Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lunel (By) - Lunel (dessertvin) - Lunette - Lunéville - Lunge (se Lunger) - Lunge (uddød dansk Adelsslægt) - Lunge, Vincents
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
berømte Muscat de Lunel, der avledes i
Omegnen.
N. H. J.
Lunel [ly’næl], en sød Dessertvin fra
Omegnen af Byen L.; den fineste af de herhen
hørende Vine er Picardant.
K. M.
Lunette [ly’næt], d. s. s. Lynette.
Lunéville [lyne’vilj, By i det nordøstlige
Frankrig, Dept Meurthe-et-Moselle, ligger 26
km SØ. f. Nancy ved Vezouses Udmunding i
Meurthe og ved Jernbanelinien
Paris—Strasbourg. (1910) 21122 Indb. Den ligger i en
frugtbar Egn, har stor Kavalerigarnison, fl.
Kirkebygninger, et Slot, der bruges til Kaserne,
kommunalt Collège, Bibliotek, Museum, Fabrikation
af Handsker, Manufakturvarer og Fajance,
Handel med Vin, Likører, Hamp, Korn og Træ.
L. var i Middelalderen en stærk Fæstning i
Hertugerne af Lorraines Besiddelse. Den led
meget ved gentagne Indtagelser under
Trediveaarskrigen, men genopbyggedes og forskønnedes
af de sidste Hertuger af Lorraine, særlig af
Stanislaus Leszczinski, der valgte L. til sin
Residens og døde her 1766. Mest bekendt er L.
fra den Fred, der sluttedes her 1801 mellem
Frankrig og det tyske Rige, og ved hvilken
Frankrig fik Belgien og den venstre Rhinbred.
L. blev 22. Aug. 1914 erobret af Tyskerne, som
dog allerede i Midten af Septbr s. A. atter
maatte rømme den.
N. H. J.
Lunge, se Lunger.
Lunge, uddød dansk Adelsslægt, der opr.
hørte hjemme i Roskilde og som førte tre Guld
Lillier i rødt Felt, fra Skjoldets Midte vendende
henh. mod de to øverste Hjørner og nedad,
paa Hjelmen to røde Vesselhorn, hvert besat
med tre Guld Lillier. Oluf L. nævnes 1268.
Hans Søn og Navne var Fader til Rigsraaden
Hr. Jacob Olufsen til Højstrup, en af
Kong Valdemars og Dronning Margrethes mest
fremragende Mænd, efter hvem der holdtes
Skifte 1387, og til Hr. Oluf Olufsen L. til
Mosegaard. Den førstnævnte af Brødrene var
atter Fader til Rigsraaden Hr. Folmer
Jacobsen L. til Højstrup, der hørte til
Dronning Margrethes vigtigste Raadgivere, til
Rigsraaden og Rigshofmesteren Hr. Anders
Jacobsen L. til Egede, som 1397 var
Høvedsmand paa Kalmar og 1415—16 Sendebud til
Kirkeforsamlingen i Constans, endvidere til Hr.
Niels Jacobsen L., der en kort Tid var
Biskop i Strengnæs, og endelig til Rigsraaden
Hr. Ove Jacobsen L. til Nielstrup, efter
hvem der holdtes Skifte 1458. Ovenn. Hr. O. O.
L.’s Sønnesøns Søn, Hr. Oluf Olufsen L.
af Odden, levede 1473, vistnok som sidste Mand
af denne Slægt »de gl. L.’er«.
En Sønnedatter af ovenn. Hr. O. J. L. til
Nielstrup, Fru Kirsten L. til Adserstrup, var
gift med Vincents Iversen Dyre til Tirsbæk. Fra
dette Ægtepar stammer »de ny L.’er«, idet
Børnene tog Moderens Slægtsnavn, med
Bibeholdelse af det fædrene Vaaben: to Sølv
Vesselhorn i blaat og samme Mærke paa Hjælmen.
Bl. deres Sønner skal nævnes den mægtige Hr.
Ove Vincentsen L. til Tirsbæk (d. 1540),
der spillede en ikke ringe Rolle under Jydernes
Opstand mod Kristiern II, som senere indtog
en betydelig Stilling i Rigsraadet og efter
Frederik I. Død var en af de fire Høvedsmænd i
Jylland, Rigsraaden Hr. Vincents
Vincentsen L. (s. d.) og Rigsraaden Niels
Vincentsen L. til Adserstrup (1485—1552).
Den sidstnævnte, nøje knyttet til det kat.
Bispeparti, sluttede 1534 selvanden en
Forsvarstraktat med Sverige mod Lybæk, gik kort efter over
til Grev Christoffer’s Parti, blev det flg. Aar ført
fangen til Mecklenborg og opnaaede først fuld
Frihed mod at udstede en Troskabsrevers til
Kristian III, uden dog senere at genoptages
i Rigsraadet. Den førstnævnte af disse Brødre
var Fader til Christoffer L. til Odden,
som 1565 faldt ved Svarteraa. Hans Søn,
Lensmand paa Aalborghus Ove L. til Odden
(1548—1601), der 1590 ledsagede Prisesse Anna til
Skotland og 1595 var med paa en Sendefærd
til Lapland for at forhandle med russ.
Afsendinge om Grænsestridigheder, var Fader til
Rigens Raad og Marsk Hr. Jørgen L. til Odden
(1577—1619), hæderlig kendt fra Kalmarkrigen.
Med hans eneste Søn, Ove L. (1613—37),
uddøde de ny L.’er.
P. B. G.
Lunge, Vincents, dansk og norsk
Rigsraad, var Søn af Vincents Dyre til Tirsbæk og
Kirsten L. og antog som Voksen Moderens
Slægtsnavn. V. L. synes at være født omkr. 1490 og
drev i sin Ungdom omfattende Studier ved
udenlandske Univ., hvor han erhvervede sig
Doktorgraden baade i Filosofi, Romerret og
Kirkeret og tilegnede sigt en omfattende
humanistisk Dannelse. Efter sin Hjemkomst
syntes han at ville slaa ind paa den lærde Bane.
Han blev 1521 Professor i Lovkyndighed ved
Kbhvn’s Univ. og Univ.’s Rektor, men en Prof.’s
beskedne og tilbagetrukne Stilling kunde ikke
længe tilfredsstille den meget ærgerrige og
forfængelige Adelsmand. Allerede 1522 opgav han
sin Stilling ved Univ. og blev Lensmand paa
Krogen. Da Christian II forlod Danmark,
sluttede V. L. sig til Frederik I, der gjorde ham
til Rigsraad og Ridder og sendte ham op til
Norge for at bringe det nordenfjeldske Norge
ind under Frederik I. Kort efter sin Ankomst til
Norge blev V. L. gift med Margrete Nielsdatter
Gyldenløve, en Datter af Norges Riges sidste
Rigshofmester Niels Henriksen Gyldenløve og
Inger Ottesdatter Rømer til Østraat. Han kom
derved ind i en af de rigeste og mest
indflydelsesrige norske Adelsfamilier og blev i de flg.
Aar Hovedmanden for det norske
Selvstændighedsparti, der nok vilde bevare Forbindelsen
med Danmark, men saaledes, at Norge kom til
at indtage en med Danmark jævnbyrdig Stilling
med sin egen Haandfæstning og sit eget
Rigsraad. V. L. fik ogsaa foreløbig sine Planer sat
igennem. 1524 maatte Frederik I underskrive
en særskilt norsk Haandfæstning. V. L. blev
Statholder nordenfjelds og Lensmand paa
Bergenhus med flere Len og var, da han fik sin
Hovedmodstander, Rigsraad Henrik
Krummedige, udstødt af det norske Rigsraad, i de flg.
Aar den egl. Regent i Norge. Hans
egenmægtige Styrelse skaffede ham dog mange Fjender,
baade i Danmark og Norge. Han kom i stærke
Stridigheder med den norske Ærkebiskop Olaf
Engelbrechtsen, og da han støttede den
saakaldte »Daljunker«, der udgav sig for en Søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
