Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lukácz, Ladislaus - Lukaf - Lukanien - Lukas - Lukasakademier - Lukas Billeder - Lukasevangeliet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lukácz [’luka.ts], Ladislaus, ungarsk
Minister, f. 24. Oktbr 1850, var 1874—76 Prof.
ved Retsakademiet i Raab og Dr. jur., men
overtog derefter Styrelsen af sin Faders
Bjergværker. 1878 valgtes han til Underhuset, hvor
han siden havde Sæde, og blev 1893 under
Wekerle’s Ministerium Understatssekretær i
Finansministeriet og styrede selv Finanserne
1895—1905 under skiftende Ministerier. Jan. 1910
fik han som Kongens særlige Tillidsmand det
Hverv at danne et nyt Ministerium, men kunde
ikke løse Opgaven og overtog derefter paa ny
Posten som Finansminister. Endelig blev han
Apr. 1912 Førsteminister, dog kun indtil Maj
1913.
E. E.
Lukaf (Søv.), Benævnelse paa mindre
Opholdsrum i et Skib, særlig bestemt for Skibets
Officerer. Besætningens Opholdsrum kaldes
Folkelukaf.
C. B-h.
Lukanien (Lucania) kaldtes i Oldtiden et
Landskab i Syditalien, begrænset mod N. af
Kampanien, Samnium og Apulien. I videste
Forstand regnedes L. lige ned til Messina-Strædet,
men sædvanlig udskiltes dog den sydligste Del
under Navn af Bruttium. Landet er bjergfuldt,
dog med enkelte frugtbare Dalsænkninger, men
er især vel skikket til Kvægavl. Befolkningen
var væsentlig indvandret fra Samnium og hørte
til den østitaliske Stamme. Fra omtr. 400 f. Kr.
blev Lukanerne farlige Fjender af de gr.
Stæder, hvoraf der var anlagt en stor Del paa
Kysterne (saaledes Posidonia og Velia ved det
tyrrbenske Hav, Metapontum og Heraklea ved
den tarentinske Bugt). De berøvede dem det
meste af deres Land, og Grækerne blev
gentagne Gange nødte til at hidkalde Hjælp fra
Moderlandet. Til Rom stod Lukanerne i Beg. i
et godt Forhold, men efter deres Angreb paa
det gr. Thurii kom det til et Brud (285), og 272
kom hele L. under Romerne. Ogsaa i den flg.
Tid hjemsøgtes Landet stærkt af Krig, saa at
det i høj Grad forfaldt. — Af Byer mærkes,
foruden de tidligere omtalte gr., Potentia og
Grumentum inde i Landet.
H. H. R.
Lukas, en af Paulus’ Medarbejdere, som
iflg. Filem. 24 og Kol. 4, 14 opholdt sig hos
Apostlen under hans første Fangenskab i Rom
(ell. Cæsaræa), og som 2. Tim. 4, 11 omtales
som den eneste, der blev tilbage hos ham, da
det lakkede mod Martyriet. Af Kol. 4, 10 ff.
fremgaar, at L. ikke har hørt med til de
omskaarne bl. Paulus’ Ledsagere, men følgelig
været Hedningekristen, og Kol. 4, 14 betegnes han
som Læge. I hvert Fald fra Slutn. af 2. Aarh.
(Irenæus, Muratoris Kanon) betragtedes han i
den kirkelige Tradition som Forf. til det tredie
Evangelium og Apostlenes Gerninger, men ud
over dette vidste man ikke ret meget om
ham. Euseb. (H. E. III, 4, 6) meddeler, at
han stammede fra Antiochia, og Rigtigheden af
denne Oplysning har Forskere som Harnack
søgt at godtgøre ved Henvisning til, at Forf. til
Apostlenes Gerninger røber særlig nøje
Kendskab til Forholdene i den antiochenske
Menighed (f. Eks. 6, 5; 11, 20; 11, 26; 13, 1 ff.);
derimod beror det vistnok udelukkende paa
Slutninger ud fra Evangeliet selv, naar fl. a.
Kirkefædre hævder, at L. var en af de 70 Disciple
(Luk. 10, 1) ell. en af de to, som Paaskedags
Eftermiddag vandrede til Emmaus (Luk. 24, 13.
18); og Legenden om, at han var Maler og bl.
a. havde udført det første Billede af Maria,
kendes først fra 6. Aarh.
H. M.
Lukasakademier. Allerede i Middelalderen
sluttede Malerne sig sammen i Samfund, der fik
Navn efter Malernes Skytspatron, Evangelisten
Lukas, saaledes i Venezia fra 1290 og i Firenze
fra 1339, men endnu kendes ikke Betegnelsen
L. Dette Navn fik Samfundet i Firenze først
under Cosimo I (1571). Det berømteste L. er
Kunstakademiet i Rom: Accademia di San Lucca,
stiftet af Sixtus V (1588). (Se i øvrigt
Kunstakademi).
(A. R.). A. Hk.
Lukas Billeder. Efter et Sagn af gr.
Oprindelse skal Evangelisten Lukas (der ifølge
Kol. 4, 14 var Læge) have været Maler;
denne Legende har givet Anledningen til, at der er
blevet tilskrevet ham en Rk. Madonnabilleder;
en raat udført Tegning i Katakomberne bærer
Underskriften: »malet af Lukas« og er blevet
benyttet som »Bevis« for Sagnets Paalidelighed.
Der vises en hel Række af disse L.,
byzantinske Madonnabilleder, mest sorte ell. sortbrune
(jfr Højsangen I, 5—6), saaledes i S. Maria in
Via lata og S. Maria in Cosmedin i Rom, i
Monte della Guardia ved Bologna o. m. a. St.
Selve Emnet »Lukas malende Madonna« har
ofte ydet Stof for senere Kunstnere, vi nævner
blot Rogier v. d. Weyden’s Billede af dette
Emne i Pinakoteket i München.
(A. R.). A. Hk.
Lukasevangeliet, det tredie af de i det ny
Test. optagne Evangeliefremstillinger, begynder
med en efter litterært Mønster udarbejdet
Fortale (1, 1—4) og en Fremstilling af
»Forhistorien« (d. v. s. Fortællingerne om Johannes
Døberens og Jesu Fødsel, 1, 5—2, 52), som
savner Paralleller hos de andre Evangelister, samt
en med Matthæusevangeliets nær beslægtet
Redegørelse for Forberedelsen til Jesu
offentlige Virksomhed (Døberens Optræden i Judæas
Ørken og Jesu Daab og Fristelse, 3, 1—4, 13).
Selve Jesu Fremtræden og Oplevelser i Galilæa
skildres dernæst (4, 14—9, 50) i væsentlig
Tilslutning til Markusfremstillingen (dog med et
enkelt større Indskud, 6, 20—8, 3), men 9,
51—19, 27 afbrydes denne af den saakaldte
»Rejseberetning«, der fremstiller Jesus som stadig
værende paa Vandring fra Galilæa til
Jerusalem, og i dette Afsnit har Lukas anbragt en
stor Del af de Jesusord, som han har
overtaget fra Logiakilden, samt en Rk. særegne
Fortællinger, navnlig Lignelser, som ikke
forekommer i noget af de andre Evangelier; fra
18, 15 genoptages dog atter Traaden fra
Markusevangeliet. 19, 28—21, 38 fortæller om Jesu
Virksomhed i Jerusalem og Kap. 22—24
gengiver Lidelseshistorien og
Opstandelsesberetningerne; ogsaa her ligger
Markusoverleveringen til Grund, men paa adskillige Punkter er
den udvidet med Fortællinger og enkelte Træk,
som kun meddeles her, f. Eks. Luk. 22, 24—38;
23, 2—16. 39—43; 24, 13—54. Foruden
Markusevangeliet og Logiakilden maa der saaledes
være benyttet andre skriftlige ell. mundtlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
