Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Luleälf - Luleå - Lullier, Charles - Lullus - Lullus, Raymundus - Lully, Jean Baptiste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overordentlig naturskøn og veldyrket Dal,
indtil den ved Luleå falder ud i den bottniske
Bugt. Elvens Længde er 310 km, dens
Vandområde 25120 km2.
N. H. J.
Luleå, Lule, By i Norrbottens Län, med
(1920) 10545 Indb., ligger paa en Halvø i
Luleelvens Munding. Efter den store Brand 11. Juni
1887 har L. faaet en meget regelmæssig Byplan
med lige, om end noget bakkede Gader. De
fornemste Bygninger er den i blandet gotisk Stil
opførte Kirke, Residensen, Pigeskolen og
Elektricitetsværket. Efter Anlægget af Jernbanen
L.—Gellivara, der blev færdig 1889 og som 1903
førtes videre til Rigsgrænsen og Narvik, gik L.
særdeles stærkt frem; i de 12 Aar fra 1886—98
formeredes Folkemængden saaledes med 138
%. Ved denne Bane blev nemlig L.
Eksportstedet for Gellivara-Malmen, hvilket havde til
Følge, at Byens Handelsomsætning ogsaa
forøgedes paa andre Omraader. 1909 indkom der
til L. 1358 Fartøjer paa tilsammen 14133 t. De
vigtigste Eksportartikler er Jernmalm, der
ganske overskygger alt andet. 1910 ankom der til
L. fra Gellivare og Kiruna 1360000 t Jernmalm.
Paa Svartsö har man anlagt storslaaede Kajer
til Losningen af Malmen. Der findes i L. en
højere offentlig Skole, en tekn. Skole samt (fra
1905) et Lærerseminarium. Der findes desuden
(fra 1895) et plantefysiologisk Institut. Den
ejendommelige gl. Nederluleå Kirke er prydet
med middelalderlige Malerier, der indtil 1909
var dækkede af Kalkpuds. L. anlagdes 1621 ved
Neder-L. Kirke og flyttedes 1649 til sin nuv.
Plads.
N. H. J.
Lullier [ly’lie], Charles, fr.
Revolutionsmand (1838—91), udgik 1856 af
Søofficersskolen, men blev først 1868 Løjtnant, fordi hans
ustyrlige Hidsighed og Brud paa Disciplinen
havde paadraget ham gentagne Straffe, og
afskedigedes kort efter. Han drog nu til Paris
og gjorde sig bemærket ved at udfordre Paul
de Cassagnac, der var en kendt Duellant, men
som dog afslog at møde ham; kom snart i
Forbindelse med H. Rochefort og G. Flourens
og stillede sig 1869 til Valg til den lovgivende
Forsamling. Septbr 1870 blev han Bataillonschef
i Nationalgarden og Medlem af
Forsvarskomiteen, men sendtes kort efter til Kbhvn med
Ordrer til Østersøflaaden og siden til
Nordamerika for at købe Vaaben, men i Virkeligheden
for at holdes borte fra Frankrig. Han kom
tilbage Marts 1871 og blev 18. Marts Chef for
Nationalgarden i Paris, viste stor Energi i at
gøre sig til Herre over Byen uden at øve
Voldsomheder mod Enkeltmand, men blev dog
en Uge efter afsat af Centralkomiteen og
fængslet, da den frygtede for, at han vilde
tiltage sig Diktaturet. Han undveg dog snart fra
Fængslet og blev endog sat i Spidsen for
Seine-Flotillen, men traadte aabent op mod
Kommunens Raad, fordi det ikke vilde rette sig efter
hans Mening, og knyttede i Maj Forbindelser
med Myndighederne i Versailles. Alligevel blev
han efter Oprørets Undertrykkelse Septbr 1871
sat under Tiltale og dødsdømt, men slap med
et Par Aars Fængsel. Efter Amnestien søgte
han 1881 Valg til Deputeretkamret, men uden
Held, og sluttede sig 1888 til Boulangisterne.
E. E.
Lullus, d. 786, var en angelsachsisk Munk
fra Malmesbury Kloster. Han blev Missionæren
Bonifatius’ Medhjælper og senere hans
Efterfølger som Biskop. L. virkede meget for
Evangeliets Sag, og som Biskop arbejdede han for
at hæve den biskoppelige Magt, navnlig
Overhøjheden over Klostrene, men havde i saa
Henseende ikke afgjort Held med sig.
A. Th. J.
Lullus, Raymundus, f. i Palma paa
Majorca c. 1235, d. 1315. Ved Hoffet i Aragonien
førte han i sin Ungdom et vildt Liv, indtil en
ulykkelig Kærlighed bragte ham til 1266 at
indtræde i Franciskanerordenen; han tilbragte
Resten af sit Liv med filos. og alkemistiske
Studier. Tillige nærede han en glødende Iver
for at omvende Muhammedanerne til
Kristendommen og foretog ikke mindre end 3 Rejser
til Nordkysten af Afrika, hvor han dog uden
Held prædikede for de Vantro. Paa den sidste
Rejse blev han stenet og døde som Følge
heraf. Hans filos. Hovedværk er en Metode, den
saakaldte ars magna, til at overbevise enhver
om Sandheden; den bestaar i en systematisk
Kombination af filos. Grundbegreber. Dette
Arbejdes Indflydelse paa Eftertidens Tænkning
skal kunne spores helt op til Leibniz. Ogsaa med
Kabbala’s mystiske Talspekulationer befattede
L. sig; mest kendt er han dog som Alkemist og
Forf. af talrige alkemistiske Skr, i hvilke han
giver det Udseende af, at han, til
Fuldkommenhed forstaar at fremstille de Vises Sten,
hvis vidunderlige Egenskaber han beskriver.
Foruden de ægte findes naturligvis ogsaa talrige
uægte alkemistiske Skr af L., især en Række
skrevne omkr. 1330; desuden skal han ved
denne Tid have været i London og for Edvard III
fremstillet en stor Mængde Guld, hvoraf
prægedes de saakaldte Raymondinere. L.’s berømte
Navn er altsaa sikkert efter hans Død blevet
antaget af andre, for at de derved kunde
vinde mere Tiltro, og dette kan have været en
medvirkende Omstændighed til de talrige
forunderlige Sagn, der berettes om L. Hans Opera
omnia er udgivne af Salzinger i Mainz 1721—42
i 10 Bd; en ny samlet Udg. blev begyndt af
Rossello i Palma 1886. (Litt.: Helfferich,
»R. L.« [Berlin 1858]; Kopp, »Die Alchemie«,
1. Del [Heidelberg 1886]; Levi, Histoire de la
magie [Paris 1860]).
(Alfr. L.)
Lully [ly’li], Jean Baptiste, fr.
Operakomponist, f. 29. Novbr 1633 i Firenze, d. 22.
Marts 1687 i Paris. Allerede som Dreng kom
han til Paris og blev anbragt som Køkkendreng
hos Kongens Søster, Madame de Montpensier.
Hans naturlige Anlæg for Musik og Færdighed
som Violinspiller skaffede ham senere
Ansættelse i det daværende fr. kgl. Kapel, de
berømte 24 violons du roy, og hermed var hans Lykke
gjort. Ved Ludvig XIV’s Hof forstod han at
gøre sig uundværlig ikke blot som Musikant,
men tillige som Skuespiller, Danser og
Balletkomponist, og han steg højt i Kongens Gunst.
Han sattes i Spidsen for det nydannede
Elitekorps Les petits violons du roy, fik kun 20 Aar
gl Titel af Hofkomponist, blev efterhaanden
Indehaver af rigt lønnede Stillinger og
indbringende Privilegier, udnævntes saaledes til
»Surintendant« over hele den kgl. Musik og endog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
