Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lydlove - Lydlære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
venter, at alle andre Ting ogsaa vil falde, naar
man ikke længere understøtter dem; og ligesom
man i sidste Tilfælde konstaterer
Regelmæssigheden ved en »Lov«, saaledes formulerer man i
første Tilfælde en »L.«: sv. p = dansk b. Det
Omraade, hvorpaa denne L. har Gyldighed,
udvides, naar man opdager, at Svensk paa
samme Maade har t, svarende til Dansk d, i
bita, utan, låta = bide, uden, lade o. s. v., og
k svarende til Dansk g, i läka, söka, koka =
læge, søge, koge, idet p, t og k jo er ensartede
Lyd (Tenues ell. ustemte Lukkelyd). Nogen
Eftertanke vil imidlertid belære os om, at det egl.
ikke er ganske korrekt at opstille den fundne
Regelmæssighed som en dansk-sv. L.; vi maa
gaa ud fra, at de to Sprog i sin Tid har haft
samme Konsonant, men hvilket af dem er det
saa, der har forandret sig: har Svenskerne
ændret b, d, g til p, t, k, ell. har de Danske gjort
den modsatte Ændring? Spørgsmaalet bliver m.
a. O. et hist., og Svaret er let at finde ad hist.
Vej, idet man i gl. Dage i Danmark bestandig
finder Former som køpæ, tapæ, søkæ (søkiæ)
o. l.; altsaa har Svensk her bevaret det opr.
(ligesom Norsk i den almindeligste Udtale og
Islandsk), og den omtalte L. er udelukkende
dansk, ja den kan endog med stor Sikkerhed
dateres. Herved ses det imidlertid, at
Ligheden med Naturlovene indskrænkes ret
betydelig; den Faldlov, vi konstaterer, har haft
Gyldighed til alle Tider og paa alle St., medens
en L. efter sit Væsen kun er Formuleringen af
en i en bestemt Periode og paa et begrænset
Sprogomraade foregaaet Række
overensstemmende Ændringer i Udtale. Heri ligger allerede
Forklaringen af en Gruppe tilsyneladende
Undtagelser fra L.; naar man paa Dansk, svarende
til sv. ripa, har Rype med p og ikke med b,
beror det ganske simpelt paa, at Ordet ikke
eksisterede i Dansk paa den Tid, da
Lydovergangen foregik (da »L. virkede«); da man
senere optog dette Fuglenavn fra Norsk, kunde
det naturligvis ikke blive paavirket af noget,
der var foregaaet Aarh. i Forvejen; paa lgn.
Maade hænger det sammen, naar Dansk
ligesom Svensk har p, t, k i Ord som typisk, Titel,
Mirakel (se Laaneord). — Endvidere
gælder L. kun, for saa vidt Lyden findes under de
samme »lydlige Betingelser«. Stilling i Ordet (i
Forlyd, i Indlyd ell. i Udlyd), Omgivelser,
Accent- og Kvantitetsforhold har den største
Indflydelse paa Lydændringer; den ovenomtalte L.
gælder f. Eks. ikke i Forlyd, hvor p, t, k er
bevarede (pine, tale, komme), heller ikke hvis
der i Indlyd kommer en Konsonant ved Siden
af dem (hjælpe, vente, ælte, sulte, tænke,
malke o. s. v.). Efterhaanden som
Sprogvidenskaben er skreden frem, har man stillet stadig
større Krav til Formuleringen af L., saa at man
skarpere bestemte disse lydlige Betingelser
(saavel som Grænserne i Tid og St.). Derved har
man naturligvis opnaaet, at de Tilfælde, der
ikke stemmede med Loven, blev færre og
færre, ligesom man samtidig arbejdede paa at
forklare disse Tilfælde paa andre Maader, navnlig
som Analogidannelser; men det er klart, at
derved er ogsaa Antallet paa de Ord, der falder
ind under hver enkelt L., blevet formindsket.
Hver Lyd i Sproget har sin Rigtighedsbredde
(se ovf. under Lyd), men hvis af en ell. anden
Grund Lyden i mange Tilfælde udtales paa en
Maade, der ligger nær ved en af Grænserne for
dette Omraade, f. Eks. med Læberne
forholdsvis stærkt rundede, ligger deri en Beg. til en
Forskydning af Rigtighedsbredden, idet denne
Grænse saa lettere vil overskrides end den
modsatte. Til at bestemme, hvorledes i hvert enkelt
individuelt Tilfælde af en Lyds Forekomst
Artikulationen bliver formet af den talende,
bidrager en Mængde Forhold foruden
Erindringsbilledet af vedkommende Lyd selv:
Eftervirkninger af Lyd, der er gaaede umiddelbart i
Forvejen, Foregriben af Artikulationer, der
hører til de nærmest efterfølgende Lyd,
Erindringsbilleder af Ord med beslægtet Klang ell.
Bet. m, m., ja ogsaa Forhold, der ligger helt
uden for Sprogets Sfære: et Smil ell. en i
Mundvigen dinglende Cigar paavirker
Læbeartikulationen, en Forkølelse Ganesejlets
Virksomhed o. s. v. Bl. de Momenter, der faar
Indflydelse til at forme Lyddannelsen, maa man ikke
overse Hensynet til Forstaaeligheden, idet der
er stærkere Tilbøjelighed til at sjuske med
Udtalen af det, der i en given Sammenhæng
forstaar sig af sig selv ell. er uvæsentligt, end med
de betydningsfulde Led i Talen, der altsaa
udtales mere tydelig, det vil i Reglen sige: mere
konservativt. Det er Hensynet til, at vi gerne
vil have andre til at forstaa os, der holder de
utallige Smaauregelmæssigheder i
Lyddannelsen, vi hver Time paa Dagen gør os skyldige i,
inden for snævre Grænser, og dette i
Forbindelse med, at hver enkelt Talende stadig
paavirkes af alle dem, han hører tale — kort sagt
den sociale Side af Sproglivet —, er det, der
bevirker den Regelmæssighed og
Gennemsnitsoverensstemmelse, der findes mellem et
Sprogsamfunds lydlige Vaner, baade hvor det
bevarer, og hvor det ændrer det overleverede;
det er ogsaa Grunden til, at hvert nyt
tilkommende Slægtled af Børn efterhaanden lærer at
tale i det hele og store som de Voksne. Dog er
der visse lydlige Forandringer i Sprogenes
Historie, der maa tilskrives den Omstændighed,
at Sproget overføres paa nye Slægtled, navnlig
saadanne, hvorved der gøres et Spring fra et
Organ til et andet, uden at man som
ved de fleste Lydskrifter kan opstille
Mellemtrin, hvorigennem den ene Lyd gradvis
kan være gaaet over til den anden,
saaledes Overgangen fra en aaben Bagtungelyd
til f i engelsk enough o. l. — Den ofte
opstillede Læresætning, at L. er undtagelsesløse (se
Junggrammatikerne), er egl. kun et
uheldigt Udtryk for den Tanke, at man ikke tør
opstille to Ord som hist. identiske (i to forsk.
Sprog ell. i to Perioder af samme Sprog)
uden Punkt for Punkt at eftervise Paralleller til
de Lydændringer, der forudsættes, ell., hvor
dette ikke er muligt, at udfinde en Grund til
Afvigelsen fra det ellers iagttagne (smlg.
Etymologi). Se O. Jespersen, Language
(Lond. 1922, Kap. IX, XIV, XV).
O. Jsp.
Lydlære som sprogligt Fag er enten den
alm. Lære om, hvorledes Sproglydene i det hele
frembringes, og hvilke akustiske Egenskaber de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
