Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Løbehøns - Løbeild - Løbekran - Löbell, Heinrich v. - løbe løbsk - Løbemave - løbende Gods - løbende Hund - løbende Regning - løbe paa Merit. - Løber (Mursten) - Løber (Ilbud, Tjener, Møllesten)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nærmest beslægtede med Steppehønsene
(Pteroclidæ). De lever i Australien og en Del af
Sydasien, paa Madagaskar og i Afrika, medens
en enkelt Art findes i Sydeuropa. Det er smaa
Fugle, omtr. saa store som en Lærke, oftest
broget farvede; men Hunnen er større og
pragtfuldere farvet end Hannen, som udruger
Æggene. De er sky, færdes mest paa Jorden,
kan løbe overordentlig hurtigt, flyver sjældent.
Reden anbringes paa Jorden. De er meget
stridbare, hvorfor de ofte i Indien holdes som
Kamphøns; i det hele vænnes de let til
Fangenskab og forplanter sig herunder. Europæisk
L. (Turnix sylvatica Desf.) yngler i Nordafrika
og paa den pyrenæiske Halvø; paa Sicilien,
hvor den tidligere var alm., er den nu vistnok
udryddet. Sortstrubet L. (T. nigricollis
Gm.) fra Madagaskar er ført i stort Tal til
Europa og holdes jævnlig som Burfugl. (Litt.:
Ogilvie Grant, On the Genus Turnix [The
Ibis, Lond. 1889]).
O. H.
Løbeild kaldes Ildløs i Skov, naar den
holder sig til det tørre Plantedække paa Jorden
uden at antænde Træerne; i Blæstvejr kan L.
brede sig med stor Hastighed.
C. V. P.
Løbekran, se Kran.
Löbell [’lø.bəl], Heinrich v., preussisk
Militærforfatter, f. 1816, d. 1901. Han traadte
1833 ind i Hæren som Artilleriofficer,
avancerede til Oberst og blev stillet til Disposition
1866. Han er navnlig bekendt som Skaber af
»Jahresberichte über die Veränderungen und
Fortschritte im Militärwesen«, de saakaldte
Löbell’s Jahresberichte, der begyndte
1875 og under Medvirken af Medarbejdere i alle
Lande udkom hvert Aar indtil Verdenskrigen;
de nød overalt stor Anseelse.
E. C.
løbe løbsk. I Reglen er det enten Angst
foraarsaget ved pludselige Overraskelser og
uvante Begivenheder ell. Smerte som Følge af
urolig, haard og kejtet Behandling, der bringer
en Hest til at l. l. (blive Durchløber) ɔ:
styrte sanseløst af Sted. Hermed er det ikke
udelukket, at en Hest, der gentagne Gange er
l. l. og derved har haft Lejlighed til at frigøre
sig for Rytterens ell. Kuskens Herredømme,
efterhaanden kan faa den Uvane uden ydre
Anledning at vælge denne Udvej i samme Øjemed.
Den løbske Hest søger ofte at anbringe Bidet
saaledes i Munden, at det kommer til at hvile
paa de mindre følsomme Mundvige i St f. paa
Laderne. Den opnaar denne Hensigt ved enten
at føre Hals og Hoved meget højt ell. meget
lavt. Rytterens ell. Kuskens Opgave maa derfor
være at bringe Hestens Hals og Hoved tilbage
i en saadan Stilling, at Bidet paa ny kan
komme til at virke paa Laderne, og at gøre Hesten
følsom og opmærksom for de Anvisninger, han
giver med Bidet. Den blotte Anvendelse af
Magt, navnlig af ensformig Anholdning, vil i
Reglen ikke føre til dette Maal. Ro og
Behændighed ved Tøjleføringen i Forbindelse med
fornuftig anbragt fremaddrivende Hjælp, der
tvinger Hesten til at tage Bagparten under sig, har
mere Udsigt til at frembringe et godt Resultat.
Utallige er de Hjælpemidler, der er
foreslaaede for fra Bukken at standse løbske Heste
ell. skille dem fra Vognen (se
Sikkerhedshammel), men der klæber store Mangler ved
dem; navnlig er de for komplicerede. Over for
Heste, der vil stikke Næsen i Vejret, naar de
l. l., er dog et langt spændt Stiktøj et lempeligt
og virksomt Hjælpemiddel. Her som overalt
ved Hestebehandling er og bliver de
forebyggende Midler, en rolig, fornuftig Behandling og
en god Dressur, de bedste. En Hest, der har
l. l., bør man i lang Tid ikke ride ell. køre
hurtigere, end at man altid har Udsigt til at
kunne standse den, naar man vil.
(C. G. B.). O. P.
Løbemave, se Abomasus.
løbende Gods (Søv.), den Del af Skibets
Takkelage, der bruges til Sejlenes Haandtering,
og som saaledes stadig er i Bevægelse, i
Modsætning til det staaende Gods, der tjener
til Rigningens Forstøtning og er faststaaende.
C. B-h.
løbende Hund kaldes et i den klassiske
Antik forekommende Ornament, der ligesom
Mæanderen bruges i Borter o. l., og som bestaar
af buede, S-svungne Linier, mere ell. mindre
spiralagtige og ordnede
sammen saaledes, at de
minder om en fortsat Rk.
af Bølger. Det forekommer
baade malet, paa gr. Vaser,
og udført i Relief, og det kan
sammenkomponeres med Plantemotiver. Oprindelsen er
rimeligvis at søge i Bronzealderens
Spiralornamentik. Som Arkitekturornament forekommer l. H.
ogsaa i Renaissancen og Nyklassicismen.
C. A. J.
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
