- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
408

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnus den Stærke - Magnus Eriksøn - Magnus Henriksøn - Magnus den Gode

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Magnus den Stærke, d. 1134, Søn af
Kong Niels, opkaldt efter sin Farfader, hvis
kirkelige Navn var M. Efter sin Moder, den sv.
Kongedatter Margrete (Fredkulla), arvede han
udstrakte Besiddelser i Sverige, fornemmelig
Vestergötland, og da den sv. Kongeæt uddøde
paa Mandssiden omtr. 1126, bestræbte han sig
for at opnaa den sv. Kongetrone; men under de
opløste Forhold i Sverige tog baade Østgöterne
og Sveerne sig egne Konger, og M. maatte nøjes
med Vestergötland. Hvad der især har
opbevaret M.’s Navn for Efterverdenen, er hans
Forhold til Erik Ejegod’s Søn Knud Lavard. Som
rimeligt var, gjorde M. sig Forhaabninger om
den danske Trone efter Faderens Død, og her
maatte han i Knud se sin værste Medbejler, der
ved sin ridderlige og vindende Personlighed
vistnok havde bedre Udsigter end han selv.
Knud’s Popularitet vakte da M.’s Misundelse,
og bag ved den personlige Modsætning stod
ogsaa en politisk, idet M. var den Mand, som de
Konservative, Tilhængerne af det gl
Bondekongedømme, saa hen til, medens Knud stod
som Repræsentant for de nyere Ideer om et
stærkt, paa Stormænd og Præstestand støttet,
mere moderne-europæisk Kongedømme. Saa
længe M.’s Moder levede, holdt hun det
ulmende Fjendskab i Ave, og det skyldtes utvivlsomt
hendes Indflydelse, at M. og Knud svor hinanden
Broderskab. Snart efter hendes Død brød
Hadet frem hos M.; men han vovede ikke at gaa
aabenlyst til Værks mod Knud og dannede da
en Sammensværgelse sammen med Henrik
Skatelaar og nogle Stormænd; det er sandsynligt,
at Henrik har været den egl. Sjæl i
Foretagendet, der gik ud paa at myrde Knud. Efter et
Par forgæves Forsøg paa at dræbe Knud, da
denne i Julen 1130 opholdt sig hos Kongen i
Roskilde, aftalte M. et hemmeligt Møde med
denne under Paaskud af at ville drage paa
Pilegrimsfærd og i Mellemtiden overdrage Knud
at varetage sine Sager. Da Knud drog ned til
en af sine Frænder i Ringsted-Egnen, fulgte M.
efter, egl. for at indebrænde Knud; men da de
kom derned, var Dagen allerede brudt frem;
M. sendte da Bud efter Knud om at komme til
det aftalte Møde, og da Knud med kun to
Mænds Ledsagelse, uden at ville nære Mistanke,
kom ud i Skoven til ham, overfaldt og dræbte
M. og hans Mænd ham (7. Jan. 1131).
Sjællændernes truende Holdning tvang M. til at gaa i
Landflygtighed, men han fik snart Faderen til
at kalde sig tilbage, og under de flg. Kampe
fremtræder han som Faderens Medkonge og
som den egl. Fører i Kampen mod Knud’s
Hævner Erik Emune. Den tyske Konge Lothar’s
Tog til Erik Emune’s Hjælp standsede han dels
ved en rask Besættelse af Danevirke, dels ved
at anerkende Lothar som Overherre; og bortset
fra Nederlaget ved Sejrø (1132) var han i det
hele heldig i sin Kamp mod Erik Emune, der
endog 1133 maatte flygte til Norge. Endnu
samme Vinter vendte Erik dog tilbage og sad
med Understøttelse af Ærkebiskop Asser i
Skaane; om Foraaret udbød M. Leding af det
øvrige Rige og drog med stor Overmagt til
Skaane, men medens hans Hær var i Færd med at
udskibe sig ved Fodevig, blev den overfalden
af Erik’s Rytteri, der anrettede et frygteligt
Nederlag; M. selv faldt (4. Juli 1134). Sorgen
hos M.’s Parti, der herved mistede sin eneste
betydelige Anfører, giver sig Luft i en samtidig
Krønike, der udbryder: »Ve hin Dag, da M.
dræbes, Danmarks Blomst knækkes, han, den
skønneste blandt de unge, kæk og kraftig, en
glad Giver, forstandig og en Elsker af
Fasthed«. Det er dog ikke denne Dom, der er gaaet
over i Historien; Valdemarernes
Historieskrivere lagde, som rimeligt var, Hovedvægten paa
Snigmordet paa Knud Lavard, hvilket
fordømmes i de stærkeste Udtryk. Trods det
skammelige i denne Gerning har M. dog næppe savnet
betydelige Føreregenskaber og en vis
Vennesælhed. (Litt.: H. Olrik, »Knud Lavard«).
J. O.

Magnus Eriksøn, Frillesøn af Kong Erik
Lam. M. kæmpede ved Sven Grade’s Side mod
Valdemar og toges til Fange i Sven’s sidste
Kamp. Derefter traadte han i Valdemar’s
Tjeneste og udmærkede sig som en rask og
dristig Kriger og Anfører paa adskillige Vendertog;
men han ophørte ikke at tragte efter Kronen
og indgik derfor med Ærkebiskop Eskil’s to
Dattersønner en Sammensværgelse mod
Kongens Liv. Anslaget blev opdaget i Tide, og M.
flygtede til Sachserhertugen Henrik Løve; men
denne ønskede ikke at beholde ham, da han
fik Sammenhængen at vide, og M. drog da mod
frit Lejde tilbage. Sagen ordnedes ved
Absalon’s Mellemkomst saaledes, at han skulde
falde paa Knæ og bede Kongen om Naade, og
denne skulde saa tilstaa ham den (1176). Ikke
desmindre fornyede han snart efter en
Forbindelse med de sammensvorne; men han blev
atter røbet og (1178) sat i Taarnet paa Søborg,
hvor han døde.
J. O.

Magnus Henriksøn, sv. Konge, d. 1161.
M. var Søn af den danske Kongesøn Henrik
Skatelaar og den sv. Kongedatter Ingerid.
Ligesom sin Navne M. Nielssøn havde han efter sin
Moder arvet betydelige Godser i det vestlige
Sverige, og da han paa mødrene Side
nedstammede fra det sv. Kongehus (Stenkil’s Æt),
stræbte han efter den sv. Trone. Efter Mordet
paa Kong Sverker (omtr. 1155), som M.
rimeligvis stod bag ved, fik han vistnok en Del af
Sverige i sin Magt; men Sveerne valgte Erik
Jedvarsøn til Konge. M. overfaldt denne 1160
og dræbte ham ved det nuv. Upsala; saaledes
havde han ligesom sin Fader og sin Navne M.
Nielssøn den Skæbne at dræbe en Mand, der
efter sin Død fik Ry som Folkehelgen. Allerede
n. A. var det dog forbi med M.’s Herredømme,
idet Sverker’s Søn Karl rejste Sveerne mod M.;
i en Kamp ved Örebro faldt M. (1161).
J. O.

Magnus den Gode, Konge i Norge
1035—47 og i Danmark 1042—47, Søn af Kong Olaf den
Hellige og Frillen Alvhild (Elfildis), f. 1024, d.
25. Oktbr 1047. Navnet M. (ɔ: den store) fik
han efter Overleveringen af Faderens Ven
Sigvat Skald, der holdt ham over Daaben; han
opkaldte Kejser Karl den Store ved at give ham
dennes lat. Tilnavn. Da Faderen maatte flygte
for Kong Knud den Mægtiges Overmagt, fulgte
hans fire Aar gl Søn ham til Gardarike og blev
her hos Kong Jaroslav, da Faderen drog tilbage

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:40 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/16/0428.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free