Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - magister navis - magister officiorum - magister populi - magister sacri palatii - Magistral - Magistrat - Magistratsskovene - magistratus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
magister navis (lat.), Skibsfører.
magister officiorum (lat.) var i den senere
rom. Kejsertid (efter Konstantin den Store)
Benævnelsen paa en af Rigets øverste
Embedsmænd, en Slags Rigshofmester, der tillige
fungerede som Overhofmarskal. Han havde Tilsyn
med hele den kejserlige Hofstat, Livvagten,
Audiensvæsenet o. s. v. Underordnede under
ham var ogsaa Kancelliets forsk. Afdelinger.
H. H. R.
magister populi, se Diktator.
magister sacri palatii (lat.), Titel for en
høj Embedsmand ved det pavelige Hof, nærmest
svarende til Hofteolog. Embedets Oprettelse
skyldes selve Domingo, Dominikanerordenens
Stifter. Han opdagede nemlig, at Kardinalernes
og de øvrige Prælaters Tjenerskab drev Løjer
og Fjas, medens deres Herrer var indladte hos
Paven, og han foreslog derfor Honorius III at
sætte en gejstlig Mand til i Ventetiden at
undervise Tyendet i den hellige Skrift. Paven gik
ind paa Forslaget og overdrog Hvervet til
Domingo selv, som saaledes blev den første m.
Embedet blev desuden forbeholdt
Dominikanerordenen, og det besættes endnu stadig med en
Dominikaner. Bl. dets Bærere i Tidens Løb
kan vi nævne Thomas Aquinas (1262—68)
og Silvester Mazolinide Prierio
(1515—23), der er kendt fra sine Forhandlinger
med Luther. Men Embedet har for en Del
skiftet Karakter siden Domingo’s Dage. M. fører
nu Overopsynet med Prædikanterne i de
pavelige Kapeller, er Censor for de Bøger, som
udkommer i Rom (for saa vidt Pavehoffet har
noget dermed at gøre), og prøver al kirkelig
Litteratur, som forelægges Paven.
A. Th. J.
Magistral (lat.) er Betegnelsen for
Hovedkonstruktionslinien i et permanent
Befæstningsanlæg og var derfor tidligere i Alm.
Grænselinien imellem Brystværnet og Eskarpemuren;
nutildags maa Ildlinien, saavel i den
permanente Befæstning som i Feltbefæstningen,
betegnes som M.
Sch. P.
Magistrat. I den ældre danske Lovgivning
(f. Eks. Kbhvn’s Privilegier af 24. Juni 1661,
Frd. ang. Købstæderne af 28. Jan. 1682) var
Ordet M. Betegnelsen for Borgemester og Raad
(kgl. Raadmænd), som de stedlige Indehavere
af den alm. Myndighed i Købstadens
Anliggender. I de mindre Byer, hvor der ikke fandtes
særlig M., var Magistratsforretningerne henlagt
til Byfogden, og dette blev efterhaanden den
alm. Ordning, saaledes at der nu kun findes en
særlig, af Kongen udnævnt M. (kgl.
Borgemester) i Helsingør, Odense, Aalborg,
Randers, Aarhus og Esbjerg. I Henhold til L. Nr
112 af 1. Marts 1909 skal der ved indtrædende
Ledighed i disse Embeder træffes
Bestemmelse om deres eventuelle Nedlæggelse. M.’s
Deltagelse i Retsplejen bortfaldt efterhaanden —
Deltagelse i Skiftevæsen dog først ved
Retsplejeloven af 11. Apr. 1916 —, og ved
Købstadkommunalloven af 26. Maj 1868 blev Styrelsen
af de kommunale Anliggender henlagt til et
Byraad med en af Kongen udnævnt Borgemester
som Formand. Da Byfogderne i Henhold til
L. af 1. Juli 1870 var pligtige til at modtage
Beskikkelse som Borgemester
(Byraadsformænd) i den Købstad, i hvilken de var bosat,
var Borgemesteren vel fremdeles som Regel
Købstadens M., men
Magistratsforretningerne paahvilede Byfogden som saadan, idet
Beskikkelsen som Borgemester (Byraadsformand)
ikke vedkom Magistratsforretningerne, og
saadan Beskikkelse kunde gives en anden end
Byfogden. Ved L. af 1. Marts 1919 er en
væsentlig Del af de til Byfogderne henlagte
Magistratsforretninger overført til de i Henhold
til nævnte L. valgte Borgemestre, og der er
derhos aabnet Adgang til ved den kommunale
Vedtægt at bestemme, at der til Deltagelse i
Styrelsen af Kommunens Anliggender oprettes
en M., bestaaende af Borgemesteren som
Formand og mindst 2, højest 4 Medlemmer, der
benævnes Raadmænd, i hvilket Tilfælde de
paagældende Øvrighedsforretninger overgaar
til den kommunale M. Medens den nævnte i
Henhold til L. af 1. Marts 1919 oprettede M.
saaledes nærmest er et med særlig Myndighed
udrustet Byraadsudvalg, er M. i Kbhvn, hvor
Kommunalforfatningen beror paa et
Tokammersystem, et selvstændigt Led af den samlede
Kommunalbestyrelse. (Se tillige
Kjøbenhavn, »Kommunalforhold«).
W. O.
Magistratsskovene bruges undertiden som
Navn for det Skovdistrikt, der tilhører Kbhvn’s
Kommune og ligger VNV. f. Roskilde.
C. V. P.
magistratus (lat.) var i det antikke Rom
Betegnelsen saavel for Øvrighed i Alm. som
for den enkelte Øvrighedsperson. Opr.
fandtes kun een. m., Kongen; men ved
Kongedømmets Ophævelse (509 f. Kr.) deltes hans
Funktioner mellem to aarlig valgte Konsuler,
der som Medhjælpere fik Kvæstorer. Da
imidlertid i Beg. kun Patriciere kunde blive
Konsuler, fik Plebejerne 494 deres egne m.,
Almuetribunerne og de plebejiske Ædiler. 443 valgtes
første Gang Censorer, og da Konsulatet 366
ogsaa blev tilgængeligt for Plebejerne, valgte man
endvidere hvert Aar Prætorer og kuruliske
Ædiler. Af disse Embedsmænd var Censorer,
Konsuler, Prætorer og kuruliske Ædiler de
fornemste (»kuruliske«); de valgtes paa comitia
centuriata. Til de ordinære m. er endnu at
regne de folkevalgte Krigstribuner samt de
saakaldte m. minores, der besørgede mere
underordnede Forretninger; disse Embeder gav ikke
Adgang til Senatet. Ekstraordinære m. var
Diktator og magister equitum samt interrex og
præfectus urbi. Af rent forbigaaende Bet. var
Decemvirerne og Krigstribuner med konsularisk
Myndighed. De ordinære m. valgtes i
Republikkens Tid af Folket; Konsuler og Prætorer fik
efter Valget tildelt imperium, hvilket af
ekstraordinære m. ogsaa tilkom Diktator og magister
equitum. For at faa Adgang til en M. krævedes
der en bestemt Formue; tillige var der for hver
enkelt m. fastsat en Alder, som Kandidaten
skulde have opnaaet. Efterhaanden udvikledes
der bestemte Regler for den Rækkefølge, i
hvilken Embederne skulde beklædes, med
bestemt Aldersgrænse for hvert enkelt; men disse
Regler blev jævnlig overtraadte. Efter at have
været Kvæstor blev man enten Ædil ell. Tribun,
saa Prætor og Konsul og endelig Censor. Til
de højere Embeder fandt der hyppig Genvalg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
