Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Luther, Martin - Lutheraner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa gennemgik en aandelig Krise som i sin
Tid paa Wartburg. Rigsdagen sluttede uden
Forlig, og de kat. Fyrster sluttede sig truende
sammen. L. havde hidtil bestemt modsat sig
enhver politisk Aktion mod Kejseren, men
Juristerne fik ham nu til at tillade de evangeliske
Fyrster og Stæder at slutte et Forsvarsforbund.
I øvrigt optoges begge Partiers Opmærksomhed
af det uhyggelige Gendøberrøre i Münster
1534—35, og de kvalte det i Forening. L. havde i
det hele svære Aar, men han holdt ud og stred
med Mund og Pen for Evangeliets Sag. Et
alvorligt, om end undskyldeligt Fejlgreb begik
han og Melanchthon dog, idet de gav Landgrev
Filip af Hessen en betinget Tilladelse til at
indgaa nyt Ægteskab ved Siden af det gl. Da Sagen
kom ud, blev Melanchthon saa oprevet, at han
faldt i en dødelig Sygdom. L. ilede til ham,
anraabte Gud om at gøre ham rask og kaldte
ham næsten mod hans Vilje tilbage til Livet.
L.’s eget Helbred var ikke godt. Han plagedes
af Nyrekolik, Gigt, nervøs Hovedpine og
Øresmerter. I Novbr 1545 sluttede han sine
Forelæsninger paa Univ., og 18. Febr. 1546 døde
han under en Rejse i sin Fødeby. L.’s
personlige Fremtræden gjorde sædvanlig et stærkt
Indtryk. Han havde »gennemtrængende« Øjne,
siger en Modstander, »Falkeøjne«, siger en Ven.
Han havde en »klar og ren« Sang- og
Talestemme og prises for sin mærkelige Evne til ex
tempore at skrive en Bog og holde en Prædiken.
Han var en ualm. flittig Mand og havde dog
altid Tid til at dyrke Samværet med Venner og
Elever, som han gæstfrit samlede ved sit Bord.
Hans livlige og rammende Udtalelser under
saadant Samvær er optegnede af fl. af Deltagerne,
og disse »Bordtaler« af L. giver et livfuldt
Billede af den store Reformator.
Af L.’s talrige Skr er der ikke blot mange
Enkeltudgaver paa forsk. Sprog, men ogsaa fl.
Forsøg paa samlede Udgaver. Men endnu
foreligger der ikke nogen samlet Udgave af alle
hans Værker. Nævnes kan Walch’s Udgave
(24 Bd, Halle 1740—53, udg. paa ny af
Missouri-Synoden 1881 ff.), i hvilken de lat. Skr er
oversatte paa Tysk, og Erlanger-Udgaven (tyske Skr,
67 Bd., 1826—57, lat. Skr. 38 Bd, 1829—86). En
»Kritische Gesammtausgabe«, den saakaldte
Weimarudgave, i Kvart, er den første virkelig
tilfredsstillende Udgave; den omfatter 64 Bd,
men er ikke afsluttet (1883 ff.). Bl. mindre
Udgaver af udvalgte Værker maa nævnes
»Luthers Werke fürs christliche Haus« (8 Bd,
1889—93) med 2 Supplementsbind (1905), men
særlig »L.’s Werke in Auswahl«, 4 Bd (1912—13),
L.’s Breve er udgivne af de Welle (Bd 1—5,
Berlin 1825—28) og Seidemann (Berlin 1856),
ny Udgave ved Enders (1884 ff., ufuldendt).
Paa Dansk og Norsk er naturligvis hans lille
Katekismus udkommen i Oversættelse og
Bearbejdelse talløse Gange. Af hans Prædikener er
der udk. talrige Oversættelser og Udvalg,
saaledes Huspostillen, oversat første Gang 1564 af
Tidemand, i ny Udg. ved T. S. Rørdam
1868, Kirke- og Huspostille ved I. Thisted,
5. Udg. 1875, ny Udg. ved V. Beck 1890 ff., paa
Norsk 1898: »L.’s reformatoriske Skr i Udvalg«,
oversatte af J. Kaper med hist. Indledninger
af Fr. Nielsen (1883); P. Severinsen:
»M. L.’s Liv og Hovedværker« I—V (1910—14);
A. S. Poulsen: »Udvalgte Breve af M. L.«
(1921); paa Norsk udgav Bugge »Udvalgte
Skrifter af M. L.« (1861—64). Litt. om L. er
uoverskuelig. Som de vigtigste Biografer nævner vi
J. Köstlin, I—II, (5. Udg. ved Kawerau
1903), norsk Overs. (1883—85); Th. Kolde
I—II, (1884—93); G. Buchwald (2. Udg
1914); Adolf Hausrath I—II (3. Udg.
1913—14); O. Scheel I—II (ufuldendt) (1916—17)
og W. Walther, »L.’s Charakter« (1917),
overs. paa Dansk af A. S. Poulsen (1917);
fremdeles V. Ammundsen, »Den unge
Luther« (1907); G. Jørgensen, »L. og hans
Tid« I—III (1903—08); Hjalmar
Holmquist, »M. L.« (1917) og Alfred Th.
Jørgensen, »L.« (1917). Fra kat. Side maa især
nævnes to Værker, H. Denifle, »L. und
Luthertum« I—II (1906—09) og H. Grisar, »L.«
I—III (1911—12). Om L.’s Teologi og
Kristendomssyn handler bl. a. J. Köstlin: »L.’s
Theologie« I—II (2. Udg. 1901); Th. Harnack,
»L.s Theologie« I—II (1862—86); W. Walther,
»Für L. wider Rom« (1906); Nathan
Söderblom, »Humor och Melankoli och andra
L.-studier« (1919); J. Sjöholm, »L.’s åskådning
i kampen mot klosterlifvet« (1908); H.
Boehmer, »L. im Lichte der neueren Forschung«
(3. Udg. 1914); W. Walther, »Das Erbe der
Reformation« I—IV (1903—17) og samme,
»Zur Wertung der Reformation« (1909);
Harnack’s, Loofs’s og Seeberg’s
Dogmehistorier; P. Tschackert, »Die Entstehung der
lutherischen u. der reformierten Kirchenlehre«
(1910); Henri Strohl, L’évolution religieuse
de L. jusqu’en 1515 (1922); Alfred Th.
Jørgensen, »L.’s Kamp mod den rom.-kat.
Semipelagianisme« (1908).
A. Th. J.
Lutheraner. Navnet L. blev først brugt af
Eck og Pave Hadrian om Tilhængerne af den
lutherske Reformationsbevægelse. Trods L.’s
Protest blev Navnet bibeholdt for derved at
skille de Protestanter, der fulgte Luther, fra
dem, der sluttede sig til Zwingli og Calvin. I
Modsætning til disse »reformerte« Kirkesamfund
bruges da Udtrykket »L.« og »Luthersk Kirke«
om de Kirkesamfund, der bekender sig til den
uforandrede augsburgske Konfession af 1530.
Som saadanne anerkendtes de i Freden i
Augsburg 1555 og i den westfalske Fred 1648. Den
lutherske Reformation udbredte sig fra Sachsen
til Braunschweig, Oldenburg, Mecklenburg, til
den største Del af Hannover, Preussen,
Württemberg, Baden, en Del af Hessen, Bayern,
Frankrig og Alsace, de tre nord. Riger, Finland,
Island, Nederlandene, Østersøprovinserne,
Østerrig og Ungarn (Siebenbürgen). I vore Dage
findes der L. i de fl. europ. Lande og — i større
ell. mindre Samfund — i alle andre
Verdensdele, navnlig i Nordamerika. Den lutherske
Kirkes første Fase var den lutherske
Ortodoksis Tidsrum. Kampen mellem denne Retning og
den melanchthonske (den saakaldte Filippisme),
der vilde Udsoning med den reformerte Kirke,
endte med Ortodoksiens fuldstændige Sejr og
fandt sit Udtryk i Konkordieformelen, der dog
ikke anerkendtes af alle lutherske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
