Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maar (Pattedyr)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vidt udbredt, navnlig i de nordlige tempererede
Egne, baade i den ny og den gl. Verden,
omfattende Slægter af ret forsk. Levemaade, og
dermed flg. forsk. Legemsbygning; den deles i
3 Underfamilier, nemlig 1)
Grævlingegruppen, Melinæ (se Grævling og
Stankdyr), bestaaende af Former med
plumpere og kortere Legemsbygning;
Saalegængere med lidet bøjede, ret stumpe Kløer,
der paa Forpoterne er omdannede til
Gravekløer, gravende, til Dels planteædende Dyr, i
hvis Tandsæt den knudrede Del er mere
udviklet. 2) Oddergruppen, Lutrinæ (se
Odder) bestaaende af Vanddyr med
veludviklet Svømmehud mellem Tæerne, fladt Hoved,
lever af animalsk Føde, særlig Fisk. Endelig 3)
Maargruppen, Mustelinæ, omfattende bl.
a. de egl. M. og Væslerne; disse har alle
et langstrakt, smidigt Legeme og lave Ben;
Poterne 5 Tæer med korte spidse, lidt
sammentrykte Kløer, der kan trækkes lidt tilbage,
saaledes at de under Gangen undgaar Slid.
Karakteristisk er Knudetandens Form i
Overkæben; den er kort og bred, med en stor Hæl
indadtil, saaledes at Tanden bestaar af 2 Høje,
forbundne ved et lavt Parti. Tandformlen
3+1+(3—4)+1 / 3+1+(3—4)+2. Hovedet er bagtil bredt og
noget fladt, Snuden kort og spids. Øjnene store,
noget udstaaende. Ørerne altid oprette, men
ret lave og afrundede i Spidsen; Halsen tyk og
muskuløs, omtr. af Hovedets Tykkelse, ret lang
og bøjelig. Kroppen bæres som Regel noget
opadkrummet. Halen af skiftende Længde, ofte
busket. Pelsen tæt, med lange glinsende
Dækhaar; Uldhaarene meget tætte og bløde. Alle
M. afgiver et fortrinligt og kostbart Pelsværk,
der er tættest og værdifuldest om Vinteren,
særlig hos Dyr fra nordligere og koldere Egne.
Nogle holder overvejende til i Træer, andre
lever paa Jorden mellem Stene og lign. Alle
er de meget blodtørstige Rovdyr, der i
Myrdelyst søger deres Lige; ganske overvejende jager
og dræber de Smaagnavere og Fugle og
dræber alt, hvad de kan overkomme, idet de oftest
kun suger Blodet af deres Bytte, som de da
lader ligge; kun naar de har Unger, tager de
Byttet med hjem til disse.
De egl. M. (Slægten Martes) har 4
Forkindtænder i hver Kæbe; større Former med lang,
stærkt busket Hale. Hertil hører Skov-M. (M.
sylvalica), der er alm. udbredt over hele
Danmark. Kroplængden c. 48 cm, Halen c. 24 cm.
Pelsen overordentlig tæt og smuk; Farven brun
baade paa Legemets Over- og Underside,
mørkere ned ad Ryggen, mørkest paa Benenes
Undersider og paa Halen; de gulhvide Uldhaar
er til Dels synlige, idet de skinner frem mellem
de mørke Dækhaar. Paa Strubens og Halsens
Underside en stor gullighvid Plet, der bagtil
løber ud i en Spids midt ned ad Forbrystet.
Ørets Inderside hvidlig. Fodsaalen, som hos de
ø\rige Slægtninge, tæt haaret mellem de nøgne
Trædepuder. I Skeletbygning kan den skelnes
fra den flg. danske Art (Husmaaren) derved,
at Yderranden af den øvre Knudetand er
udbuet uden for de to ydre Knuder og ved, at
Benganens bageste Rand har et Fremspring i
Midten. Lever overvejende i Skove, hvor den
med største Behændighed færdes i Træernes
Kroner, springende fra Gren til Gren, jagende
Egern og Fugle, som den navnlig tager rugende
paa Æggene; træffes dog ogsaa paa Jorden,
hvor den jager alle Slags Mus, samt Muldvarpe,
Harer o. l.; den hjemsøger ikke sjældent
beboede Pladser og har sit Tilhold i Lader og
Udhuse. Den kan være frygtelig skadelig, naar
den bryder ind i Hønsehuse og Dueslag, hvor
den da som Regel myrder alt levende; andre
Steder kan den være nyttig ved sin Jagt paa
skadelige Smaagnavere. Æg udsuger de gerne,
idet de bider Hul i den ene Side. Ogsaa Frøer
og Insekter kan de lejlighedsvis tage, og det
træffer ogsaa, at de, naar det kniber med Føde,
fortærer Bær o. l. Boet findes som Regel i et
hult Træ ogsaa i forladte Egern-, Skade- ell.
Kragereder; de udfores med Mos, Fjer, Rester
af Egernhaler o. l. Natdyr, der tilbringer
Dagen sovende, sammenrullet i sit Bo ell. paa en
tyk Gren. Parringstiden i Jan. og Febr, og i
Marts eller Apr. fødes de 3—5 blinde Unger,
der 2 Maaneder gl. skal kunne følge Moderen.
Den jages dels for sin Skadelighed, dels for
Pelsens Skyld, idet de skydes paa Sporsne ell.
tages i Sakse med Æg e. l. som Lokkemad.
Fangne som Unger lader de sig let tæmme og
bliver ofte meget tillidsfulde og kælne. Udbredt
over hele Europa fra Middelhavslandene til
langt op i Skandinavien samt i Vestasien ud til
Altai og Kaukasus; i Danmark findes den over
hele Landet, i Nutiden dog ikke paa Bornholm,
hvorfra den dog kendes i Køkkenmøddinger fra
yngre Stenalder. Den anden meget nærstaaende
danske Art, Husmaaren ell.
Stenmaaren (Martes foina) ligner til Forveksling
Skovmaaren i Størrelse og Ydre, men den hvidlige
Strubeplet, der har meget ujævne Rande, løber
paa Forbrystet ud i to Spidser til Siderne.
Uldhaarene graahvide. Pelsen mere graaligbrun.
Lemmerne forholdsvis kortere. Yderranden af
øvre Knudetand er indbugtet mellem de to ydre
Knuder. Benganens Bagrand jævnt fremadbuet.
Ligner i Levemaade Skovmaaren, men holder
i overvejende Grad til ved menneskelige
Boliger, baade ved Gaarde og Byer; den skjuler
sig godt, ligger og sover om Dagen, men efter
Solnedgang ses den hyppigt paa Tagene og i
 |
| Fig. 1. Skovmaaren (Martes sylvatica). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
