Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnetisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
meget tættere inde i Jernet end Kraftlinierne gør.
Alle Induktionslinier er lukkede Kurver. — Da
J varierer med H, maa ogsaa B gøre det, og
det paa ganske analog Maade; man faar
saaledes ogsaa her en Hysteresekurve, idet
den magnetiserende Kraft H afsættes som
Abscisse, og Induktionen B som Ordinat, cg
man har en remanent Induktion og en
Koercitivkraft. Forløbet af de to Kurver er ganske
analogt, bortset fra, at J—H-Kurven ender med
at blive parallel med Abscisseaksen, naar
Jernet er blevet mættet med M., medens B
selvfølgelig maa vokse med H, selv efter at J er
blevet konstant. — Middelværdien B er
indført, fordi det er den, som er bestemmende
for den elektromotoriske Kraft, som induceres
i en elektrisk Strømleder, naar den bevæges i
Forhold til et Magnetfelt (jfr Induktion).
Magnetiseringsarbejdet. Til at
magnetisere et Stykke Jern kræves et vist
Energiforbrug. Hvis Jernet gennemløber en hel
Magnetiseringscyklus, d. v. s. fra at være
magnetiseret i een Retning, bliver ommagnetiseret
til samme Intensitet i modsat Retning, og
derefter igen ommagnetiseret til den opr. Retning
og Intensitet, saa vil Energiforbruget for hver
cm3 Jern være lig Hysteresekurvens Areal,
naar denne er tegnet med J som Ordinat og H
som Abscisse; er ved Tegningen af Kurven J
og H maalte i absolutte Enheder, faas
Energiforbruget udtrykt i Erg. Da man ved alle
praktiske Anvendelser maa kræve en vis, ikke
for ringe Intensitet, bliver Arealet navnlig
bestemt ved Kurvens Bredde ell. ved
Koercitivkraften; det kræver derfor langt større
Arbejde at magnetisere haardt Staal end blødt
Jern.
Temperaturens Indflydelse.
Jernets Magnetiseringsintensitet J varierer paa en
ret indviklet Maade med Temperaturen. Ved
smaa Feltstyrker vil J først vokse svagt med
Temperaturen, men ved 6—700° vokse meget
stærkt, for saa pludselig ved 785° at blive
meget nær 0. Ved store Feltstyrker vil J altid
aflage med voksende Temp., først langsomt,
men derefter stærkere, og ogsaa her bliver
Jernet umagnetisk ved 785°. Denne Forsvinden
af Magnetiseringen hænger nøje sammen med
de krystallografiske Omlejringer, der sker i
Jernet ved denne Temp. (se
Jernkulstoflegeringer). Glødes en Magnet ved en
Temp. over 785°, vil den miste sin M.; efter
Afkølingen vil den stadig være umagnetisk,
men den vil saa kunne magnetiseres paa ny
paa sædvanlig Maade.
M.’s Virkninger. M. har mange andre
Virkninger end den at foraarsage en
Tiltrækning af Jern. Vigtigst af disse er, at der
induceres en elektromotorisk Kraft i en Strømleder,
naar denne bevæges i Forhold til et
Magnetfelt (se Induktion). Endvidere vil et
Magnetfelt i visse Stoffer, f. Eks. Svovlkulstof, dreje
Lysets Polarisationsplan (se Polarisation),
det vil opspalte Spektrallinier i flere
Komponenter (se Zeeman-Effekt), og det vil
forandre den elektriske Ledningsevne for visse
Stoffer, f. Eks. Vismut.
Anvendelser af M. M. har mangfoldige
og uhyre vigtige Anvendelser i det daglige Liv
og i den moderne Teknik. Naar permanente
Magneter anvendes, er det som Regel en
Nødvendighed, at Magneten beholder sin M. saa
konstant som muligt, upaavirket af ydre
magnetiske Felter, af Rystelser,
Temperaturforandringer o. l. Man maa derfor til permanente
Magneter bruge Staalsorter med stor
Koercitivkraft og tillige selvfølgelig med en ikke for lille
Remanens. Almindeligst anvendt er
Wolframstaal (Remy-Staal, Allward-Staal, Böhler-Staal)
med. 5—8 % Wolfram og 1/2—1 1/2 % Kulstof;
det har en Remanens paa godt 800 og en
Koercitivkraft paa 65—75 Gauss. Endvidere
bruges Kromstaal (2 % Krom,, 10 %
Molybdæn, 0,3 % Vanadium og 1/2 % Kul) med en
Remanens paa 830 og en Koercitivkraft paa 78
Gauss. Muligt vil i Fremtiden den nylig fundne
Slaalsort med 48 % Krom, 34 % Kobolt, 3,5
% Mangan og 1,1 % Kul faa stor Bet; med
samme Remanens som Wolframstaalet har den
nemlig den enorme Koercitivkraft paa 227
Gauss. Inden Benyttelsen maa disse
Staalsorter underkastes en meget omhyggelig
Behandling, den saakaldte kunstige Ælden og
Modnen, der bestaar i at de udsættes for
gentagne Opvarmninger og Afkølinger og en delvis
Afmagnetisering; herved forøges Stabiliteten
stærkt. Endvidere maa Staalet hærdes ved en
for hver Staalsort karakteristisk Temp., som
Regel beliggende omkr. 900°. — De permanente
Magneter gives mange forsk. Former, alt efter
den Anvendelse, der skal gøres af dem.
Almindeligst er Stangmagneten og
Hesteskomagneten. For at give den større
Bæreevne, forsyner man undertiden dens Poler
med Indfatninger af blødt Jern, den saakaldte
Armatur. Lgn. Armatur anvendes paa et
magnetisk Magasin (Lamellemagnet),
en Samling af flade, stærkt magnetiserede
Staalstænger, der lægges Side om Side, dog ikke
helt tæt sammen, med de ensartede Poler
samme Vej; Armaturen holder Stængerne
sammen. — Af særlige
Former maa nævnes den
astatiske
Dobbeltnaal (Fig. 5), der faas
ved at forbinde to
Magnetnaale fast med hinanden,
men saaledes, at deres
ensartede Poler vender
modsat Vej; Naalen
ophænges i en tynd Traad,
for Eksempel et
Silkespind. Er begge
Magneter lige stærke, har Jordmagnetismen
ingen Indflydelse paa Dobbeltnaalens Stilling;
denne paavirkes da yderst let af elektriske
Strømme, og Naalen finder derfor Anvendelse
i visse følsomme Galvanometre (s. d.). Naalen
kan ogsaa ophænges i to fine Traade, altsaa
bifilart. — Om permanente Magneters
Anvendelse i elektrisk
Maaleinstrumenter og elektriske Maskiner, se disse
Art. — Endvidere benyttes permanente
Magneter til Undersøgelse af Jordmagnetismen.
Deklinationsnaalen (Kompasnaalen) kan
di eje sig om en lodret Akse i en vandret Plan,
 |
| Fig. 5. Astatisk Dobbeltnaal. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
