Ravenna, ligger 25 km V. f. Ravenna. (1911) 28050
Indb. Den har et Lyceum, Gymnasium, teknisk
Skole, Kommunebibliotek samt Handel med
Kvæg, Hamp, Silke og Vin. Her holdes et kendt
Septembermarked.
C. A.
Lugo [’lugå], Provins i det nordvestlige
Spanien, Landskab Galicien, danner det
nordligste Fremspring af den Pyrenæiske Halvø
med Forbjergene Kap Aguillones og Estaca de
Vares. 9881 km2 med (1920) 474860 Indb.
Provinsen er bjergfuld med rigelig Nedbør; talrige
Smaafloder gennemfurer den høje Kyst,
medens een større Flod, Minho, strømmer i
sydlig Retning. Skønt her findes Jern og Bly,
er Agerbrug; Kvægavl samt Fiskeri næsten de
eneste Erhvervsgrene. Prov. Hovedstad L.
ligger ved Minho-Floden paa en Højslette i det
Indre. (1920) 34900 Indb. Det er en gl By, til
Dels omgivet af en c. 2 km lang rom.
Ringmur, 9—12 m høj og 6 m bred; den er nu
benyttet til Promenade og uden for er Forstæder
vokset op. Den har en fra c. 1100 stammende
gotisk Katedral samt er Sæde for Guvernør og
Biskop. Den driver Garverier, Linnedvæverier,
Fabrikation af Cremor tartari samt
Kvæghandel. Dens varme Svovlkilder benyttedes
allerede af Romerne, der her anlagde Byen Lucus
Augusti.
C. A.
Lugo, Emil, tysk Maler, f. 26. Juni 1840 i
Stockach ved Konstanz, d. 4. Juni 1902 i
München. L. arbejdede paa Karlsruhe Kunstskole
under Schirmer, opnaaede tidlig stor
Færdighed i Akvarelmaleriet, var 1871—74 i Italien,
virkede senere i Freiburg, fra 1887 i München.
Han blev en af Tysklands fineste og mest
egenartede Landskabsmalere, især ved sine
Billeders Lys- og Stemningsindhold. Arbejder af L.
i Karlsruhe Mus., Berlins Nationalgal. etc. Han
tegnede ogsaa med Held paa Sten. (Litt.: J.
Beringer, »E. L.« [Mannheim 1913]).
A. Hk.
Lugol’s Jodopløsning [ly’gåls-], Opløsning
af 1 Del Jod og 2 Dele Jodkalium i 30 Dele
Vand, finder Anvendelse i Medicinen.
E. K.
Lugos [’lugo∫], Hovedstad i tidligere ung.
Komitat Krassó-Szörény, Rumænien, 55 km
ØSØ. f. Temesvar ved Donaus Biflod Temes,
bestaar af de ved Floden adskilte to Hoveddele
Rumænsk-L. og Tysk- (ell. Nemet-) L. 18000
Indbyggere. L. er Sæde for en gr.-kat. Biskop,
en Domstol, et Overgymnasium og har betydelig
Handel og Mølleindustri, i Omegnen Vin- og
Blommedyrkning. Under den ung. Revolution
(1849) var L. det sidste Tilflugtssted for den
ung. Armé og Regering.
N. H. J.
Lugt (fysiol.) er den Sansefornemmelse, som
opstaar ved visse Stoffers Indvirkning paa
Lugteorganet. Dette bestaar hos alle Dyr,
udstyret med et noget højere organiseret
Nervesystem, af en perifer Del, bestaaende
af Sanseceller, der kommer i direkte Berøring
med Omgivelserne og de i disse værende
Lugtstoffer, og en central Del, der bestaar af
Nerveceller, der dels ligger i selve
Centralnervesystemet, dels danner selvstændige til
dette knyttede Nervecellehobe, og som ved
Nervetraade er knyttede til de perifere
Sanseceller. Lugtesansen og Lugteorganet er højst
forsk. udviklet i de forsk. Dyreklasser, og selv
inden for Pattedyrklassen er Lugteorganets
Størrelse og Lugtesansens Skarphed
overordentlig forsk. Hos Mennesket, i hvert Fald hos det
civiliserede Menneske, er Lugtesansen en fattig
Sans. Ganske vist er den ogsaa hos os over for
visse Stoffer overordentlig fintmærkende og er
f. Eks. meget ofte alle kem. Reaktioner langt
overlegen, men dog er den for intet at regne i
Forhold til den Udvikling, som Lugteevnen har
hos Dyrene, særlig de vilde Dyr, hvor den
spiller en overordentlig og afgørende Rolle saavel
ved Ernæringen som i Kønslivet. Hos
Mennesket og Pattedyrene ligger det perifere
Sanseapparat i Næsehulen, af hvilken det dog kun
optager en forholdsvis ringe Del — hos
Mennesket saaledes kun en Toøre-stor gulfarvet Plet
i den allerøverste Del (Regio olfactoria) —,
den øvrige Del af Næsehulen (Regio
respiratoria) tilhører Aandedrætsvejen og er forsynet
med Følenerver, der imidlertid ogsaa paavirkes
af mange, særlig skarpe og irriterende Stoffer;
de Fornemmelser (Stikken, Brænden o. s. v.),
der herved udløses, gaar med ind i den
samlede Lugtfornemmelse og kaldes i daglig Tale
ogsaa L., uagtet de intet har med den egl.
Lugtfornemmelse at gøre. Ved alm. Aandedræt
glider Luften gennem denne nederste Del af
Næsehulen uden at komme i Berøring med det
egl. Sanseapparat og derfor uden at frembringe
nogen ell. kun en (ved Diffusion frembragt)
svag Lugtfornemmelse; ved Snusning ell.
Snøftning tvinges imidlertid Luftstrømmen op mod
Sanseorganet i Regio olfactoria og frembringer
en stærk Lugtfornemmelse. Der er ikke Tvivl
om, at Lugtfornemmelsen udløses ved direkte
Paavirkning paa Sanseorganet af lugtende
Stoffer. Lavere Hvirveldyr, som lever i Vand, f.
Eks. Fisk, har i deres Hud Sanseorganer, som
opfatter Ændringer i Vandets kem.
Sammensætning (f. Eks. Tilstedeværelsen af Syrer eller
Baser). Man opfatter Lugtesansen og
Smagssansen hos højere Dyr, som højere
Udviklingstrin af Vanddyrenes »kem. Sans«. De lugtende
Stoffer føres med Luften, hvori de findes, men
for at virke paa Lugteorganets Sanseceller, maa
Stofferne vistnok først opløses i Vædsken paa
Lugtecrganets Slimhinde. Af hvad Natur, denne
Indvirkning er, synes ikke ganske klart;
sandsynligvis drejer det sig her om kem.
Paavirkninger, efter at de opløste Luftpartikler er
komne i Berøring med Sansecellernes
Protoplasma. Som ovenfor bemærket, er Menneskets
Lugtesans forholdsvis sløv. Den trættes
endvidere hurtigt, saaledes at en bestemt L., der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
