- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
149

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lydlære - Lydmaaling - Lydmetode - Lydos - Lydretskrivning - Lydskrift.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

har — dette kaldes som oftest Fonetik —, ell.
den spec. Lære om et enkelt Sprogs lydlige
Forhold. Denne sidste kan igen enten være blot
deskriptiv m. H. t. til en bestemt Periode, og
da vil man i Reglen af praktiske Grunde
medtage Læren om, hvorledes de forsk. Lyd
betegnes i den herskende Ortografi, ell. den kan være
hist.-smlg., altsaa eftervise Lydenes Ændringer
i Tidernes Løb og derigennem ogsaa Forholdet
til de nærbeslægtede Sprogs Lyd, hvorved
tillige Grundlaget for Sprogets Etymologi gives;
denne sidste Afdeling af Lydlæren (Lydhistorie)
kaldes ofte Fonologi.
O. Jsp.

Lydmaaling (artilleristisk) er
Betegnelsen for en Maalemetode, ved hvilken
man bestemmer Pladsen for et skydende
fjendtligt Batteri, som man ikke kan se, enten
fordi det ligger skjult i Terrainet, ell. fordi
Vejret er usigtbart (Taage, Dis o. l.). Metoden
beror paa, at man fra 3 ell. 4 kortlagte
Observationsstationer bestemmer de Klokkeslet, til
hvilke Mundingsknaldet fra det fjendtlige Skud
indtræffer paa Stationerne, og derpaa af
Tidsdifferencerne og den kendte Størrelse af Lydens
Hastighed bestemmer det skydende
Batteris; Beliggenhed paa Kortet, enten ved
analytisk Beregning ell. ad geometrisk Vej. I
Praksis benyttes næsten udelukkende den
sidste Fremgangsmaade, ved hvilken man
bestemmer det søgte Punkt som Skæringspunktet
mellem 2 Hyperbler, idet en Hyperbel er det
geometriske Sted for de Punkter, hvis Afstand
fra 2 givne Punkter (her 2 af Stationerne) har
en given Differens. Metoden, der er opfundet
af Franskmændene og efterlignet af Tyskerne,
er første Gang anvendt under Verdenskrigen,
hvor den fik en overordentlig stor, ja
revolutionerende Bet., navnlig under Kampene paa
Vestfronten, idet det blev saa at sige umuligt
i Længden at hemmeligholde et Batteris
Beliggenhed for Fjenden. Da Tyskerne 1918
beskød Paris med de langtrækkende Kanoner,
søgte de derfor at vildlede de fr.
Lydmaalingsstationer ved samtidig at afgive Skud fra
andre svære Kanoner, opstillede i nogen Afstand
fra det langtrækkende Batteri. (Litt.: »Dansk
Artilleri-Tidsskrift« [Kbhvn 1921]).
C. H. R.

Lydmetode, se
Døvstummeundervisning.

Lydos, egentlig Ioannes Laurentius
Lydus
, gr. Historiker, f. c. 490 i den lydiske
By Philadelphia, beklædte høje Embeder i
Konstantinopel, hvor Kejser Justinian opfordrede
ham til at skrive de af ham førte Perserkriges
Historie. Af hans Skr. er tre bevarede, det
første dog kun i Udtog og Brudstykker: »Om
Maanederne«, »Om den rom. Republiks
Embedsmænd« og »Om Jærtegn«; de har Bet. derved,
at L. har benyttet ældre, gode Kilder, der er
tabt, men maa p. Gr. a. hans Mangel paa
Kritik benyttes med stor Varsomhed. Udg. af
Bekker i Scriptores Byzantini (1837); De
mentibus af Wünsch
(1898); De magistratibus reip.
Rom.
af Fuss (1812) og Wünsch (1903); De
ostentis
af Wachsmuth (1863, 2. Udg. 1897).
K. H.

Lydretskrivning, se Lydskrift.

Lydskrift. Efter sit Princip er næsten enhver
Skr. Lydskr.; kun en Ordskr. som Kinesernes
danner en Undtagelse, der endda ikke er ren,
for saa vidt som lydlige Hensyn ogsaa der
spiller en, om end underordnet, Rolle. Men i
Gennemførelsen viser ethvert af de traditionelle
Skriftsystemer større ell. mindre Afvigelser fra
L.’s Princip, der er, at hver Lyd har sit eget
Tegn, saa at den, der kender et Ords Udtale,
kan skrive det, og at den, der ser det skrevet,
straks kan se Udtalen. Afvigelserne kommer
især frem, hvor det ene Slægtled efter det
andet bliver ved at skrive Ordene paa samme
Maade uden Hensyn til de i Mellemtiden
indtraadte Udtaleforandringer. Men selv om det
lat. Alfabet anvendtes konsekvent, vilde det
ikke være tilstrækkeligt til nogenlunde nøjagtig
at angive Lydene; det mangler f. Eks. Tegn for
Slutlyden i Kong, for det aabne d og g i dansk
Bad og Sag, for Begyndelseslyden i tysk Schade,
eng. shawl, fr. chat; dets 6 opr. Vokaltegn er
ikke engang, naar man til dem føjer æ, å, ø og
ö, tilstrækkelige til at gengive de almindeligste
Vokallyd. En Udvidelse af Alfabetet er derfor
nødvendig, hvor man har Brug for en L. —
Nytten af L. er mangfoldig, baade i
videnskabelig og i praktisk Henseende. I første
Henseende er den uundværlig, overalt hvor det er
af Bet. at fæstne Udtale paa Papiret, ikke blot
ved Nedskrivning af hidtil uskrevne Sprog og
Dialekter, men ogsaa ved den videnskabelige
Behandling af Kultursprogene, hvor de gængse
Retskrivninger paa alt for mange Punkter
tilslører de virkelige Forhold. Praktisk Nytte gør
L., hvor det gælder om at meddele Udtalen
af Sprog med ikke-lydtro Ortografi; den har
saaledes længe (om end i Reglen i mangelfulde
Skikkelser) været i Brug i Udtaleordbøger, men
er nu i den senere Tid i stedse stigende
Omfang og med stigende Held bleven anvendt i
Lærebøger i fremmede Sprog, dels blot i
Glossarer, dels ogsaa i sammenhængende
Omskrivninger af hele Tekster. Den medfører store
Fordele baade for Læreren og for Eleven; den
sidste kan, naar blot de fremmede Lyd een
Gang for alle er lærte og i Forbindelse dermed
de faa ny Tegn, der behøves, selv læse sig til
Udtalen af alle ny Ord; mangfoldige mundtlige
Gentagelser og Rettelser overflødiggøres; en
bedre Udtale opnaas, og dog er der sparet
megen Tid til andet Arbejde. Frygten for, at
Børn efter at have lært L. i et fremmed Sprog
vil have særlige Vanskeligheder ved
Overgangen til alm. Retskrivning, og at deres
Fortrolighed med denne sidste skal blive mindre, har
vist sig ubegrundet i Praksis. Ogsaa ved den
første Læseundervisning i Modersmaalet har
man hist og her med Held forsøgt L.

Om Principperne for L. er man
efterhaanden naaet til større Enighed, efter at
mange forsk. Arter af L. har været forsøgt;
og navnlig er man nu mere end tidligere
tilbøjelig til at tage Hensyn til at bruge Tegn,
som Bogtrykkerne let kan tilvejebringe, og
saaledes bl. a. undgaa Bogstaver med for mange
Bimærker over og under Linien, Det lat.
Alfabet kan anvendes til en vis Grad; de
»overflødige« Bogstaver i det kan bruges til at
betegne Lyd, der intet anerkendt Tegn har,
saaledes bruges alm. c for Konsonanten i tysk ich,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:58:40 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/16/0161.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free