- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
101

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Luno, Christian Peter Bianco - Lunois, Alexandre - Lunov - Lunstik - Lunte (Antændelsesmiddel) - Lunte (i Jagtsprog) - Luntebøsse - Luntelaas

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

snart en stor Kundekreds, og dets systematiske
Materiale gjorde det selvskrevet til Udførelsen
af statistiske o. a. tabellariske Arbejder, der blev
et Speciale for Firmaet i over et halvt Hundrede
Aar. Schneider udtraadte allerede af
Kompagniskabet 1837; Prof. N. David skaffede L. de
fornødne Midler til at købe Schneider ud og
virkede iøvrigt for at konsolidere Forretningen,
der ogsaa i Løbet af forholdsvis kort Tid
udviklede sig til at blive en af de mest
ansete i Landet. L. døde barnløs 1852, hvorfor
hans Enke overdrog Trykkeriet til L.’s
Søstersøn, cand. phil. F. S. Muhle og F. Dreyer, der
var Leder af Kontorvirksomheden. 1873 overtog
Dreyer Forretningen for egen Regning og havde
den til Aaret 1900, da Bladudgiver Carl Aller
købte den. Sammen med M. Truelsen’s
Bogtrykkeri, der indlemmedes 1919, føres den nu meget
store Forretning videre under Firmanavnet
»Bianco Luno’s, de Aller’ske Bogtrykkerier«.
E. S-r.

Lunois [ly’nwa], Alexandre, fr. Maler
og Litograf, f. 1863 i Paris, d. Septbr 1916 i
Pecq. L. gik en kort Tid paa École des
beaux-arts
, men arbejdede derefter som Litograf. Som
saadan staar L. højt (han trykker ofte i
Farver) og har virket tekn. fornyende
(Tushmaneren); hans mange Rejser gav ham rigt Stof:
Arabiske Væversker, Danserinder i Sevilla, Blik
over Paris’ Tage, Spansk Fængsel, Hollandske
Kvinder etc. L. har ogsaa udført Pasteller og
Raderinger og betydelige Illustrationer til »Den
gyldne Legende«, Souvenir d’un canotier,
»Madonnaen fra Haroncourt« m. v. L. er
repræsenteret i Luxembourg Mus. i Paris og i
Budapest Mus. (Oliemaleriet »Tyrefægtning«).
Biografi ved E. Dacier.
A. Hk.

Lunov, uddød jysk Adelsslægt, der førte et
delt Skjold, 1. Felt tre Gange tværdelt af Sølv
og sort, 2. Sølv, paa Hjelmen to Vesselhorn,
henh. som 1. og 2. Felt. Slægten hævede sig
aldrig over den lavere Adel. Dens sidste Mand
omkom vistnok under Krigen i Skaane 1676—77.
P. B. G.

Lunstik (Lunstikke, Lunsstikke, Lundstik,
Lundstikke, ogsaa Lynse og Lynsestik, smlg.
sv. lunta, luntsticka og holl. luns [udt.
lyns] af isl. hlunnr ɔ: Vognaksel) er en Jernstift,
som ved at stikkes ned i Akselens Lunstikhul
forhindrer Hjulet i at løbe af Akselen. Mellem
L. og Hjul sættes ordentligvis en
Lunstikskive af Jern, som dækker og styrer
Hjulnavet. Gennem L.’s nederste Ende stikkes for
at forhindre den fra at hoppe op en Læderrem,
Lunstikremmen; undertiden er denne
ikke anbragt umiddelbart i L., men i en
gennem den stukken Kile. I Talemaaden: »en Suppe
kogt paa en Pølsepind«, forekommer undertiden
en L. i Stedet for Pølsepinden.
(F. W.). D. H. B.

Lunte anvendtes tidligere som
Antændelsesmiddel for Ladningen saavel ved Geværer som
ved Kanoner. Ved Geværer holdt Anvendelsen
af L. sig til Slutn. af 17. Aarh., medens Brugen
af den til Antændelse af Kanonernes Ladning
bibeholdtes lige til Midten af 19. Aarh. L. blev
spunden af Blaar, behandledes derpaa med
Kalklud og kogtes dernæst i en Lud af Vand,
Potaske og Salpeter. Den brændte langsomt, med
en fast, spids Glød.
H. H.

L. anvendes til Pibetænding om Bord i
Krigsskibe, hvor Brugen af Tændstikker er forbudt.
Den opbevares i en dertil indrettet Jernkasse —
Luntevager —, der ophænges paa St., hvor
Tobaksrygning er tilladt.
C. B-h.

Lunte. Herved forstaas i Jagtsproget Rævens
Hale.
S. F.

Luntebøsse, en Bøsse, der affyres ved Hjælp
af en Lunte, enten løs ell. fastklemt i en Art
Hane, der opr. benævnes Hage ell. Slange. Den
ældste Form for Haandildvaabnet viser sig først
i Beg. af 14. Aarh. og adskiller sig kun m. H. t.
Kaliber og Vægt fra det letteste svære Skyts og
er altid til at affyre ved en løs Lunte. Et
saadant Haandskydevaaben kaldtes
Haandkanon. Ved Slutn. af 14. og Beg. af 15. Aarh.
forsynedes Haandkanonens Skæfte med en Art
klodset Kolbe, og man kunde nu bedre rette
Vaabenet mod Maalet.

Den første egl. L. fremstod i 1. Fjerdedel af
15. Aarh.; den var forsynet med en Art Slange
ell. Hane, der med sit Næb fastholdt den
brændende Lunte. Denne Hane havde dog hverken
Fjeder ell. Aftrækker og trykkedes med den
højre Haand ned mod
Fængkrudtet. Senere forsynedes Hanen
med Aftrækker, men først i
Slutn. af 15. Aarh. fik den tilsat
en Fjeder, saaledes at den sprang
tilbage, naar der ikke længere
trykkedes paa Aftrækkeren.
Tillige blev den forsynet med et
bedre Skæfte og Kolbe, saaledes
at der nu kunde afgives
nogenlunde velrettede Skud. L. af
denne forbedrede Slags optræder
derefter gennem Tiderne under
mange forsk. Benævnelser, der
dog mest adskiller sig ved
Sværheden og Kaliberet. Her skal
nævnes »Røret« (undertiden
kaldet »det lange Rør«), »Hagen«
ell. »Hagebøssen« og »Arkebusen«,
der er lettere Vaaben med c. 1 m langt Løb,
»Dobbelhagen« — med to samtidig virkende Haner
— og endelig »Luntemusketten«, der begge er
svære Vaaben, som kræver Anlægsstok ell.
Gaffel. Dobbelhagen var hyppig Voldbøsse og ofte
forsynet med fast Gaffel, drejelig om to smaa
Tapper paa Piben. Ell. den var forsynet med
en Hage for at modvirke Reculen. —
Luntemusketten (se Fig.) bør særlig fremhæves,
da den i samme Form gennem godt 150 Aar var
Fodfolksskytternes — Musketerernes —
reglementerede Vaaben. I Frankrig holdt den sig lige
til Aar 1700. Det er ogsaa denne Geværtype,
der har afgivet Modellen til alle senere Tiders
Geværer. Skønt Hjullaasbøsser fra Beg. af 16.
Aarh. førtes af Rytteriet og benyttedes særdeles
meget som Jagtvaaben, kunde de dog ikke
fortrænge Luntemusketten. Hyppig var
Hjullaasbøssen tillige forsynet med en Luntehane, der
skulde træde til, naar Svovlkisen var ødelagt og
ubrugeliggjort ved Hjullaasen.
C. H.

Luntemusket.
Luntemusket.


Luntelaas, se Haandskydevaaben, S.
583.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:58:40 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/16/0113.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free