- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
395

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnetisme

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Polerne, medens der slet ingen udgaar fra dens
Midterparti, Ligevægtsrummet. Hvor
Kraftlinierne ligger tættest, er Feltstyrken
størst.

Magnetisering, Hysterese.
Brækker man en Magnet over, faar begge Stumper
hver sin Nordpol og sin Sydpol; det har i det
hele taget vist sig umuligt at lave en Magnet,
som ikke havde begge Poler, hvor lille end
Magneten er. Dette har ført til Antagelsen
af, at de enkelte Molekyler ell. Molekylgrupper
i et Stykke Jern er smaa Magneter, der i et
umagnetisk Jernstykke ligger ganske uordnede.
Magnetisering af en Jernstang kommer
herefter til at bestaa i en mere ell. mindre
fuldstændig Ensretten af disse Smaamagneter.
Denne Ensretten kan foregaa ved Strygning med
Staalmagneter,
f. Eks. saaledes
som Fig. 2 viser.
Strygemagneterne sættes med
modsatte Poler
paa Stangens
Midte, trækkes
langs Stangen ud
til dens Ender,
løftes derpaa op, sættes tilbage paa
Midten, og Strøget gentages flere Gange. Denne
Maade at magnetisere paa, har ikke mere
synderlig Interesse, da man nu har saa
let Adgang til elektriske Strømme og ved
deres Hjælp i et Øjeblik kan frembringe
stærkere og mere regelmæssig Magnetisering end
paa nogen anden Maade. Jernstykket anbringes
da inden i en Rulle af isoleret Kobbertraad,
hvorigennem der sendes en elektrisk Strøm;
denne frembringer i Rullens Indre en
magnetisk Feltstyrke H, der, hvis Rullen er lang,
bestemmes ved H = 4/10 π ni, hvor n er
Antallet af Vindinger pr cm Længde af Rullen og
i er Strømstyrken i Ampère (se Solenoide).
Dette Felt vil søge at rette Smaamagneterne
ind (jfr Elektromagnetisme). Ved
Magnetiseringsintensiteten J
forstaas den Mængde M., der findes paa 1 cm2
af en Flade vinkelret paa
Magnetiseringsretningen, ell., hvad der er det samme, Momentet
af en Rumfangsenhed. Intensiteten afhænger
paa en ejendommelig Maade af den
magnetiserende Kraft H. Med voksende H vil J til at
begynde med vokse proportionalt med H,
derefter langt stærkere, for saa til sidst at nærme
sig til en vis Maksimalværdi,
Mætningsintensiteten (Fig. 3, Kurve OP); denne er for Jern
omkr. 1740 abs. Enheder; stærkere kan Jern
altsaa ikke magnetiseres, og en yderligere
Forøgelse af H ud over den til P svarende Værdi
nytter intet. Forholdet J/H kaldes
Susceptibiliteten eller
Magnetiseringskonstanten. Formindskes den magnetiserende
Kraft H fra den til P svarende Værdi, vil
Jernet ikke miste sin M. efter Kurven PO,
men derimod efter Kurven PRK, saaledes at
der for H=0 endnu er en vis Intensitet OR
tilbage i Jernet. Vendes Retningen af H, f. Eks.
ved, at Strømmen i den omtalte Traadrulle
vendes, vil J yderligere aftage for at blive O
for en vis Værdi af H, nemlig HK. Derpaa vil
Jernet med voksende H magnetiseres i modsat
Retning, faa en Nordpol, hvor der før kom en
Sydpol og omvendt, og nærme sig Mætning ved
Q, symmetrisk med P. Kurven QSLP viser
endelig Intensitetens Variation, naar H atter
aftager, bliver 0 ved S, vendes og vokser igen
i den opr. Retning. Dette Fænomen kaldes
Hysterese, og Kurven i Fig. 3 en
Hysteresekurve.

Remanens og Koercitivkraft. Ved
Hjælp af Hysteresekurven kan et Par Størrelser
defineres, som har den største Bet. ved M.’s
praktiske Anvendelse. OR repræsenterer den
Magnetiseringsintensitet, der bliver tilbage i Jernet
efter at den magnetiserende Kraft er blevet O;
den kaldes derfor Remanensen ell. den
remanente Magnetisering
. Uden
Remanens kunde permanente
Magneter
— d. v. s. Magneter, som beholder deres
magnetiske Egenskaber ogsaa efter at de er
ført ud af det magnetiserende Felt, altsaa
hvad man i Alm. blot kalder »Magneter« i
Modsætning f. Eks. til »Elektromagneter«, hvor M.
for største Delen forsvinder, naar Strømmen
afbrydes — overhovedet ikke eksistere, da
Magnetiseringen ellers vilde forsvinde samtidig
med den magnetiserende Kraft. Remanensens
Størrelse afhænger af den Intensitet, hvortil
Jernet overhovedet har været magnetiseret, og
den kan derfor antage alle Værdier mellem 0 og
den til forudgaaende Mætning svarende Værdi
OR. Størrelsen OK angiver den magnetiske
Kraft, der skal til for at gøre Jernet
fuldkommen umagnetisk, naar det har været
magnetiseret; den kaldes Koercitivkraften og
er et Maal for Jernets Evne til at holde paa
den M., det een Gang har faaet. Enhver
Magnet vil i Tidens Løb kunne risikere at komme
ind i fremmede magnetiske Felter, frembragte
af andre Magneter ell. af nærliggende elektriske
Strømme, og disse Felter vil da søge at ændre
Magnetens Styrke; jo større Koercitivkraften
for vedk. Jernsort er, desto mindre vil da
Forandringen blive. Ogsaa Koercitivkraftens

Fig. 2. Magnetisering ved<bStrygning.
Fig. 2. Magnetisering ved

Strygning.


Fig. 3.
Fig. 3.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:40 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/16/0415.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free