Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lustre - lustrum - lusus naturæ - Luszczewska, Jadwiga - Lut - Luta Nsige - Lutatius - Lutein
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derpaa Genstandene i Mufler, i Kapsler ell. paa
anden Maade, indtil Glasurens Smeltepunkt
omtr er naaet, idet der samtidig ledes Gas
ind i Muflen ell. bringes noget Naftalin ind i
denne, der ved sin Fordampning og
Forbrænding kan frembringe den reducerende
Atmosfære. Denne Methode kan dels finde
Anvendelse, naar det drejer sig om at udføre
Mønstre, Figurdekoreringer e. l., dels til at
tilvejebringe en ensfarvet Dekorering af Vaser
o. l. Den kræver iflg. sin Natur mindst to paa
hinanden flg. Brændinger af Varen. Simplere
er det at blande de farvende Metalilter i selve
Glasuren, paaføre denne paa sædvanlig Maade
og paabrænde den ved en Temp., hvor den er
fuldstændig flydende; under Afkølingen fra
Glatbranden bliver der da i det Øjeblik, hvor et
indskudt Pyrometer viser, at Glasuren netop
er i Færd med at størkne, tilledet Gas til
Muflen, hvorved den indtil da oftest farveløse
Glasur vil antage en ret ensartet Farvetone,
hvis Karakter vil afhænge af Ilternes Art,
Opvarmningstidens Længde, Reduktionens Styrke
etc. Lgn. Glasurer kan ved en tilsvarende
Arbejdsmaade ogsaa tilvejebringes paa Fajance,
Stentøj og Porcelæn. Her anvender man dog
som oftest en Paabrænding af Metalresinater,
fremstillet ved Sammensmeltning af det
paagældende Metals Nitrat med Kolofonium,
efterfulgt af en Opløsning i Lavendel- ell.
Terpentinolie; lgn. Resinater kan ogsaa fremstilles ad
vaad Vej, ved at fælde de i Vand opløselige
Metalsalte med opløselige Harpikssæber.
Paabrændingen lettes ved at tilsætte en ringe
Mængde Vismutilte. Som Metaller anvendes
særlig Blandinger af Guld og Platin, ofte med
tilsat Titansyre. Ogsaa paa Glas kan L.
frembringes efter nogenlunde tilsvarende Metoder.
(Litt.: Bruno Kerl, »Handbuch der
gesammten Thonwaarenindustrie« [1907]).
Carl J.
lustrum (lat.) kaldtes i det antikke Rom
den Renselsesofring (se Lustration),
hvorved Censorerne efter Afslutn. af deres
Embedsvirksomhed rensede hele det rom. Folk. Da en
saadan regelmæssig foretoges hvert 5. Aar, fik
l. ogsaa Bet. af en 5-aarig Periode.
H. H. R.
lusus naturæ (lat.), et Lune af Naturen,
Naturspil.
H. H. R.
Luszczewska [lu’∫t∫æfska], Jadwiga, polsk
Digterinde (1834—1909) kendt under Navnet
Deotyma, vakte fra sin Ungdom
Opmærksomhed ved sin Evne til at improvisere, men har
kun ringe Bet. i Litt. Hun har skrevet længere
episke Digte (bekendtest er »Sobieski pod
Wiedniem« [»Sobieski ved Wien«, 1894 ff. ufuldendt]),
kortere Digte, Noveller og Romaner (f. Eks.
»Branki w Jasyrze« [»Fangerne i Jasyr«, 1890])
med smukke Skildringer fra Landene ved
Bajkal.
(Hlg. P.) H. C-e.
Lut (ital. liuto, fr. luth, tysk »Laute«, sp.
laud af arab. al oud), et gl. Strengeinstrument
af orientalsk Oprindelse, der paa Korstogenes
Tid blev indført i Spanien af Araberne og
derfra udbredte sig over hele Europa, hvor det i
15.—17. Aarh. var det mest gængse
Husinstrument, hos høje og lave, til Akkompagnement
og Solospil, og spillede omtr. samme Rolle i
Hjemmene som Klaveret nutildags. Ogsaa i
Orkestret blev det benyttet og fortrængtes først
efterhaanden af Violinen og Klaveret. Det
karakteristiske ved L. er den hvælvede Lydkasse
uden Sidestykker, omtr. i Form af et
overskaaret Græskar — i Modsætning til Guitarens flade
Lydkasse —, den oftest knækkede Hals og den
dobbelte Strengebesætning ɔ: to ensstemte
Strenge for hver Tone. Opr. havde L. 4 Strengepar;
i 15. Aarh. tilføjedes en
enkelt melodiførende Streng,
der som den femte i Rk.
kaldtes Kvinten, et
Navn, der senere, noget
misvisende, er gaaet over
paa den højeste Streng
psa Violinen, og
efterhaanden øgedes Strengenes
Antal, ligesom man i Slutn.
af 16. Aarh. tilføjede de
løse Basstrenge,
Bordunerne, der løb ved Siden
af Gribebrædtet og for de
større Lutarters
Vedkommende (Theorbe, Achiliuto,
Chitarrone)
nødvendiggjorde en Forlængelse af
Halsen med særskilt
Skruekasse til Befæstelse af Basstrengene.
L.’s Stemning var i 16. Aarhundrede G, c, f, a,
d’, g’ ell. en Tone højere; i 17. Aarhundrede
A, d, f, a, d’, f’ og for Basstrengene G, F, E,
D, C. L. er forsynet med et rundt Lydhul, der
ofte er udstyret med en Roset i gennembrudt
Arbejde, den saakaldte Rose. Noteringen for
L. skete ikke med den sædvanlige
Mensuralnodeskrift, men ved Hjælp af en ejendommelig,
saakaldt Lut-Tabulatur, der angav ikke
Tonehøjden, men de enkelte Greb, som de
fremkom ved Krydsningspunkterne mellem
Strengene og de paa Gribebrættet anbragte
Tværbaand. Man skelner mellem den ital. og
fr. Tabulatur, der anvendte henholdsvis Tal og
Bogstaver i Forbindelse med et Liniesystem, og
den tyske, hvis Opfindelse tilskrives den
blindfødte Konrad Paumann i Nürnberg (c. 1450),
der benyttede Bogstaver, men ingen Linier. Bl.
de ældste Lutmagere nævnes Laux (Lucas)
Mahler i Bologna (c. 1415), Hans Neusiedler og
Familien Tieffenbrucker; Lutbøger,
indeholdende teoretiske Anvisninger samt Arrangementer
af Sangkompositioner og Danse, foreligger
trykte allerede fra c. 1500, bl. a. af Virdung,
Hans Judenkunig o. fl.
S. L.
 |
| Lut. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
