Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lyrehale - Lyren - Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lever i vanskelig tilgængelige Bjergskove, hvor
den paa Jorden søger sin af Insekter og Orme
bestaaende Føde, medens den kun sjældnere
kommer i Træerne. Hannen har en svag Sang,
men skal med stor Færdighed efterligne andre
Fugles Sang og mange forsk. Lyd; den skraber
paa mange Steder Jorden sammen til smaa
Høje, som den daglig besøger; den gaar op paa
dem, skraber i dem, skriger og slaar Halen op
over Hovedet. De lever parvis, bygger i
Juni—August paa ell. nær Jorden en kunstfærdig
sammenflettet, overdækket Rede med
Indgangsaabning paa Siden. Heri lægges et rødgraat,
plettet Æg, der ruges af Hunnen alene; Ungen
tilbringer, saa vidt vides, fl. Uger i Reden. L.
er undertiden bragt levende til Europa, men
snart efter død. Til Slægten hører to andre
nærstaaende, ogsaa i Sydaustralien levende,
Arter, af hvilke den ene (M. Alberti) mangler den
ejendommelige yderste Halefjer. L. har været
stærkt efterstræbte, idet deres pragtfulde
Halefjer brugtes som Pynt paa Damehatte, og der
har været Grund til at frygte for deres
Udryddelse; der er dog nu gjort Skridt til deres
Fredning.
L. er trods deres hønselignende Udseende
Spurvefugle, bl. hvilke de hører til de lavest
staaende; ved adskillige Træk i Bygning (f. Eks.
ved kun at have 3 Par Sangmuskler) afviger de
saa stærkt fra de øvrige, at de ofte sammen
med en af kun to Arter bestaaende Slægt
(Atrichia) af, ligeledes australske, Smaafugle er
regnede som en særlig Underafdeling
(Suboscines, Pseudoscines, Passeres abnormales) af
Spurvefuglene.
O. H.
Lyren (Lyra), Stjernebillede paa den nordl.
Himmel mellem Herkules og Svanen, indeholder
efter Backhouse 114 Stjerner, synlige for det
blotte Øje, hvoraf 1 er af første Størrelse, Vega (α
Lyræ). Denne Stjerne, hvis Spektrum blev
studeret af Huggins allerede 1863 og fundet at
indeholde et stort Antal yderst svage Linier,
der fornemmelig tilhører Jern og Kalcium, er
Prototypen paa Spektralklassen A. I
Nærheden af denne findes fl. svage Stjerner, som kun
optisk hører til Vega. En af disse af 10.
Størrelse fjerner sig fra α Lyræ, 1836 stod den i en
Afstand af 43″, 1892: 51″. Vega nærmer sig
Jorden med en Hastighed af 15 km i Sek., og
dens Afstand er fundet til 22 Lysaar. Af andre
Dobbeltstjerner kan nævnes ε og 5, Himmelens
smukkeste Dobbeltstjernepar; hver enkelt af
disse, der er fjernede 207″ fra hinanden, og
som kan ses adskilte af et skarpt Øje, er
nemlig dobbelt, hvilket først Christian Mayer
paaviste. Afstanden mellem de to Komponenter er
3″. Mellem Hovedstjernerne er der fl. yderst
svage Stjerner. Af foranderlige Stjerner i L. er
den mærkeligste β Lyræ, da dens Lysstyrke
i Løbet af en Periode, der omfatter 12 Dage 22
Timer, har to Maksima og to Minima. Begge
Maksima er af Lysstyrke 3,4, det ene
Minimum af 3,8, det andet af 4,1.
Variabiliteten er opdaget af Pigott 1784,
nærmere studeret af Goodricke og Westphal, og er
nøjagtigst bleven undersøgt af Argelander (De
stella β Lyræ [Bonn 1844, 1859]). 1891 paaviste
Pickering i denne Stjernes Spektrum, som
bestaar af et Absorptionsspektrum af Klasse B 8,
som ligger over et andet af Klasse B 5 og et
Emissionsspektrum af Vandstof og Helium, en
Oscillation af de lyse Linier med en Periode,
der stemte fuldkommen med Forandringen i
dens Lysstyrke, hvilket skulde tyde paa, at
Stjernen var en Dobbeltstjerne. Dette blev
nærmere undersøgt af Vogel og Lockyer, og 1897
lykkedes det Belopolsky at bestemme denne
Dobbeltstjernes Elementer. Af sine Maalinger
af Spektrallinierne fandt han, at Stjernen
bestaar af to Komponenter i en Afstand af 1/3 af
Jordens Afstand fra Solen, og at de bevæger sig
med en Hastighed om det fælles Tyngdepunkt
af henh. 182 km og 180 km i Sek., samt at det
hele System nærmer sig Jorden med en
Hastighed af 21 km i Sek. Massen er henh. 16,7 og 6,7
Gange Solens Masse. Af de øvrige foranderlige
Stjerner i L. (hidtil bekendt 42) varierer R sin
Lysstyrke fra 4,2 til 5,1, de øvrige er
teleskopiske og deres Periode ikke nærmere
bekendt.
I 1/3 af Afstanden mellem β og γ Lyræ staar
den bekendte Ringtaage i L., som hører til de
planetariske Taager (N. G. C. 6720). Dens
Dimension er 80″ X 60″. Den blev opdaget 1772 af
Darquier i Toulouse, men det var først W.
Herschel, som paaviste, at den var ringformet.
Lord Rosse mente, at den var opløselig, men
dette forholder sig ikke saa, da dens Spektrum
er gasformet. Den er tegnet af J. Herschel,
d’Arrest, Lassell og Lord Rosse. De bedste
Tegninger er leverede af Holden 1875 og af
Trouvelot; den er gentagne Gange fotograferet af
Denza, Roberts, Stratonoff, men de bedste
Fotografier er leverede af Keeler. Han viser, at det
ikke er en Ring, men en Rk. parallelle lysende
Ringe, i hvis Mellemrum der er Stjernetaage.
Hovedringen indeholder mange lyse Pletter og
Ophobninger af større Mængder lysende Materie,
men Keeler kan ikke som Denza se en
gennemgaaende Opløsning i løsrevne Ansamlinger af
Stjernetaage. Dimensionerne af Ringen er
gennemgaaende større bestemt fotografisk end
visuelt. I det indre Rum af Ringen mente Lord
Rosse 1844 at se en Rk. mere ell. mindre
lysstærke Baand i Retning af den elliptiske Rings
store Akse, dette er bekræftet af Fotografien;
ligesaa findes der fl. svage Stjerner, deriblandt
en af 13. Størrelse i Centrum af Ringen. Efter
Newkirk har Taagen en Parallakse af 0,015″
ell. 220 Lysaar, og den roterer; en Partikel 25″
fra Midten har en Hastighed af 1,4 km,
Rotiationsperioden efter Campbell 132900 Aar, og
Taagen har en Masse 14 Gange Solens. Lidt N.
f. Ringtaagen fandt Barnard 1893 en liden
lyssvag Stjernetaage.
J. Fr. S.
Lyrik, lyrisk Poesi (græsk af Lyra).
Følelser, Stemninger og stemningsfulde
Refleksioner, der udløses af visse Forestillinger
under forhøjet Modtagelighed hos Mennesket,
kalder vi lyriske, og den Digtning, der
umiddelbart giver disse et digterisk formet
Udtryk, lyrisk Poesi. Medens den episke og
dramatiske Digtning giver os et Handlingsbillede,
giver den lyriske os et Stemningsbillede (smlg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
