Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lycoperdaceæ - Lycoperdon - Lycopersicum - Lycopodiaceæ - Lycopodiinæ - Lycopodium - Lycopsis - Lycopus - Lycosa - Lycænidæ - Lyd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
smaa Kamre, paa hvis Vægge Sporelejet,
Hymeniet, er udbredt; Basidierne er
kølleformede med 4—8 Sterigmer i Spidsen; de i
Reglen gulbrune, kugleformede Sporer er meget
smaa, c. 4/1000 mm i Tværmaal, og falder hos
mange Arter af paa den Maade, at de lange
Sterigmer gaar løs fra Basidierne og bliver
siddende paa Sporerne, der saaledes bliver
forsynede med en Stilk, saa at de, set i Mikroskop,
ligner smaa Knappenaale. Mod
Sporemodningen forsvinder Kammervæggene, og til sidst er
Frugtlegemets Indre alene fyldt med Sporer
og lange, tynde, grenede ell. ugrenede Traade,
Kapillitiet; samtidig er Frugtlegemets Væg,
Peridiet, blevet til en sej, papiragtig, tynd Hinde,
som aabner sig ved et Hul i Spidsen ell. ved
uregelmæssige Henfald, saa at Sporerne kan føres
ud og spredes ved Vindens Hjælp.
(C. R.). C. F.
Lycoperdon, se Støvbold.
Lycopersicum, se Tomatplante.
Lycopodiaceæ, se Ulvefodfamilien.
Lycopodiinæ, se Ulvefodvækster.
Lycopodium, se Ulvefod.
Lycopsis, se Anchusa.
Lycopus, se Sværtevæld.
Lycosa, se Jagtedderkopper.
Lycænidæ, se Dagsommerfugle.
Lyd bruges som Navn baade for
Lydfornemmelsen og for dennes ydre Aarsag. Denne
Aarsag er altid en vis Bølgebevægelse, og
Bevægelsen stammer fra en Lydgiver, som
udfører hurtige Svingninger. Lydgiveren
kan være et fast Legeme saasom en Streng, en
Plade ell. en Klokke; den kan være en
Luftmasse indesluttet i et Rør ell. et andet
Hulrum, og den kan endelig ogsaa være en Vædske
i Bevægelse. Ofte er Svingningerne saa smaa,
at de ikke kan ses, og dog kan den frembragte
L. være tydelig nok, saaledes som det er
Tilfældet med en Telefonplade ell. med en
Bordplade, mod hvilken man støtter en svingende
Stemmegaffel. Bordpladen forstærker i høj Grad
Stemmegaffelens Tone og maa altsaa selv
svinge med, skønt ingen kan se det. Skal L. kunne
høres, maa Svingningerne foregaa i meget
hurtig Takt; bevæger man en Haand frem og
tilbage i Luften, frembringer den Bølger, der er
mangfoldige Gange større end Lydbølgerne fra
et kraftigt mus. Instrument, men der høres
intet, fordi Svingningerne er for langsomme til
at opfattes af Øret som L. Denne Ørets
Uimodtagelighed er nødvendig for os, da Luften ved
selv den svageste Blæst er fyldt med et Virvar
af Bølger med stor Svingningstid og
forholdsvis kraftige Bevægelser, og disse Bølger vilde
frembringe en bedøvende Larm, om Øret var
lige saa modtageligt for dem som for de meget
hurtigere Svingninger, der anvendes i Tale og
Musik. For disse sidste er Øret saa følsomt, at
en L. kan høres, selv om den ikke faar
Luftdelene til at flytte sig mere end en Milliontedel
mm. — En L. er karakteriseret ved sin
Tonehøjde, sin Styrke og sin Klangfarve.
Tonehøjden bestemmes alene ved det Antal
Svingninger, der udføres i en given Tid. Er dette
Tal konstant, kaldes L. en Tone. Dybe Toner
gør faa Svingninger i Sek., høje Toner mange.
De dybeste Toner, der kan høres, udfører efter
Helmholtz c. 30 Svingninger i Sek. Naar andre
har ment at kunne høre Toner med kun 16 ell.
10 Svingninger i Sek., er Grunden
sandsynligvis den, at det svingende Legeme foruden de
iagttagne, langsomste Svingninger, der
frembringer den saakaldte Grundtone, tillige
har udført hurtigere Svingninger, der kan give
hørlige Overtoner, selv om Grundtonen er
for dyb til at kunne høres. Ogsaa den øverste
Grænse for hørlige Toners Svingningstal er
vanskelig at bestemme; den er forsk. for forsk.
Mennesker og forsk. for det samme Menneske i
forsk. Aldre. Et bekendt Eksempel er den L.,
en Faarekylling frembringer. For nogle
Mennesker lyder den som en gennemtrængende
Skingren, medens andre slet ikke kan høre den. Da
meget høje Toner kun kan frembringes af smaa
Lydgivere, bliver de altid svage, og deres
Styrke har derfor stor Indflydelse paa Hørbarheden.
Edelmann har paavist, at adskillige
Personer kan høre Toner med 50000 Svingninger
i Sek. ell. endog lidt mere, naar Tonen
frembringes af en lille, kraftig anblæst Pibe
(»Galtonpibe«). — Til Maaling af Lydstyrke
kendes ingen tilfredsstillende Metode. Energien
af den L., der i en vis Tid trænger ind i Øret,
kan betragtes som det fys. Maal for Lydstyrke;
den maa forholde sig omvendt som Kvadratet
paa Afstanden fra Lydgiveren, naar L. breder
sig i fri Luft, og der ingen Absorption
finder St. undervejs. Absorptionen skyldes
Omdannelse af L.’s mek. Energi til Varme; den er
meget ringe i fri Luft og i Rum, der begrænses
af faste Vægge, men betydelig, naar L. vandrer
gennem løse Stoffer som uldne Forhæng o. l.
Disse giver Anledning til Gnidningsmodstand og
spiller en ganske lgn. Rolle over for L. som
mørke Vægge over for Lys. Ligesom
Gennemsnitsbelysningen er langt ringere i en Stue med
sorte Vægge end i en Stue med hvide, er
Lydstyrken, som en bestemt Lydgiver frembringer,
mindre i et Rum, hvori der findes mange
Mennesker, polstrede Møbler o. l., end i en tom
Stue med nøgne Vægge. Absorptionen ved en
enkelt Passage gennem et uldent Forhæng
svækker dog ikke L. mere, end at man med Lethed
kan høre en Samtale gennem en tyk, dobbelt
Portiere; men naar L. ved Tilbagekastningen
i et Rum maaske hundrede Gange i et Sek.
træffer en absorberende Genstand, bliver den
ofte gentagne Svækkelse stor nok til hurtig at
faa L. til at forsvinde. Store Vinduer giver
ogsaa L. Lejlighed til at slippe bort, medens den
i et Rum med smaa Vinduer, nøgne, murede
Vægge, Betongulv og fast Loft kan holde sig i
fl. Sek. Disse Forhold spiller en stor Rolle ved
Bygningers Akustik, idet man som Regel
ønsker, at L. hurtig skal dø bort i et Rum, saa at
Talen ikke skal blive uforstaaelig derved, at L.
fra een Stavelse holder sig endnu, naar den
næste Stavelse udtales. En alt for stærk
Absorption kan dog være uheldig, især i Rum, hvor
der skal høres Musik. L.’s Klangfarve beror
paa Formen af Svingningerne, ɔ: paa Antallet
af Svingningstallene for og det indbyrdes
Styrkeforhold af de Overtoner, som ledsager
Grundtonen, og disse Forhold behøver ikke at være
ens for to Toner, selv om de har samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
