Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lys, Lysteorier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bagved Legemet ses en Skygge nøjagtig
ligedannet med Legemet; af dette sidste Forsøg
indses tillige, at Lysstraalerne har Retning,
nemlig bort fra Lyskilden. Sendes Sollyset ind
gennem et lille Hul f. Eks. i en Vinduesskodde,
vil man paa en Skærm, holdt vinkelret paa
Straaleretningen, se et cirkulært Billede af
Solen; paa Skovbunden ser man hyppig
saadanne Solbilleder, idet Solen kan skinne ned
gennem smaa Huller i Løvtaget; oftest er disse
Solbilleder dog elliptiske, da Skovbunden ikke
staar vinkelret paa Straaleretningen. Under en
partiel Solformørkelse antager Solbillederne
samme Form som den lysende Del af Solen.
Alle disse Forhold forstaas let, naar L. gaar i
rette Linier, men denne Regel gælder dog kun
med en vis, ganske vist overordentlig stor,
Tilnærmelse (se Bøjning). — At L. bevæger sig
med en vis endelig Hastighed og ikke
uendelig hurtigt, blev første Gang paavist 1676
af Ole Rømer ved Iagttagelse af
Formørkelserne af en af Jupiters Maaner. Han maalte
Omløbstiden for denne Maane, medens Jorden
stod nærmest Jupiter, og beregnede heraf,
hvornaar Formørkelserne skulde indtræffe hele
Aaret rundt; det viste sig imidlertid, at
Formørkelserne indtraf senere og senere i hele den
Periode (godt 1/2 Aar), i hvilken Jorden fjerner
sig fra Jupiter; Forsinkelsen var størst (c. 1000
Sek.), da Jorden var længst borte fra Jupiter,
og blev derefter mindre og mindre og til sidst
Nul, naar Jorden igen stod nærmest Jupiter.
Rømer sluttede heraf, at L. maatte bruge 1000
Sek. til at gennemløbe Jordbanens Diameter,
og fandt saaledes L.’s Hastighed (L.’s »Tøven«).
1727 opdagede Bradley Fiksstjernernes
Aberration, der ogsaa skyldes L.’s endelige Hastighed;
men hverken denne ell. Ole Rømer’s Metode
egner sig til eksakt Bestemmelse af
Lyshastigheden, da de indgaaende Afstande (Jordbanens
Diameter, Stjernernes Afstande fra Jorden) er
for daarligt bekendte. Først 1849 lykkedes det
Fizeau at maale Hastigheden af L. fra en
jordisk Lysgiver; dette er derefter gjort gentagne
Gange efter en af Foucault (1862) angivet
Metode, der senere er betydelig forbedret af
Michelson (1879) og Newcomb (1882). Princippet
i denne Metode er flg.: Fra en Spalte sendes en
Lysstraale hen paa et Spejl S1, som kan drejes
hurtigt rundt. Fra S1 gaar Straalen til et fast
Spejl S2, kastes derfra tilbage til S1 og videre
tilbage til Spalten. Naar nu Spejlet S1 roterer
meget hurtigt, vil dets Stilling, naar det træffes
af det fra det faste Spejl S2 tilbagekastede L.,
være lidt forsk. fra den, det havde, første Gang
Lysstraalen traf det, og følgelig vil den
tilbagekastede Straale ikke træffe selve Spalten, men
lidt ved Siden af den. Af denne Flytning,
Spejlets kendte Omløbstid og Afstanden mellem i
Spejlene S1 og S2 kan L.’s Hastighed beregnes.
Resultatet af disse Maalinger er, at
Hastigheden i det tomme Rum er 29986 · 1010 cm
pr Sek. eller meget nær 300000 km i Sek., idet
denne Hastighed er ens for L. af alle Farver.
Ved at anbringe et langt Rør med Vand
mellem Spejlene S1 og S2 viste Foucault,
at L.’s Hastighed i Vand kun er 3/4 af
Hastigheden i det tomme Rum; senere er
saadanne Forsøg ogsaa udførte ved enkelle andre
Vædsker, bl. a. Svovlkulstof, hvor man direkte
kunde maale, at Hastigheden er mindre for de
violette Straaler end for de røde; dette er saa
meget mere mærkeligt, som man ikke har
fundet en tilsvarende Hastighedsforskel ved Toner
af forsk. Højde. Forholdet mellem L.’s
Hastighed i det tomme Rum og i et ell. andet Legeme
kaldes vedk. Legemes Brydningsforhold;
dette er altsaa for Vand 4/3, men varierer noget
med L.’s Farve, idet det er større for de
violette end for de røde Straaler.
Brydningsforholdets Størrelse er bestemmende for den
Retningsforandring, som en Lysstraale lider, naar
den gaar fra et Medium over i et andet (se
Brydning), og derfor vil ogsaa de forsk.
Farver afbøjes ulige meget: rødt mindst, violet
mest. Falder der hvidt L. ind mod en saadan
Grænseflade, vil det derfor opspaltes i forsk.
Farver: rødt, orange, gult, grønt, blaat og
violet med de mellemliggende Overgangsfarver (se
Dispersion). Disse Forhold er først
undersøgte af Newton, der tillige viste, at hver
enkelt af Farverne ikke kan opspaltes yderligere
i ny Farver, samt at alle Farverne igen kan
forenes til hvidt L.
Lysteorier. Ang. L.’s Natur udviklede
Newton den Hypotese, at det selvlysende
Legeme udsendte Smaapartikler, som ved deres
Stød mod Nethinden fremkaldte et
Lysindtryk. Af denne Emissionsteori følger
L.’s retlinede Gang som en Selvfølge: saa længe
Partiklerne gaar i eet og samme Medium, maa
de i H. t Inertien’s Lov følge retlinede Baner.
Naar de derimod nærmer sig til Grænsefladen
til et andet Legeme, vil nogle af dem frastødes
af dette, medens andre tiltrækkes, og paa denne
Maade lader L.’s Tilbagekastning og Brydning
sig forklare. Ogsaa Farvespredningen kan
forklares, idet man tilskriver Partiklerne forsk.
Masse. Ikke desto mindre er Newton’s
Emissionsteori nu ganske forladt; den fører nemlig
til, at L. maa gaa hurtigere i et Stof som f.
Eks. Glas ell. Vand end i det tomme Rum, idet
jo Glas og Vand skulde tiltrække nogle af
Partiklerne; men de direkte Hastighedsmaalinger
af Foucault o. a. viste, at Hastigheden netop er
mindre i Vand end i det tomme Rum. Omtr.
samtidig med Newton udviklede Huygens sin
Bølgeteori (1690). Efter denne Teori er L.
en Bølgebevægelse, der antoges at foregaa i et
tænkt Stof, Æteren, som maa gennemtrænge
alle gennemsigtige Legemer, og alle de for
enhver Bølgebevægelse (s. d.) gældende Love maa
derfor finde Anvendelse paa L. Bølgebevægelsen
karakteriseres særlig ved en endelig
Udbredelseshastighed, samt ved sin Bølgebredde og
Amplitude. Udbredelseshastigheden svarer ganske
til L.’s Hastighed. Tilbagekastning, Brydning og
dermed Farvespredning forstaas ud fra
Huygens Princip, nemlig at hvert enkelt Punkt af
en Bølgeflade kan betragtes som Udgangspunkt
for ny Elementarbølger, idet der saa tages
Hersyn til, at den Del af Bølgen, som trænger
ind i Legemet, vandrer langsommere fremad
end Bølgerne i det tomme Rum. L.’s forsk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
