Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Luther, Martin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde altsaa nok at gøre. L. var hele sit Liv
igennem en flittig Mand. I disse Aar, maaske 1513,
sker nu det store religiøse Gennembrud hos
ham. Han havde lidt under svære Anfægtelser,
pint sig selv med det Spørgsmaal: »Har Gud
ikke bestemt dig til at gaa fortabt?« og forgæves
søgt at vinde Fred med Gud gennem Askese og
Fromhedsøvelser. Men den hellige Skr. hjalp
ham igennem. I hans Forelæsninger, der i disse
Aar blev holdt over bibelske Skr (Salmerne
1512—14, Romerbrevet 1515—16 og Galaterbrevet
1516—17) hører man Reformationens Tanker
gro. Det er især Paulus, som hjælper ham til
Fred med Gud og til aandelig Klarhed.
Begrebet Retfærdighed tumlede han tidlig og silde
med, men Ordet »Den Retfærdige skal leve af
Tro« (Rom. 1, 17) skabte Vendepunktet i L.’s
Liv. 1513 skriver han: »Guds Retfærdighed
hverken eksisterer ell. opstaar i os, hvis ikke
vor egen Retfærdighed først falder og gaar
tilgrunde«. Han bliver klar over Romerkirkens
Semipelagianisme og Gerningsretfærdighed, og
tydeligere og tydeligere ser han, at et
Menneske ikke ved egen Magt kan overholde Guds
Bud ell. gøre sig fortjent til at modtage Guds
Naade. Først naar vi ved Guds Naade er bleven
retfærdige, kan vi udføre retfærdige
Handlinger. 1516 lader han sin Elev Bernhardi og
Septbr 1517 en anden Elev Günther opstille og
forsvare Sætninger, der bevæger sig i disse
Tankegange, og navnlig Günthers Sætninger
betragtede L. selv som en Krigserklæring til den
raadende kirkelige og teologiske Anskuelse.
Men hvor klare og skarpe disse Sætninger end
var, vakte de ikke Opmærksomhed. Det gjorde
derimod 95 Sætninger, som L. opstillede knap
to Maaneder efter, 31. Oktbr 1517, i Anledning
af at store Skarer næste Dag, Allehelgensdag,
strømmede til Wittenberg for at søge Aflad. I
disse 95 Sætninger angribes Afladen, dog
ingenlunde med fuld Klarhed, og L. var langt fra at
ville røre ved den pavelige Autoritet. Paa den
ene Side hævder han den pavelige Aflads
Sandhed, men paa den anden Side siger han:
»Enhver Kristen, der er oprigtig bedrøvet over
sine Synder, han har fuld Forladelse for Straf
og Skyld, som bliver ham til Del ogsaa uden
Afladsbrev«. Man plejer at regne Reformationen
fra disse Sætningers Kundgørelse og kan for
saa vidt ogsaa gøre det med Rette, som de
gjorde L.’s Navn kendt over hele Tyskland og
videre ud, men i og for sig havde L. tidligere
begyndt at danne sin nye Anskuelse, og hans
Afladsopfattelse er langt fra afklaret. Angrebet
paa Datidens Afladspraksis rygtedes helt til
Rom, og Kurien søgte dels gennem
Augustinergeneralen og dels gennem Kur fyrst Frederik
den Vise at faa L. til at falde tilføje. Kurfyrsten
havde gennem Spalatin lært L. at kende og
blev efterhaanden langsomt vunden for L.’s
Anskuelser, om han end altid stod meget
forsigtigt og diplomatisk undgik Brud med Rom.
Kurfyrsten holdt sig ogsaa personlig fjernt fra
L.. kom saaledes aldrig nogen Sinde til at tale
med ham. Men han holdt fra første Færd sin
Haand over ham. Da L. 1518 blev stævnet til
at møde for sin Ordens Generalkapitel i
Heidelberg i April 1518, tog han — i Strid med den
sædvanlige Munkepligt — Lejde af Kurfyrsten,
og Følgen blev, at han ikke som paatænkt
sendtes til Rom, ej heller genkaldte, men blot
opstillede nye, endnu skarpere Sætninger. I
Heidelberg kom han i Berøring med fl.
Humanister, og de var begejstrede for ham. Men
Humanismen kom aldrig til at betyde noget
særligt for L. Det var ham, der paavirkede
Humanisterne, ikke omvendt. En af
Humanisternes ypperste Mænd, Filip Melanchthon blev paa
denne Tid vunden af L. og ansattes som Prof.
i Wittenberg. L. gaar nu videre i sin Kritik af
Kirkens Lære og Liv, og Kurien udsender en
pavelig Legat Cajetan, som skal se at stoppe
Munden paa Kritikeren. De forhandler, men
uden Resultat. En anden pavelig Udsending
havde heller ikke Held med sig, og da Paven
trængte til Kurfyrstens politiske Støtte over for
Spanien og Frankrig, turde han ikke trænge
paa. Situationen blev tvært imod en Overgang
den, at Paven endog — for at indynde sig hos
Kurfyrsten — antydede, at man maaske kunde
gøre L. til Kardinal! Uberørt af disse politiske
Machinationer udfolder L. i Aarene 1519—21
hele sin aandelige Rigdom. Det var
Reformationens straalende Ungdomsaar. Et Væld af
Tanker, nye og dristige, bruser frem. L. staar
midt paa den verdenshist. Skueplads. Pave,
Kejser, Fyrster, Adelsmænd, Teologer, Borgere
og Bønder lytter til hans Ord. I de 3 Aar
udgiver L. i alt 70 Skr, deraf fl. af stort
Omfang. I Juni 1519 disputerer først hans
fremfusende, uklare Kollega Karlstadt og derpaa
han selv med en af de mest ansete kat.
Stridsteologer Johan Eck i Leipzig og vakte megen
Opsigt ved at begynde at kritisere
Kirkemødernes Autoritet. Han fremhæver nu den hellige
Skr. som den sande Autoritet, og han drager
atter Troen frem som det afgørende Moment i
Forholdet til Gud. Og netop Troen alene, uden
Gerninger og uden egen Fortjeneste. 1520 skrev
han et stort Skr. til Adelen, og en af hans
Venner kalder det med Rette en Krigstrompet,
fordi L. her vil vække Adelen til Kamp mod
det uevangeliske Væsen. Og L. tiltaler Adelen
djærvt og varmt paa Tysk. Modersmaalets Ret
bliver nu opdaget af L. Paa Latin skrev han for
Teologerne om »Det babylonske Fangenskab«,
som Paven holder Kirken i. Men samtidig med
disse Stridsskr. udkom det lille skønne
Opbyggelsesskr. »Et Kristenmenneskes Frihed«, der
jevnt og forstaaeligt udvikler de nye
reformatoriske Grundtanker om Tro og Naade. Men
nu tabte Rom Taalmodigheden. 10. Oktbr 1520
tilsendte Eck Wittenberguniv.’s Rektor en Bulle,
i hvilken Paven erklærer L. for Kætter. L. var
imidlertid ikke mere bange, end at han 10.
Decbr brændte Bullen i Nærværelse af
Studenter og Venner. Paven søgte nu gennem den
smidige Diplomat Aleander at vinde Tysklands
nye Kejser, Karl V og faa ham til at dømme L.
uden Forhør, men han opnaaede kun, at
Kejseren stævnede L. til Worms, hvor han holdt sin
første Rigsdag 1521. L. mødte frem for den
glimrende Forsamling, og da han blev spurgt,
om han vilde tilbagekalde, svarede han efter en
Dags Betænkningstid, at hvis han ikke blev
overbevist ud fra den hellige Skr. om, at han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
