Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lugt - Lugtedaase - Lugteorganer - Lugtesalt - lugubre - Luhatschowitz - Luigi Amadeo - Luini, Bernadino
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
har paavirket Lugteorganet i nogen Tid, ikke
mere opfattes, og en simpel Betændelse af
Slimhinden er nok til fuldstændig at ophæve den.
Ikke desto mindre er de Mængder af visse
Stoffer, som kan paavises ved L., forbavsende smaa;
af Moskus behøves saaledes kun 0,01 mg i 1 l
Luft for tydeligt at erkendes, af Kamfer 0,005
mg, af Orangeessens c. 0,001 mg, af
Pebermynteolie. 0,00001 mg, af Stoffet Merkaptan endog kun
0,00000004 mg i 1 l Luft. Til at sammenligne
Styrken af forsk. L. m. m. findes særlige
Apparater (Olfactometre). Hvorpaa de forsk.
Lugtarter beror, er uklart; nogle mener, at der i
Lugteorganet findes fl. forsk. Arter af
Lugtenerver, der hver formidler sin særlige
Lugtekvalitet. M. H. t. Arten og Styrken af de forsk.
Lugtstoffers Indvirkning saa synes denne (lige
Mængder forudsat) at staa i et vist Forhold til
Stoffernes kem. Bygning, uden at der dog i
dette Øjeblik lader sig paavise nogen snævrere
Lovmæssighed. Gennem sine Forbindelser med
det øvrige Nervesystem udøver Lugtesansen en
stærk og udstrakt Virkning paa den øvrige
Organismes Funktioner (Kirtelafsondringer,
Blodfordeling og Kredsløb). (Litt.:
Zwaardemaker, »Geruch» [»Ergebnisse d. Physiologie«
1902]; G. H. Parker, The relation of smell,
taste and the common chemical sense in
vertebrates [Journal of the Acadeny of Natural
Science, Bd 15 [Philadelphia 1912]).
(S. T.). L. F.
Lugtedaase, se Hovedvandsæg.
Lugteorganer, de Organer, hvori
Lugtesansen har sit Sæde. I sin simpleste Form
bestaar L. hos Hvirveldyrene i en over
Mundspalten liggende, grubeformet Indsænkning. En
Nerve gaar hen til Bunden af Gruben, danner
umiddelbart før denne en ganglios Opsvulmning
og udstraaler i det Gruben beklædende
Sanseepitel, dannet af de saakaldte Lugteceller. Et
L. af denne meget simple Bygning findes endnu
hos mange Fisk, men allerede hos
Lungefiskene sker der en Gennembrydning fra
Lugtegruben til Mundhulen, hvorved samtidig de
forreste og bageste Næsebor opstaar; hos de
luftaandende Hvirveldyr træder L. i vigtigt
Forhold til Respirationsorganerne, idet Luften
gennem Næseborene ledes ned til de indre
Luftveje (smlg. Lugt). Hos Leddyrene er
Lugtesansen særlig knyttet til Antennerne
(Følehornene); hos Bløddyrene sidder L. (Osphradium)
i Kappehulen; Sanseorganer af tvivlsom
Funktion, men som i Alm. tydes som L.,
forekommer hos visse Fladorme, Nemertiner,
Børsteorme, Bryozoer samt hos en Del af
Straaledyrene.
C. W.-L.
Lugtesalt, d. s. s. Hjortetaksalt.
lugubre (ital.), mus. Foredragsbetegnelse:
sørgelig, klagende, dystert.
S. L.
Luhatschowitz [1uhat∫åvits], Badested i
Mähren (Jernbanestation Ungarsk-Hradisch) i
en Karpatherdal, 200 m o. H. Der er talr. Kilder,
af hvilke dog kun 6 benyttes, 4 til Drikkekure,
2 til Bade. De hører til de stærkeste
alkalisk-muriatiske Vande med stort Jod- og
Bromindhold (i 1000 Dele er der 0,016—0,022 Jodnatrium,
0,009—0,033 Bromnatrium). Det søges mod
Kirtelsyge, som Efterkur ved Syfilis, mod kroniske
Katarrer af Luftveje, Fordøjelsesorganer,
Urinblæren, de kvindelige Kønsorganer. Kun
kraftige Individer taaler det stærke Vand.
(Lp. M.). E. F.
Luigi Amadeo [’luidзi-ama’dæo], Hertug af
Abruzzerne, f. 29. Jan. 1873 i Turin, Søofficer og
geogr. Forsker. Efter at han 1898 havde
foretaget en Bestigning af Toppen af det 5520 m
høje Eliasbjerg i Alaska, satte han sig det til
Maal at naa Nordpolen fra Frans Josef’s Land
over Isen med Hundeslæder. Til Foretagendet
indkøbtes det norske Hvalfangerskib »Jason«,
som blev omdøbt til »Stella Polare«
(Polarstjernen). 12. Juli 1899 afsejlede Ekspeditionen med
Kaptajn Cagni som Næstkommanderende fra
Archangel, og det lykkedes at trænge frem
gennem Brittania Kanalen til 82° 04′ n. Br., den
nordligste Bredde, noget Skib har naaet ad
denne Vej. Man søgte ind til Vestkysten af
Kronprins Rudolf’s Land og blev nødsaget til
at tage Vinterkvarter i den aabne Teplitz
Bugt. Under Ispresninger om Efteraaret blev
den ene Side af Skibets Bund presset ind, saa
at Rummet fyldtes med Vand. Overvintringen
skete i Telte i Land. Det lykkedes senere at
faa Skibet lænset og nogenlunde sødygtigt.
Under Øvelser til Slædeturen om Vinteren kom
Hertugen ret alvorligt til Skade, hvorfor han
ikke kunde deltage i Slædeturen mod N., men
maatte overlade denne til Cagni’s Ledelse. Paa
Slædeturen blev 24. Apr. 1900 naaet 86° 34′
n. Br., nærmere ved Nordpolen end nogen
tidligere var kommet. Cagni kom tilbage til
Vinterkvarteret efter uhørte Besværligheder 22.
Juni, efter 103 Dages Fraværelse. Lt. Querini og
to Mand, som tidligere var sendt tilbage, har
man ikke senere hørt noget til. 19. Aug. forlod
»Stella Polare« Teplitz Bugt og kom til
Hammerfest 5. Septbr. Ekspeditionen bestemte
Udstrækningen mod N. af Frans Josef’s Land,
paaviste, at Kong Oscar’s Land og Petermann
Land, som Payer mente at have set fra sit
nordligste Punkt, ikke eksisterer, og foretog
videnskabelige Undersøgelser paa Kronprins
Rudolf’s Land. L. A. modtog Aaret efter
Vega-Medaillen.
G. F. H.
Luini, Bernadino, ital. Maler, f. i Luino
ved Lago Maggiore mellem 1475 og 1480, d.
sandsynligvis mellem 1531—32. L., Elev af St.
Scotto, synes først at have uddannet sig efter
Bramantino; senere droges han saa stærkt af
Lionardo’s Kunst, at han blev en af den
milanesiske Skoles mest fremragende og typiske
Repræsentanter (fl. af hans Staffelibilleder er gaaet
under Lionardo’s Navn); naiv og oprindelig
indoptog han dog kun, hvad der passede hans
Naturel, af Lionardo’s Kunst; medens han
saaledes ikke fulgte Mesterens storladne,
beregnende Kompositionskunst, og ofte her netop
viste sin Aands Begrænsning, fortsatte han den
Lionardo’ske Traad i Gengivelsen af det
ungdomsskønne og sjælfulde, Smilets Sødme,
Farvens Ynde, og hans stille Andagtsbilleder kan
have en uovertræffelig, huldsalig Skønhedens
Inderlighed, en hjertevindende, mild
Elskværdighed og en Farvernes tryllende Finhed og
Blødhed. Han virkede især i og om Milano,
i Chiaravalli, Legnano, Saronno, Como,
Lugano. Et karakteristisk Arbejde fra L.’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
