Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnetisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den nederste Ende af enhver Jernkakkelovn er
en Nordpol, den øverste en Sydpol. En lodret
Stang af blødt Jern har en Nordpol forneden,
en Sydpol foroven; vender man den, skifter
Polerne. Kompasnaalens Deviation i
Jernskibe er en Følge af, at Skibet magnetiseres af
Jordmagnetismen. Man kender det
jordmagnetiske Felt paa et givet Sted, naar man kender
Kraftliniernes Retning og Feltets Styrke.
Retningen angives af en Magnetnaal, der kan dreje
sig frit om sit Tyngdepunkt, men man
foretrækker at foretage to Bestemmelser, nemlig af
Deklinationen (Misvisningen) og
Inklinationen (Hældningen). Den første bestemmes
ved Hjælp af Deklinationsnaalen, en
Magnetnaal, der kan dreje sig frit i et vandret Plan,
enten om en Staalspids ell. om en usnoet
Silketraad, der er fastgjort til dens Midte, saa den
svæver vandret. Et lodret Plan gennem denne
Naals magnetiske Akse, naar Naalen staar i sin
Hvilestilling, kaldes Stedets magnetiske
Meridian, og Vinkelen mellem denne
Meridian og Stedets geografiske Meridian er
Deklinationen. Den er i Danmark c. 8° vestlig, ɔ:
Magnetnaalens Nordende peger 8° V. f. N. Til
nøjagtig Bestemmelse af Deklinationen bruges
et Deklinatorium, der gerne indeholder
en Magnetnaal ophængt i eet ell. fl. Silkespind.
Paa Magnetnaalen er fastgjort et let Spejl, og en
Kikkert er opstillet saaledes, at man gennem
den i Spejlet ser Billedet af en Maalestok, der
er anbragt under Kikkerten. Selv yderst smaa
Forandringer i Deklinationens Værdi kan
herved opdages. Sætter man Apparatet i Stand til
selv at optegne Naalens Bevægelser, bliver det
til en Deklinograf. Dette kan ske ved, at
man lader en
Lysstraale træffe
Spejlet, der
sender Straalen hen
paa en Strimmel
lysfølsomt Papir,
som bevæges
jævnt af Sted i
sin egen
Længderetning af et
Urværk. Naar
Magnetnaalen svinger, flytter
Lyspletten paa
Papiret sig paa
tværs af Papirets
Bevægelsesretning, og herved
faar man paa
Papiret fotograferet en Kurve, der viser
Naalens Bevægelser. — Inklinationen er
den Vinkel, som Inklinationsnaalens
magnetiske Akse danner med Stedets
Horisontalplan. Inklinationsnaalen er en Magnetnaal
(se Fig. 9), der kan dreje sig om en vandret
Akse, der gaar gennem dens Tyngdepunkt og
indstilles vinkelret paa den magnetiske
Meridian, i hvilket Plan Naalen altsaa kommer til
at dreje sig. En inddelt lodret Kreds tillader
Aflæsning af Naalens Stilling. Redskabet kaldes
et Inklinatorium og kan omdannes til en
Inklinograf paa lgn. Maade, som
Deklinatoriet bliver til en Deklinograf. — Det
jordmagnetiske Felts Styrke ell. Intensitet
bestemmes lettest paa den Maade, at man
maaler Styrken i vandret Retning
(Horisontalintensiteten) og heraf og af Inklinationen
beregner hele Styrken
(Totalintensiteten). Alle de jordmagnetiske Størrelser
forandrer sig fra Sted til Sted. Man fremstiller
Tilstanden ved at tegne Kort, hvor alle de
Punkter, i hvilke den Størrelse, Kortet gælder,
har samme Værdi, er forbundne ved Linier.
Fig. 10 forestiller et Deklinations- ell.
Isogonkort, beregnet for Aaret 1885. Linierne med
samme Misvisning kaldes Isogoner; Linien
med Misvisningen Nul hedder Agonen; den
skiller Steder med vestlig Misvisning fra Steder
med østlig. Atlanterhavet, Vesteuropa og
Afrika har vestlig Misvisning, Asien og det stille
Hav østlig, dog med Undtagelse af en stor Plet
i Østasien, hvor Misvisningen er vestlig. Man
maa ikke Betragte Isogonkortet som et
anskueligt Billede af Jordens magnetiske Tilstand;
Isogorierne fremkommer jo derved, at man til
Genstand for Fremstillingen har valgt en
Vinkel (Deklinationen) mellem to Retninger, den
magnetiske og den geografiske S.—N.-Retning,
der intet bar med hinanden at gøre. Et mere
anskueligt Billede af Tilstanden giver et Kort,
der viser Magnetkraftlinier
(Duperrey’s Linier) og Isokliner. De første
angiver de Veje, man vilde komme til at følge,
om man bestandig rejste i den Retning, hvori
Kompasnaalen peger. Linierne svarer til
Jernfilspaanskurverne omkr. en Magnet. De løber
sammen i to Punkter, Jordens nordlige og
sydlige Magnetpol. Disse Punkter udmærker
sig tillige derved, at Inklinationsnaalen her
staar lodret. Isoklinerne forbinder Punkter
med samme Inklination; de danner Kredse
omkring de magnetiske Poler, omtrent
ligesom Breddecirklerne omkring de
geografiske, men som alle Forhold, der angaar
Jordmagnetismen, er Isoklinerne noget
uregelmæssige. Den Isoklin (Aklinen), hvor
Inklinationen er Nul, kaldes den
magnetiske Ækvator. Den ligger omtrent i
samme Afstand fra begge Magnetpolerne, S. f.
den geografiske Ækvator paa den vestlige
Halvkugle og N. f. den paa den østlige. Den
skærer den geografiske Ækvator omtr. paa
Gibraltar-Strædets og Berings-Strædets Meridianer.
Den nordlige Magnetpol blev funden 1831 af
James Roos; den antages at ligge paa Halvøen
Beothia Felix, paa c. 69° n. Br. og 96° v. L. f.
Grw., medens den sydlige Magnetpol maa ligge
omtr. S. f. Tasmanien paa 72° 50′ s. Br. og 156°
25′ ø. L. f. Grw. Polernes Beliggenhed er ikke
sikkert bestemt, da de ligger i meget
utilgængelige Egne. Isodynamer er Linier gennem
Steder, hvor Jordmagnetismen har samme
Styrke. Totalintensiteten er størst N. f.
Hudsons-Bugten, hvor den naar 0,70. Noget S. f.
Austral-Landet gaar den op til 0,69, og i
Mellemsibirien er der et tredje, svagere Maksimum
paa 0,60. Den mindste Værdi, 0,26, findes i
Atlanterhavet Ø. f. Sydamerika ved den sydlige
Vendekreds. Horisontalintensiteten
er Nul ved Magnetpolerne (Kompasset er altsaa
 |
| Fig. 9. Inklinatorium. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
