Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lupin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
brugtes til Foder. Paa samme Vis benyttes den
nu om Stunder; desuden fodres Kvæget med
dens Frø. Den dyrkes ogsaa som Prydplante.
Siciliansk L., Neapolitansk L. (L.
Termis Forsk.), har hvide Blomster med blaa
Køl; Frøene er hvide, men større og mere
kantede end hos foregaaende Art, fra hvilken
den næppe er meget skarpt adskilt. Den
dyrkes i Sydeuropa og Ægypten af Hensyn til
Frøene, der spises kogte. L. hirsutus L. er
overalt stærkt, men blødt behaaret og har
blaa, purpurrøde ell. kødfarvede Blomster;
den vokser vildt i Middelhavslandene og
dyrkes i Haver som Prydplante, medens den i
alt Fald i Norden ej anvendes i Landbruget.
Blaa L. (L. angustifolius L.) med blaa
Blomster og graa, lyst ell. brunlig punkterede
Frø af Størrelse som smaa Ærter, er
vildtvoksende i Sydeuropa og Nordafrika. Den
dyrkes undertiden som Prydplante, og Frøene
anvendes (f. Eks. i Ungarn) som Kaffesurrogat.
Den vigtigste Anvendelse sker dog i
Landbruget, om den end ikke har saa udstrakt en
Benyttelse som flg. Art. Gul L. (L. luteus
L., se Fig.) har gule Blomster, der sidder i
tydelige, noget
fra hverandre
fjernede
Kranse, og som er
af en fin og
stærk Vellugt;
Frøene er lidt
fladtrykte,
afrundet
nyreformede,
gullighvide og
sortplettede.
Gul L.
stammer fra
Middelhavslandene. Den har
længe været
dyrket dels
som
Prydplante, dels for
Frøenes Skyld.
Langt den
største Nytte yder
den dog som
Grøngødning (se ndf.). Frøenes Mel anvendes
undertiden (dog aldrig i Danmark) i Blanding
med Byg- ell. Hvedemel til Brød. En Del andre
Arter dyrkes i Haver (se ndf.).
A. M.
Som Prydplanter dyrkes L. baade enaarige
og fleraarige. Af enaarige fortjener særlig at
fremhæves: L. affinis Agardh. (Kalifornien), 25
cm høj med blaa Blomster, og L. hybridus
Lem., 70—100 cm høj med Varieteter i hvide,
blaa, røde og Purpur-Farver. Enaarige L.
taaler ikke Omplantning, maa derfor saas paa
Blivestedet. 2—3 Frø paa hvert Sted, og med
en Afstand af 5—10 cm mellem Saapletterne;
senere udtyndes de til 30 cm mellem
Planterne. Den bedste Saatid er Slutn. af Maj. Bl.
fleraarige L. maa nævnes L. polyphyllus Lindl.
(Nordamerika) med mørkeblaa Blomster og en
rosa Varietet, L. p. roseus; den bliver 100—130
cm høj. Formeres ved Frø, der saas i
Apr.—Maj i kold Bænk, de unge Planter plantes
enkeltvis i Smaapotter, og efter at være
overvintrede frostfrit udplantes de næste Foraar
paa Blivestedet. De kan anvendes til
Stauderabatter ell. som fritstaaende paa en Plæne.
(L. H.). P. F.
I Landbruget dyrkes i Nordeuropa Gul og
Blaa L. Af Gul L. dyrkes forsøgsvis en
sortfrøet Varietet, der dog næppe i nogen
Henseende overgaar Hovedarten. Af Blaa L.
dyrkes undertiden en Varietet med hvide
Blomster og smudsig hvide Frø (var. leucanthus,
uægte Hvid L.), der dog er svagere af Vækst
end Hovedarten. L. dyrkes undertiden som
Foderplante, idet det modne Frø er særdeles
næringsrigt (30—35 % kvælstofholdige
Stoffer). Den kan paa magre Sandjorder give
meget anseelige Frøafgrøder, indtil c. 3000 kg pr
ha, men Frøet er spildsomt, da Bælgene i tør
Tilstand meget let springer op, og er Frøet
ikke stærkt tørret ved Indhøstningen, er det
tilbøjeligt til at skimle. Som Foderplante har
L. dog hidtil kun haft ringe Bet., idet saavel
den grønne Plante som Frøet angives at
indeholde forsk. Bitterstoffer, der skal kunne
foraarsage Sygdomme hos Husdyrene. Der er
angivet forsk. Metoder til Bitterstoffernes
Udtrækning af Frøet, men ingen af disse har
faaet alm. Anvendelse; i øvrigt synes
Bitterstoffernes Mængde at være afhængig af
Næringsstofforholdet i Jorden og muligvis andre
Forhold, og Frygten for »Lupinforgiftning« er
vistnok i meget høj Grad overdreven. Det er
sandsynligt, at den i den kommende Tid vil
faa stigende Bet. som Foderplante. Størst Bet.
har L. hidtil haft som
Grøngødningsplante, og som saadan er den af stor
Værdi for lette Sandjorder. Dens Værdi beror
paa, 1) at den er meget nøjsom og trives godt
selv paa de tørreste Sandjorder; 2) at den
giver meget store Afgrøder; 3) at den foruden
en betydelig Mængde mulddannende Stof
navnlig tilfører Jorden en stor Mængde
kvælstofholdige Stoffer, der i høj Grad kommer den
paafølgende Afgrøde til gode; 4) at dens
Rødder gaar ned til en anselig Dybde og henter
en Del Plantenæring op, der ellers vilde gaa
tabt. Betingelserne for, at L. lykkes, er 1) at
Jorden er nogenlunde tør; paa kold ell. sur
Jordbund trives den ikke; 2) at Jorden er
nogenlunde ren for Ukrud, da L. vokser
langsomt i den første Del af Sommeren og derfor
let trykkes af Ukrudet; 3) at Jorden
indeholder de nødvendige mineralske Næringsstoffer,
særlig Fosforsyre og Kali, i tilstrækkelig
Mængde; 4) at den for L.’s Kvælstof for syning
fornødne Bakterie er til Stede i Jordbunden. L.
saas (til Grøngødning) i Løbet af Maj Maaned
i velbehandlet Jord. Udsædmængden er c.
150 kg pr ha. Da Frøet kun spirer fra ringe
Dybde, taaler det kun svag Dækning. Som
oftest gødes der med Fosforsyre og Kali til
L. I Løbet af Eftersommeren nedpløjes
Lupinafgrøden, og Marken tilsaas derefter i Reglen
med Rug. — Trods L.’s ubestridelige Værdi
for de magre Sandjorder dyrkes den dog i
forholdsvis ringe Udstrækning i Danmark, og
i den nyeste Tid fortrænges den som
 |
| Gul Lupin. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
