Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lunge, Vincents - Lungeabsces - Lungeapopleksi - Lungeatelektase - Lungebetændelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Sten Sture, klagede Gustaf Vasa i Sverige
ogsaa over ham. Resultatet blev, at V. L. Oktbr
1528 maatte træde tilbage som Statholder og
Lensmand paa Bergenhus, men han var dog
stadig som en af de rigeste Godsejere i Norge
en mægtig Mand. Stridighederne mellem ham
og Ærkebispen fortsattes dog, og hans
Svigermoders Gaard Østraat blev gentagne Gange
plyndret af Ærkebispens Folk. Da Christiern II
1531 vendte tilbage til Norge, gav han
Ærkebispen Ordre til at fange V. L., hans
Svigermoder og hans Svoger Niels Lykke. Det
lykkedes dog ikke, og da Christiern II Aaret efter
blev ført til Danmark, fik V. L. Hævn.
Ærkebispen blev tvunget til paa ny at anerkende
Frederik I og udrede en stor Erstatning til V.
L. og hans Svigermoder. 1534 rejste V. L. til
Danmark for at deltage i Valget af en ny
Konge, men kunde, da Grevefejden imidlertid
var udbrudt, ikke naa frem til Kbhvn. Han
rejste i St f. til Jylland og efter Forhandlinger
med de jyske Rigsraader tilbage til Norge for
at virke for Christian III’s Anerkendelse som
Konge. Som Stedfortræder for Lensmanden paa
Akershus Erik Gyldenstjerne, der var rejst til
Danmark, var han i den flg. Tid Leder af det
søndenfjeldske Rigsraad. Han kom dog snart
igen i et spændt Forhold til Ærkebiskop Olaf,
der stadig sympatiserede med Christiern II og
stod i hemmelig Forbindelse med det pfalziske
og burgundiske Hof. I Slutn. af 1535 rejste V. L.
med fl. af de søndenfjeldske Rigsraader til et
Rigsraadsmøde i Trondhjem, hvor det var
Meningen at tvinge Anerkendelsen af Christian III
igennem. Under et Møde 3. Jan. 1536 trængte
en Folkesværm ind og dræbte V. L. Den alm.
Mening var, at Drabet skete paa Ærkebispens
Anstiftelse, der havde rejst en stærk
Folkestemning mod de fremmede danskfødte
Rigsraaden Herredømme. (Litt.: Edv. Bull,
»V. L.« [1917]).
L. L.
Lungeabsces [-ab’sæs], begrænset
Suppuration i Lungen, er en ikke hyppig Lidelse, der
kan være Følge af en Lungebetændelse, i andre
Tilfælde skyldes en Blodprop, Indbringelse af
fremmede Legemer i Lungen etc. f. Eks. ved
Tandudtrækning under universel Bedøvelse. Der
kan samtidig være fl. Abscesser; i saa Fald er
det næsten altid Følgen af en tilstedeværende
pyæmisk Tilstand. Abscessen kan undertiden
bane sig Vej til Brystets Overflade ell. kan
aabne sig indadtil gennem Luftrøret og dens
Indhold hostes op. Tilbage bliver da som oftest
et Hulrum (Kaverne) i Lungen. Den kan ogsaa
bryde ind i Lungesækken og her fremkalde en
Betændelsestilstand. Er Abscessen større og har
sit Sæde nær Lungeoverfladen, kan den blive
Genstand for kir. Indgreb. Man har ogsaa i en
Del Tilfælde med Held anvendt Luftindblæsning
i Lungesækken ell. Borttagen af Stykker af
Ribbenene. Ved disse Indgreb falder Lungen
sammen og kan faa Ro til at hele.
H. I. B.
Lungeapopleksi, ældre Benævnelse for
Blødning i Lungen, ɔ: Lungeinfarkt.
Lungeatelektase, Luftfattigdom ell.
fuldstændig Lufttomhed af Lungevævet, findes
under forsk. Tilstande, hyppigst maaske hos
nyfødte, nemlig naar disse p. Gr. a. medfødt
Svaghed, for tidlig Fødsel ell. ved Skindød efter
en besværlig Fødsel ikke straks faa
Aandedrættet fuldstændig i Gang. Lungerne, der før
Fødselen er lufttomme, fyldes da ikke tilstrækkelig
med Luft, og større ell. mindre Partier af dem
holder sig da lufttomme som forud for
Fødselen. Dette medfører en yderligere Svækkelse af
Barnet og ofte dettes Død. Det er derfor
vigtigt, at det nyfødte Barn straks ved Fødselen
bringes til at aande, om nødvendigt ved
kunstige Midler. Holder der sig alligevel L., kan
denne dog i de flg. Dage endnu svinde, hvis det
lykkes at faa Barnet til at skrige og patte
kraftig. Hos voksne Individer er atelektatiske
Tilstande af Lungevævet heller ikke sjældne, f.
Eks. i Tilfælde, hvor Patienter er medtagne af
langvarig, svær Sygdom og p. Gr. heraf kun
bruger Lungerne lidt. Ogsaa hvor Lungevævet
er udsat for længere Tids Kompression, f. Eks.
ved Ansamling af Vædske i Lungesækken ell.
ved Tryk fra Underlivsorganerne. Endvidere
kan Betændelser i Lungevævet af forsk. Art
medføre L., saaledes Bronkitis, og L. afgiver da
ofte Udgangspunkt for den i Tilslutning hertil
udviklede Bronkopneumoni.
(A. F.) H. I. B.
Lungebetændelse (Pneumonia), Betændelse
af Lungevævet, kan opstaa ved Indaanding af
irriterende Stoffer, ved Støv af forsk. Art. Der
fremkaldes herved en Slags kronisk
Betændelsestilstand, som kan ende med Skrumpning af
Vævet (Lungecirrhose). I andre Tilfælde, især
i saadanne, hvor det drejer sig om Indbringelse
af organiske Substanser, opstaar der spredte
Betændelser, ligesom der ogsaa i Forløbet af
Tuberkulose i Lungen ved Sygdommens
Fremskriden dannes smaa pneumoniske Partier.
Lungevævet kan ogsaa herved under gaa en
Skrumpningsproces og blive fast og lufttomt.
Naar man i Alm., taler om L., tænker man dog
ikke saa meget paa Affektioner af den Art som
paa de akutte Betændelsestilstande, der
væsentlig optræder under to Former: den krupøse L.
og den katarralske L., og af disse er det atter
den førstnævnte, som menes, naar man kun i
Alm. bruger Benævnelsen L.
1) Den krupøse L. optræder i Alm. som
selvstændig Sygdom, men kan ogsaa indfinde sig
som Komplikation i Forløbet af en anden
Lidelse. Den betragtedes tidligere som en ren
Forkølelsessygdom; men selv om man fremdeles
maa indrømme, at Kuldeindvirkning og
skiftende Vejrlig — Sygdommen er stadig hyppigst
i Efteraars- og især i Foraarsmaanederne —
spiller en stor Rolle som prædisponerende
(begunstigende) Aarsag, saa er det dog nu
godtgjort, at dens egl. okkasionelle (foranledigende)
Aarsag er Bakterieindvirkning. Det synes, som
om fl. forsk. Arter af Bakterier er i Stand til
at fremkalde krupøs L., men der er dog een
Bakterie, som overvejende hyppig gør det, og
som derfor maa betragtes som Sygdommens
væsentligste Aarsag, nemlig Pneumokokken,
Diplacoccus pneumoniæ, der omtr. samtidig
paavistes af Tyskeren Fränkel og af
Franskmanden Talamon, efter hvilke Forfattere den ofte
benævnes. Nyere amer. Undersøgelser har vist,
at der er forsk. Arter af Pneumokokker. Man
er naaet til at udskille 4 Hovedgrupper, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
