Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lægevidenskaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vesal’ske Skole, der omfatt. Mænd som Aranzio,
Varolio, Botallo o. m. a., omstyrtede
efterhaanden det Galen’ske System, navnlig efter at
Servet og Colombo havde paavist
Lungekredsløbet, og Harvey i 17. Aarh. det store Kredsløb.
I disse Aarh. grundlagdes den moderne
Anatomi, ikke mindst ved nordiske Forskere (Th.
Bartholin, O. Rudbeck, M. Lyser, N. Steno).
Efter at denne sidste havde paavist, at Hjertet
var en Muskel, tog Kredsløbsundersøgelserne ny
Fart (R. Lower, A. Borelli, R. Vieussens o. m.
fl.). Malpighi paaviste Kapillarkredsløbet. I det
hele var det 17. Aarh. præget af store
anatomiske Opdagelser (Aselli, Wirsung, Glisson,
Wharton, Peyer, Kerckrinig, Willis), af hvilke
en Gruppe særligt havde Generationsforholdene
til Genstand (R. de Graaf, F. Redi, A.
Valisnieri).
Det er givet, at alle disse Opdagelser,
Udskillelsen af Fysiologien og de enorme
Fremskridt i Naturvidenskaberne maatte faa en
mægtig Indflydelse paa Lægevidenskaben.
Denne udviklede sig i 3 Retninger. Nogle sluttede
sig til Paracelsisterne, der satte sig ud over
Tidens naturvidenskabelige Metode, og med B.
van Helmont som Fører druknede i Mystik og
Overtro, andre saa i de Resultater, som
Kemien og Fysikken havde naaet, en Nøgle til at
forstaa Mennesket i syg og sund Tilstand.
Denne »Kemiatrk fik stor Udbredelse, ledet af
Sylvius, Borelli, Baglivi, BeUini o. a. (Sudhoff,
»Iatromathematiker«, 1902). Endelig vendte en
tredie Retning tilbage til Hippokratismen under
Ledelse af T. Sydenham, og denne blev for en
lang Tid den førende Doktrin, om end i
reformeret Tilstand, idet Sydenham fik en uhyre
Bet., dels ved at afgrænse visse epidemiske
Sygdomme, dels ved at udvikle den med.
Nosologi, idet han beskrev Sygdommene og gjorde
dem til Genstand for meget indgaaende
Studier (K. Faber: »Strømninger i den nyere
Tids med. Klinik med særligt Hensyn til
Nosografien«, 1919). Sydenham’s Lære om »den
epidemiske Konstitution«, der bestemt afviser de
kemisk-mekaniske Læresætninger, holdt sig til
ned mod den bakteriologiske Tidsalder (C. J.
Salomonsen: »Epidemiologiske Teorier«,
1910). Samtidig vandt den Sydenham’ske
Hippokratisme den Sejr, at man begyndte at
undervise ved Sygesengen foruden i den sædvandige
Forelæsningsform. Undervisning af denne Art
(»Klinik«) kendes fra Slutn. af 16. Aarh. i
Padua, men den udformedes først senere i
Leyden i 17. Aarh. En særlig Disciplin,
Fødselshjælpen, fik ogsaa i nævnte Aarh. et mægtigt
Opsving, dels støttet til de talrige
Undersøgelser over Forplantningen, der var blevet mulige
ved Mikroskopets Indførelse i Medicinen
(Leeuwenhook o. fl.), dels ved, at der var blevet
oprettet Fødselsstiftelser (den første i Paris),
hvor der gaves Undervisning i Faget. Den fr.
obstetriciske Skole (Mauriceau, Dionis, Portal,
de la Motte) blev berømt, men Holland var
ogsaa med (Deventer).
En overmaade rig Forskningsperiode
afsluttedes ved Indtrædelsen i 18. Aarhundrede,
men nu kom Tilbageslaget, idet man
betragtede Udviklingen som afsluttet, og derfor atter
søgte at bringe L. ind under Systemer, idet
man forlod Naturforskningens Vej. Medens
de romanske Lande tidligere havde haft
Førerskabet, kom det videnskabelige Tyngdepunkt
nu til at ligge i Tyskland. I Holland var der
kun eet Sted noget større videnskabeligt Liv,
nemlig i Leyden, de øvrige Univ. spillede ingen
Rolle, men der ledede Boerhaave med
Mesterhaand den af Sylvius paabegyndte kliniske
Undervisning, der var en Udløber af den
Sydenham’ske Hippokratisme, men tillige udnyttede
de ny Resultater i Kemien, Fysikken og
Anatomien. Selv bragte Boerhaave ikke noget
Fremskridt i Lægevidenskaben, og i Terapien
sluttede han sig helt til Sydenham (Om Boerhaave,
se Janus, 1918). I kras Modsætning til
Boerhaave’s Materialisme stod Stahl’s »Animisme«,
en Doktrin, der sagde, Sjælen (Anima)
spillede Hovedrollen som Regulator for Livet og
Livsytringerne, beskyttede Organismen mod
Forfald og gav Anledning til Døden, naar den
forlod Legemet. Dettes anatomisk-fysiologiske
Forhold var derfor uden Interesse, det var
Sjælen, der skulde studeres. Animismen
knæsattes ved det pietistiske Univ. i Halle, fra
hvilket man tog Kampen op mod den lutherske
Ortodoksi. Ligesom Stahl’s Hovedværk,
Theoria medica vera (1708) angaves at skyldes
guddommelig Inspiration, saaledes kunde man
ikke finde de terapeutiske Midler uden ved
Andagt og Bøn (Polykrestmedicin; Jul.
Petersen i »Wiener med. Wochenschrift« [1892]).
Trods alt ydede Retningen dog meget ogsaa i
praktisk Henseende og fik Bet. ved ny
Impulser for Kirurgien og ved at optage den
kliniske Undervisning i Tyskland. Selve Teorien
gav, noget omformet, et Grundlag for den fra
Montpellier udgaaende Vitalisme og fik ogsaa
Indflydelse paa den eksperimental-fysiologiske
Retning i Medicinen, der indlededes af A.
Haller i Göttingen, hvis Elementa physiologiæ
(1757) var Talsmand for Irritabilitetslæren (ɔ:
Læren om et for Organismen ejendommeligt
vitalt Livsprincip). Animismen fandt dog en
Modstander i Friedrich Hoffmann, der ogsaa var
Prof. i Halle, og hvis Teorier mere gik i
materialistisk-hippokratisk Retning, om end han
ogsaa i dem indførte et vitalistisk (»spastisk«)
Element.
Ved Boerhaave’s Død 1738 ophørte Leyden’s
Bet. som med. Centrum, men den kliniske
Undervisning fandt ny Hjem i Wien under van
Swieten og i Skotland under Cullen, Monro,
Rutherford og Whytt. Indkaldt af Maria
Theresia, indledede førstnævnte en fuldstændig
Reform af den med. Undervisning. Hertil
benyttede han indkaldte Lærere, og der
oprettedes ny Lærestole for Medicinens
Nabovidenskaber (Botanik og Kemi), og ny Laboratorier
aabnedes. Samtidig reorganiseredes
Hospitalsforholdene. Flere af de indkaldte
Videnskabsmænd naaede stor Berømmelse (Störck,
Quarin, Leber, Jacquin) hver paa sit Omraade,
men den kliniske Undervisnings
Videreudvikling kom til at ligge i Hollænderen de Haën’s
Hænder (Neuburger, »Entwicklung der
Medizin in Oesterreich« [1918]; Jul.
Petersen, »Kliniker der älteren Wiener Schule«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
