- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
151

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lyell, Charles - Lygdamis - Lygeum - Lygtedrager - Lygtemand - Lygum Kloster

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Geologien, idet han 1831 blev Prof. i denne
Videnskab ved King’s College, en Stilling, som han
dog senere opgav for helt at kunne ofre sig
for sine geol. Undersøgelser. Hans
epokegørende Virksomhed begyndte med Udgivelsen af
hans Hovedværk Principles of geology (3 Bd,
1830—33), hvilket Arbejde vakte umaadelig
Opsigt og stillede L. i første Række bl. de
dalevende Geologer. Af dette Værk, der viser L.
som en fin Iagttager og en skarp Tænker,
udkom 12. Opl. allerede 1875, kort efter L.’s Død.
I Tiden mellem de forsk. Oplags Fremkomst
var L. ivrig beskæftiget med at forbedre og
omforme Værket, for at det stadig kunde holde
Trit med Videnskabens Fremskridt. Han
behandler her Geologien ud fra til Dels helt ny
Synspunkter; saaledes træder han kraftig op
mod den da herskende Cuvier’ske
Katastrofeteori med de voldsomme Jordomvæltninger og
viser, at alle Forandringer i og paa Jorden godt i
kan skyldes de nuvirkende Naturkræfter, naar
disse blot har haft tilstrækkelig lange Tidsrum
til at virke i. Denne Anskuelse, som han
byggede paa talrige uimodsigelige Kendsgerninger,
vandt meget hurtig Indpas og blev snart den
eneherskende. Ligeledes godtgjorde han, at de
saakaldte Hævningskratere i Virkeligheden ikke
var andet end Resterne af sammenstyrtede alm.
Kratere. Han paaviste endvidere, at den snævre
Niagara-Dal er dannet ved Vandfaldets
Tilbageskriden. — Til Principles føjedes senere hans
Elements of geology (1837), som ligeledes
udkom i fl. Opl.; bl. a. opstiller han her den nu
alm. antagne Inddeling af Tertiærperioden i
Eocæn, Miocæn og Pliocæn, idet han som
Inddelingsprincip bruger Forholdstallet mellem de
uddøde og de nulevende Arter, der var fundne
i de forsk. Aflejringer. For at kunne gøre
Førstehaandsiagttagelser foretog L. mange Rejser;
han besøgte saaledes i Aarenes Løb
Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Schweiz,
Danmark, den skandinaviske Halvø og Dele af
Nordamerika. Nogle Iagttagelser fra disse
Rejser offentliggjorde han i Travels in North
America with geological observations
(2 Bd, 1845)
og i A second visit to the United States (2 Bd,
1846). Da Wallace og Darwin 1858
offentliggjorde deres Afhandlinger om Arternes
Foranderlighed, fandt de straks en varm Tilhænger i
L., som ufortøvet traadte i Skranken for
Udviklingslæren. I Geological evidences of the
antiquity of man
(1863) viser L., at
Menneskeslægten gaar meget længere tilbage i Jordens
Historie end hidtil antaget.

L. høstede megen Anerkendelse for sin
Virksomhed; allerede 1864 var han bleven Baronet,
og efter sin Død blev han begravet i
Westminster-Abbediet bl. England’s andre store Mænd.
J. P. R.

Lygdamis, en Græker fra Naxos af adelig
Slægt, søgte ved Tilslutning til det
demokratiske Parti at gøre sig til Herre over Øen. Til
Tak, fordi han havde hjulpet Peisistratos til at
genvinde Magten i Athen, hjalp denne ham til
at vinde Eneherredømmet over Naxos (omtr. 540
f. Kr.). Senere hjalp han Polykrates til at blive
Herre over Samos, men synes til sidst at være
bleven styrtet.
H. H. R.

Lygeum L., Slægt af Græsfam.
(Ris-Gruppen) med en enkelt Art L. Spartum L., der er
fleraarig, har krybende Rizom og stive Blade.
Smaaaksene sidder i Aks og er alle tvekønnede;
de stærkt haarede Dækblade er sammenvoksede
og bliver ved Modenheden til et stenhaardt
Hylster. 3 Støvdragere. L. Spartum vokser paa
Stepper i Middelhavslandene (Spanien, Algérie)
og leverer under Navn af Esparto basto
en Del Esparto (s. d.).
A. M.

Lygtedrager, se Cikader.

Lygtemand. En L. siges at se ud som en
svagt lysende Flamme, der om Natten viser sig
nær ved Jorden over Moser, Enge ell.
Kirkegaarde. Efter Folketroen er en L. farlig for
den ensomme Vandrer, som af dens Skin
lokkes hen paa uvejsomme St. Det meste, der
fortælles om L., hidrører aabenbart fra de
overtroiske Forestillinger, man i tidligere Tid var
tilbøjelig til at sætte i Forbindelse med alle
paafaldende Natursyn. En L. har vel som Regel
været et fjernt Lys, hvis Afstand man i en
mørk Nat ikke kan bedømme, en Skt. Hansorm
ell. et Stykke lysende, trøsket Træ, naar det
da ikke har været fri Fantasi alt sammen. De
Navne, der i forsk. Sprog betegner en L. (sv.
lyktgubbe, eng. Will o’ the wisp ell. Will with
the wisp
o. fl., tysk Irrlicht, Irrwisch,
Tückebold o. fl., fr. feu follet, lat. ignis fatuus), tyder
ogsaa paa, at Folkefantasien har tumlet stærkt
med denne Figur. Det vilde være naturligst at
sætte L. i Klasse med Nisser og Trolde, hvis
der ikke forelaa enkelte Iagttagelser, om hvis
Rigtighed man har ondt ved at nære Tvivl. En
L. synes da at skyldes en Luftstrøm, der stiger
op af Jorden og ved Berøring med Atmosfæren
bliver lysende (se Fosforescens) uden at
antændes. Man skal nemlig kunne stikke
Haanden ind i en L. uden at mærke Varme.
Selvantændelse af Fosforbrinte kan der
næppe være Tale om, da denne Luftart brænder
med hvid Flamme og udsender en tæt Røg af
Fosforsyre, hvilket ikke passer med
Beskrivelsen af en L. Hele Fænomenet er tvivlsomt.
K. S. K.

Lygum Kloster i det vestlige Sønderjylland
var et af Danmark’s anseligste Klostre. Det kan
føres tilbage til Biskop Radulf af Ribe (d. 1171),
der havde været Tilhænger af de kejserlige
Modpaver, men maatte besegle sit Omslag til
Ærkebiskop Eskil’s Kirkeparti ved at
grundlægge et Cistercienserkloster. Med dette for Øje
skænkede han Cistercienserne Bispe godset i
Sem og Lygum, og det gl. Benediktinerkloster
Sem ved Ribe befolkede han med Cisterciensere
fra Herisvad i Skaane. Hans Eftermand Stefan,
selv opr. Cistercienser, flyttede 1173 Klosteret
til Lygum, latiniseret Locus Dei (Guds Sted),
og det berigedes af ham og af den næste
Ribe-Bisp, Omer, der endog blev jordfæstet her
(1204), ligeledes af Biskop Valdemar af Slesvig
og af Kong Valdemar I og hans Sønner. I Slutn.
af 12. Aarh. hærgedes det af Ildebrand, men
rejste sig atter, fremfor alt ved Støtte af
Ribe-Bispen Mag. Gunner (d. 1249), der sine sidste
Aar levede som Munk i L. Fra ham hidrører
den skønne Klosterkirke, en af Danmarks
mærkeligste Kirkebygninger, som de andre

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:58:40 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/16/0163.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free