Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Madvig, Johan Nicolai
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Standpunkt var det samme som deres
subsidiære: Slesvigs Deling efter Nationaliteten),
i Novemberministeriet som Repræsentant for
en maadeholden Liberalisme, og med
Forbehold af at gøre sit Standpunkt i det slesvigske
Spørgsmaal gældende til en betimeligere Tid.
Som Minister indtog M. en fremragende
Stilling i Forhandlingerne om Grundloven (hvis
Tokammersystem han kun betragtede som et
nødvendigt Onde) og Valgloven; endvidere
skyldes ham en indgribende Omordning af Univ.’s
Forfatning; Indførelsen af filologisk-historisk
Skoleembedseksamen; den endelige
Gennemførelse af de lærde Skolers Reform; Sorø
Akademis Nedlæggelse som højere
Undervisningsanstalt. Alle disse Sager afgjordes ved kgl.
Resolution; men ogsaa paa vigtige Love, f. Eks.
om Pressens Brug (1851), fik M. stor
Indflydelse. — Efter Sejren ved Isted ansaa M.
Øjeblikket for kommet til at optage Tanken om
Udskillelsen af det tyske Slesvig; han indgav
13. Oktbr 1850 et Andragende herom til
Statsraadet (trykt i »Hist. Tidsskr.«, 5. Rk., 4. Bd,
S. 340 ff.), uden at det dog lykkedes ham at
faa blot en alvorlig Forhandling om Sagen i
Gang. Ikke desto mindre forblev han i
Ministeriet, ogsaa efter Clausen’s Udtræden i
Sommeren 1851; først da ved Bluhme’s Overtagelse
af Udenrigsministeriet i Oktbr ethvert Haab
om en Løsning af det slesvigske Spørgsmaal i
M.’s Aand maatte opgives, traadte han tilbage
(7. Decbr 1851), for atter at overtage Stillingen
som Prof. i klassisk Filologi, tillige med
Undervisningsinspektoratet for de lærde Skoler. Dog
trak han sig ingenlunde helt tilbage fra det
politiske Liv. Fra 1849 havde han været
Medlem af Folketinget (for Frederiksværk);
1852—53 var han dets Formand; 1853 valgtes han
(i Kbhvn) til Medlem af Landstinget, nedlagde
sit Mandat 1854, da han var kommet i skarp
Modsætning til Ministeriet Ørsted, men
genvalgtes 1855 og fremdeles, indtil han 1874
frabad sig Genvalg p. Gr. a. sit svækkede Syn.
1856—63 var han Præsident i Rigsraadet,
1864—66 virkede han som Medlem af det ved
Novemberforfatningen indførte Rigsraads
Landsting for Grundlovsændringen af 1866. 1860
afslog han en Opfordring til efter Rotwitt’s Død
at danne et Ministerium. Saavel før 1866 som
under den parlamentariske Strid efter 1872
udgav han ved fl. Lejligheder politiske Brochurer;
hans Standpunkt var moderat Højre, saa at han
tog bestemt Afstand paa den ene Side fra
Venstres parlamentariske Krav, paa den anden Side
fra det yderliggaaende Højres statsretlige
Teorier.
I øvrigt helligede M. sig efter 1851 i stedse
stigende Grad sin Virksomhed som
Universitetslærer, Videnskabsmand og Skoleinspektør.
Han oplog nu i Forelæsninger og Øvelser ogsaa
Gransk — baade Forfattere og hele Discipliner
som Litteraturens Historie. Hans
videnskabelige Hovedværker fra denne Periode er
Emendationes Livianæ (1860; 2. Udg. 1877), hvortil
sluttede sig en i Fællesskab med Ussing
besørget Udg. af Livius (1861 ff.); Adversaria
critica (3 Bd, 1871, 1873, 1884), hvori der efter en
Redegørelse for Konjekturalkritikkens
metodiske Forudsætninger meddeles Tekstrettelser til
en Mængde gr. og lat. Forf.; endelig »Den rom.
Stats Forfatning og Forvaltning« (1881—82)
(udkom samtidig paa Tysk). 1875 udkom paa
Tysk hans »Kleine philologische Schriften«
(Leipzig), mest ældre Afh. af alm.
sprogvidenskabeligt Indhold. — Som Skoleinspektør var
M. virksom og meget paaskønnet; i
Udarbejdelsen af Loven af 1871 om det højere
Skolevæsen tog han ingen synderlig Del; han
var overbevist om Tvedelingens Nødvendighed
og støttede derfor Lovforslaget i Landstinget,
uagtet han erkendte, at det havde væsentlige
Mangler; at disse senere blev ham endnu
klarere, er sikkert. — 1879, da M. stod som
Danmarks største Videnskabsmand og vel som
Datidens ypperste Filolog, repræsenterede han paa
en glimrende Maade Universitetet ved dets
Firehundredaarsfest (hans ypperlige Tale ved
denne Lejlighed findes i den 1879 udgivne
Beretning); kort derefter nedlagde han sin
Professorplads, men virkede endnu til sin Død
utrættelig som Forsker og i vigtige
administrative Stillinger (Direktør i Carlsberg-Fonden
o. l.). — I sine yngre Aar kom M. næsten ikke
uden for Danmark; Italien besøgte han først
(fraset et kort Ophold i Norditalien) 1869, da
hans Syn allerede var stærkt svækket;
Grækenland aldrig.
M. var et kritisk Geni. Det mest
iøjnefaldende Træk i hans videnskabelige
Fysiognomi er Uvillien mod Uklarhed. Den findes
aldrig hos ham selv, og han taalte den ikke hos
andre. Han gennemskuede den øjeblikkelig, med
aldrig svigtende Genialitet, og holdt af at blotte
den. Hvor den fremtraadte som forloren
Dybsindighed, og især hvor den fik et Skær af
Uredelighed, vakte den hans Harme; med
skaanselløs Skarphed har han tilintetgjort mere end
een kunstig oppustet videnskabelig Berømmelse.
Som positivt Sidestykke hertil staar hans Sans
for det sande og rigtige; overalt, hvor der til
at finde det ikke behøvedes Fantasi, men kun
uhildet Blik for Kendsgerninger og fordomsfri
Eftertanke, der fandt han det straks. Til disse
Grundegenskaber kom en afgjort Interesse og
sikker Sans for det væsentlige, det centrale
saavel i hele hans Videnskab som i dens enkelte
Grene; en ypperlig Hukommelse; og endelig en
Jernflid, støttet af et urokkeligt Helbred.
Saaledes udrustet virkede M. i sin Videnskab 60
Aar som en skarpt begrænset, men inden for
sin Begrænsning overordentlig intensiv, paa en
Gang ryddende og opdyrkende Kraft. — Straks
i sine første Skr viser M., der aldrig havde
været personlig paavirket af nogen betydelig
Filolog, sig fuldt ud fortrolig med den moderne
kritiske Metode, der dengang kun udøvedes af
ganske enkelte Forskere i Tyskland (Bekker,
Boeckh, Lachmann); han gennemfører den
overalt sikkert og konsekvent. For
Konjekturalkritikken bevarede han hele sit Liv stor
Forkærlighed; hans Tekstrettelser beror mindre
paa umiddelbar Griben af det rette end paa
omhyggelig metodisk Overvejelse og udpræget
sund Sans; overalt hvor disse Egenskaber er
afgørende, er de ypperlige. Det samme gælder
om hans Fortolkning; den er fremfor alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
