Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lægevidenskaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Digteren og Apollopræsten Nicander (c.
200—130 f. Kr.) forfattede et af Skolens
mærkeligste Skr om giftige Dyrs Bid (Theriaca) og
Skr. Alexipharmaka, begge paa Vers, men det
var først Asklepiades fra Bithynien, der
forstod at bringe den empiriske Skoles
Lærdom i Anseelse i Rom, hvor Lægekunsten var i
Hænderne paa Badere, Gøglere og Slaver.
Asklepiades dannede ingen Skole selv, men hans
Efterfølgere i det første Aarh. e. Kr. dannede
den metodiske Skole, der delvis stod i Strid
over for Hippokratikerne, idet de afviste
Læren om Naturens helbredende Kraft og mente,
at Sygdommene opstod ved Variationer i
Organernes Fyldningstilstand. Disse besad hver
en Fyldningstilstand (Tonus), der kunde skifte
ved abnorm Sammentrækning ell. ved abnorm
Slappelse. For at konstatere Tilstanden var
indgaaende anatomiske Kundskaber
nødvendige, men Skolen, fra hvilken særdeles berømte
Læger udgik, pegede udtrykkelig paa det
Forhold, som findes mellem mange Organer
(Brækninger ved Kontusion af Hjernen,
Sammenhæng mellem uterus og mamma etc.), og som i
vor Tid spiller saa stor en Rolle. Metodisterne
tilstræbte ved en energisk Behandlingsmaade
at bringe Fyldningsgraden i Ligevægt, og de
anvendte i særlig Grad de fysikalske
Kurmetoder (Bade, Afrivninger etc.).
Selv om Hippokratismen var den
overvejende, var altsaa Medicinen indtil 2. Aarh. efter
Kr. splittet ud i en Mængde Skoler, med hver
sin Teori — alle er endda ikke nævnte her — og
det var derfor et Ord i rette Tid, da Celsus
(s. d.) i en Encyclopædi samlede alt det,
der forekom ham at have Værdi i
Lægevidenskaben, baade af teoretisk og praktisk Art,
idet han ogsaa medtog Kirurgien, som allerede
hos Grækerne var begyndt at udskilles som en
lavere staaende Gren af Lægekunsten, eller
næsten som et Haandværk. Det var dog først
under Galen (2. Aarh. e. Kr.), at det System
udformedes, som skulde holde sig helt op i
Renaissancetiden. Det sluttede sig nær til
Hippokratismen, var idealistisk-teleologisk i sit
Anlæg, men hvilede paa anatomiske og fysiologiske
Undersøgelser paa Dyr. Leveren blev Sædet
for Bloddannelsen og det blodfyldte Venesystem,
Hjertet for Aandedrættet og det luftfyldte
Arteriesystem, Hjernen for Følelse og Bevægelse
og for Nervesystemet. Aandelige Kræfter
(Spiritus) ledede alle Funktioner i sund og syg
Tilstand (W. Knudsen, »Den gl. hellenske
Lægekunst«, 1911). Systemet bekæmpedes straks
stærkt af Metodikerne, men vandt snart
Indpas som det eneraadende, idet det
efterhaanden stivnede i en fast Form, der dog blev
fornyet og videreudviklet af Araberne, særlig
Avicenna. Fra 8. Aarh. var nemlig
Araberne, takket være Støtte fra deres Kalifer, blevet
en mægtig videnskabelig Faktor, der navnlig
paa med. Omraade udrettede meget ved at
oversætte den gamle gr. Litt. først til deres eget
Sprog og senere, efter at Spanien var blevet
den ledende Landsdel og Centra havde dannet
sig i Cordoba og Toledo, ved igen at gøre disse
Overs. tilgængelige paa Latin og Græsk. En
betydelig Del af disse Overs. skyldes jød.
Lærde (Steinschneider, »Die hebräischen
Übersetzungen des Mittelalters« [1893];
Wüstenfeld, »Gesch. der arab. Ärzte und
Naturforscher« [1840]; Leclerc, Hist. de la méd.
arabe [1876]). I praktisk Henseende fik
Araberne mest Indflydelse paa Udviklingen af
Lægemidlerne og af Kemien, og mange tekniske
Udtryk har holdt sig til i Dag (A. Fonahn,
Arabic and Latin anatomical Terminology
[1922]). Karakteristisk for den sp. Tid var
ogsaa den nøje Tilknytning til Kristendommen
(den med. Litt. blev afskrevet i Klostrene, der
ogsaa ydede Lægehjælp) og til de talrige Univ.,
der oprettedes (Bologna, Montpellier, Paris,
Oxford, Cambridge). Kun Skolen i Salerno, der
allerede var i Gang i 9. Aarh., beholdt en Tid
en vis Selvstændighed ved at dyrke de ægte
gr. Skr (de Gaizo, La Scuola di Salerno
[1895]; Atti dell’ Acad. Pont, XXV). Den fra
Romerkirken udgaaende Skolastik gjorde
Arabisterne til Medicinens Førere, og Kirurgien
skiltes mere og mere ud fra den lærde Medicin.
Kun ved enkelte ital. Univ. og til dels i
Montpellier vedblev Kirurgien at være en Del af
Lægestudiet, men nogle Steder oprettedes dog
særlige Kirurgskoler (f. Eks. i Paris). I øvrigt
var Faget overladt Barbererne og ulærde
professionelle Operatører.
I Renaissancen (15.—16. Aarh.) blev fl.
Momenter af Bet. for Lægevidenskabens Udvikling,
nemlig dels, at det gr. Kejserdømme var faldet,
og at en Mængde gr. Lærde drog mod V. og
fik Ophold hos de ital. Fyrster, hvad der gav
Anledning til, at Græsk atter fik Borgerret i den
videnskabelige Litt., dels de store
Opdagelsesrejser, der aabnede ny Handelsveje, og endelig
Bogtrykkerkunstens Opfindelse, der gjorde, at
Klostrenes Skriveskoler kunde nedlægges.
Medicinsk set fik Perioden Bet. ved de store
Epidemier. Mange mener, at Syfilis var indført fra
Amerika (J. Bloch), andre at have modbevist
det (Rosenbaum, »Die Lustseuche im
Altertum«. Skr af Fuchs, Proksch,
Puschmann, Sudhoff). »Den eng. Sved« optraadte
ogsaa epidemisk (Hecker, »Volkskrankheiten«,
1865), ligesom Plettyfus, der udskiltes som en
særlig Sygdom; men nogen Epidemiologi var
der endnu ikke Tale om. Blandt de Mænd, der
prægede Tiden, stod Paracelsus, Vesal
og Paré forrest. Den første hævdede som
Tidens Løsen at vende tilbage til
Naturforskningen og demonstrerede sit Brud med
Forgængerne ved at brænde de arabistiske Bøger
offentlig. Paracelsus var Barn af sin Tid, hildet
i Mystik og med stor Interesse for Alkymi;
nærmest Nyplatoniker, men han bragte dog, ved
sin »spagyriske« Medicin ny værdifulde Midler
i Brug og bidrog ogsaa sit til Kirurgiens
Fremme (Skr af Abele, Sudhoff). Dette Fag
reformeredes fuldstændig af A. Paré, en ulærd
Kirurg, hvis Indflydelse paa Fødselshjælpen
ogsaa var stor. Samtidig med Paré virkede
Vesal som Anatom og indførte den
sammenlignende Metode. Han forkastede paa Grundlag
af egne Undersøgelser hele den galenske
Anatomi og viste, at G.’s Undersøgelser var
foretagne paa Aber. Selvfølgelig mødte Vesal
betydelig Modstand (Eustachio, Fallopio), men den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
