Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maeterlinck, Maurice - Mafeking - Maffei, Andrea - Maffei, Giovanni Pietro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Octave Mirbeau proklamerede i Le Figaro M.
som en ny Shakespeare, og dermed var
Parolen given til en vidtdreven Begejstring for
dette og hans flg. Dramaer: Les aveugles
(1890, »De Blinde«, dansk Overs. af Anna Mohr,
1891) og L’intruse (1890, »Den Ubudne«, opført
i Kbhvn), Les sept princesses (1891), Pelléas et
Mélisande (1892) og Trois petites drames pour
marionettes (Alladine et Palomides — Intérieur
— La mort de Tintagiles, 1895). Enten disse
Skuespil foregaar i en eventyr-mystisk
Middelalder ell. i en vag og taaget Nutid, fremmaner
de sære Stemninger af Uhygge og Rædsel; paa
uvejrssvangre Baggrunde bevæger sig
drømmende Prinsesser, liljerent lysende Kvinder,
søvngængeragtig følgende Hjertets uforklarlige
Indskydelser, og en Rk. skumle, ligesom
mareredne Skikkelser. M.’s Fantasi er i Slægt med
Bonde-Brueghel’s; han har et helt Galeri af
Blinde og Gale, af Tiggere og Knøblinger, som
hentede ud af den flamske Malers Billeder;
fælles med Shakespeare har han blodige og
samvittighedspinte Konger og Dronninger og det
hele Arsenal af Rædsler og Angstfornemmelser:
Mord, Vanvid, Nag og Hævn — Dødsvarsler og
Skræmmebilleder. Men hos M. træder Handling
og Psykologi tilbage i et mystisk Halvmørke.
Alt er Naturfornemmelser og symbolske
Skræmsler: flakkende Lys i hvælvede Slotssale,
iskoldt Lufttræk i skumle Korridorer,
Dødsvarsler, skrattende Lænker og uforklarlige
Lyde, Liglugt, symbolske hvide og sorte
Svaner, Kometer paa Himmelen, Springvand, der
plasker, Blod, der risler, Grædepile og
Kirkegaarde. Personerne taler et underligt monotont
og ubehjælpsomt Barnesprog, som gentager
hver lille Sætning. Men alle de gl. romantiske
Skræmmemidler virker med en sælsom ny
Magt. I Dramaet Aglavaine et Sélysette (1896)
forlod M. den tidligere Rædselsscene for i en
uvirkelig, stillestaaende og fredlyst Verden at
lade sine faa Personer ligesom udaande deres
Følelsesliv i et sart og aandigt »Hjerternes
Sprog«. Berøvede al ydre Karakter og Dragt
virker de som nøgne Sjæle, ensfarvede,
ensfølende, stemte sammen som Tonerne i en
Molakkord. M. udgav nogle Oversættelser af
Novalis og den flamske Mystiker Ruysbroeck og
udformede sine moraliserende
Verdensbetragtninger i den sjælfulde og asketiske Le trésor
des humbles (1896) og den stoisk-optimistiske La
Sagesse et la Destinée (1898), i Le temple
enseveli (1902) og især i den fortryllende
Skildring La vie des abeilles (1901, »Biernes Liv«,
oversat af Chr. Rimestad 1916). Sin dramatiske
Digtning fortsatte han med Ariane et
Barbe-Bleue (1900), Mirakelspillet Sœur Béatrice
(1901), det ital. Renaissancedrama Monna
Vanna (1902, Dagmarteatret i Kbhvn), der opnaaede
Verdensberømmelse, Kærlighedsskuespillet
Joyzelle (1903), det allegoriske Feer i L’oiseau bleu(1909, opført i Moskva 1908, i Paris 1911),
Marie-Magdalene (1913, paa Dansk ved Poul
Knudsen 1919) og Verdenskrig-Skuespillet Le
bourgmestre de Stilemond (1918, paa Dansk ved
Poul Knudsen 1920, spillet paa Betty
Nansen-Teatret i Kbhvn). Sin lyse og sublime
Filosoferen fortsatte han i Le double jardin (1904),
L’intelligence des fleurs (1907), La mort (1913,
oversat af Chr. Rimestad 1914). Les débris de
la guerre (1916, paa Dansk ved Chr. Rimestad
s. A.) er affødt af Verdenskrigen. — Hans
Hustru, Skuespillerinden Georgette Leblanc skabte
sig et europæisk Navn ved at spille i hans
Stykker og gæstede bl. a. Danmark og Sverige
1903. Claude Debussy komponerede 1902 Pelléas
et Mélisande, der opførtes paa Opéra-comique
og vandt Ry ogsaa uden for Frankrig. 1911 fik
M. den Nobel’ske Verdenspris i Litteratur.
(Litt.: A. van Bever, M. M. [1904]; S.
Söderman, M. M. [1911]; Chr. Rimestad,
»Belgiens store Digtere« [1915]).
S. Ms.
Mafeking [’mæfikiŋ ell. ’meifkiŋ], Hovedby
i Betshuanerland, var i Boerkrigen
(1899—1902) et Hovedstøttepunkt for
Englænderne. Den blev belejret fra 16. Oktober
1899 til 17. Maj 1900. Forsvarerne stod
under Befaling af den engelske
Oberstløjtnant Baden-Powel; han raadede kun over en
Styrke paa c. 1000 Mand og 6 Kanoner, medens
Fjenden var langt stærkere (c. 5000 Mand).
Baden-Powel fik anlagt nogle Feltbefæstninger
og forøgede sine Kræfter med et Korps af
Drenge fra 9—15 Aar, der hjalp med som
Spejdere o. l. — den første Oprindelse til den
senere saa kendte Spejderbevægelse. Da
Fjenden ikke gjorde alvorlige Angreb, kunde
Baden-Powel holde Byen, indtil der kom Undsætning.
E. C.
Maffei [ma’f.æi], Andrea, Nevø af
nedennævnte Giuseppe M., ital. Digter og Oversætter,
f. 1798 i Riva di Trento, d. i Milano 27. Novbr
1885. I sin Ungdom stod han Digteren Monti
nær; siden levede han som Litterat i
Norditalien. Han var Medlem af det ital. Senat. M.’s
overordentlig flittige og virkningsfulde
Virksomhed som poetisk Oversætter begyndte 1818
med en Gengivelse af Gessner’s Idyller; saa
fulgte Slag i Slag, næsten lige til hans sidste
Leveaar, en Mængde Overs., især fra Tysk og
Engelsk: »Faust« og meget andet af Goethe,
Schiller’s Tragedier og Lyrik, Grillparzer’s
»Medea«, fl. Shakespeareske Dramaer, Milton’s
Paradise lost, det meste af Byron’s Værker,
Digte af Th. Moore m. m. Hans Overs. er
undertiden noget fri, men deres ital.
Versifikation er ypperlig. Som god Versifikator
fremtræder M. ogsaa i sine originale Digterværker,
hvoraf kan nævnes Dal Benaco (1854), Versi
editi ed inediti (2 Bd, 1858 ff.), Arte, affetti e
fantaste (2. Opl. 1864).
(E. G.). E. M-r.
Maffei [ma’f.æi], Giovanni Pietro
(Giampietro), ital. Historiker, f. i Bergamo
1536, d. i Tivoli 20. Oktbr 1603. Efter at have
studeret nogle Aar, navnlig i Rom, blev han
Prof. i Veltalenhed i Genua samt Republikkens
Sekretær; disse Stillinger beklædte han dog
kun i kort Tid, da han allerede 1565 i Rom
traadte ind i Jesuitterordenen og samtidig fik
en lgn. Professur i Pavens Hovedstad som den,
han havde haft i Genua. Kardinal Henrik af
Portugal indbød ham, 1572 til Lissabon for at
udarbejde et hist. Værk om de portugisiske
Erobringer i Ostindien. Der levede han da nogle
Aar, senere hen navnlig i Vatikanet, i Pavens
umiddelbare Nærhed. M.’s Historiæ Indicæ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
