- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
410

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnus Erlingssøn - Magnus Lagaböter - Magnus Erikssøn

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Sverre, men sad jævnlig i Uheld. Endelig kom det
15. Juni 1184 til et afgørende Slag ved Fimreite
i Norefjorden i Sogn. Skønt M. her havde
Overmagten paa sin Side, blev han fuldstændig
slaaet, og han selv med de fornemste af sine
Mænd satte Livet til.
(O. A. Ø.). Edv. B.

Magnus Lagaböter, Konge i Norge
1263—80, Søn af Kong Haakon Haakonssøn den Gl.
og Dronning Margareta Skulesdatter, f. 1238,
d. 9. Maj 1280, fik Kongenavn 1257 og kronedes
1261. Sit Tilnavn (»Lovforbedreren«) fik Kong
M. af sine store Fortjenester af Landets
Lovgivning. Efter at Lovene for Borgarting,
Eidsivating og Gulating (se hver af disse) var
underkastede Revision, blev under Gennemsynet af
Frostatingsloven Arbejderne udstrakte til at
omfatte det hele Land, og Landsloven blev i
Aarene 1274—76 vedtagen i de fire
Lagdømmer. En Bylov, der samtidig (1276) var
udarbejdet for Bergen, blev dernæst indført i
Landets øvrige Byer. For Island var der
allerede 1271 udarbejdet en Lovbog, den saakaldte
»Járnsiða«; senere blev den afløst af »Jonsbók«
— kaldet saa efter Lagmanden Jon Einarssøn,
som 1281 fik den vedtagen paa Island —, en
Tillempning af den norske Landslov paa den
islandske Retsforfatning. For at forebygge
fremtidige Tronstridigheder indførtes i Landsloven
den Bestemmelse, at ingen Deling af Riget
herefter maatte finde Sted, hvorimod det skulde
gaa i Arv til Kongens ældste ægtefødte Søn.
M. holdt meget af Pragt, og ved hans Hird fik
mange udenlandske Skikke Indpas. Over for
Gejstligheden viste han en saa stor
Eftergivenhed, at der i Fremtiden maatte opstaa farlige
Forviklinger deraf. M. forstod dette meget
godt; men det lykkedes ham dog at afvende et
Brud, saa længe han levede. Han døde i
Bergen. I sit Ægteskab med den danske Prinsesse
Ingeborg, Erik Plovpenning’s Datter, havde han
Sønnerne Erik og Haakon, der begge blev
Konger efter ham. Af Sagaen om ham er bare et
Brudstykke bevaret.
(O. A. Ø.). Edv. B.

Magnus Erikssøn, kaldet Smek, Konge
i Norge 1319—55 og i Sverige 1319—71, f. 1316,
d. 1374, var Søn af den sv. Hertug Erik, Kong
Magnus Ladulås’ Søn, og den norske Prinsesse
Ingeborg, Kong Haakon V’s Datter. 3 Aar gl.
blev han ved Morfaderens Død (1319) Konge i
Norge, og senere paa Aaret valgtes han til
Sveriges Konge. I Beg. øvede hans Moder
Hertuginde Ingeborg megen Indflydelse paa
Rigernes Anliggender. Misfornøjede hermed sluttede
1322 de sv. Stormænd sig sammen og fratog
hende Styrelsen, som derefter blev overladt til
Raadet med Drosten Knut Jonson (Blå) i
Spidsen. Det flg. Aar fulgte Nordmændene
Eksemplet og indsatte Hr. Erling Vidkunnssøn til
Rigsforstander. Den 1319 trufne Overenskomst
mellem Rigerne gik nu over til at blive et
Forsvarsforbund. I Aaret 1332 blev Kong M.
myndig. Han var en velvillig og for sin Tid meget
oplyst Fyrste, men for karaktersvag til at magte
de vanskelige Forhold, han kom op i. Hans
Regering indlededes paa en lovende Maade.
Skaane og Blekinge, der af de kraftløse danske
Konger var pantsatte til de holstenske Grever,
gav sig under Sveriges Krone; men M. ansaa
det dog for sikrest at udløse Panthaverne med
en Sum af 34000 Mark Sølv. Hans Ejendomsret
blev dog ikke anerkendt af den danske Konge
Valdemar Atterdag. En Krig mellem Kongerne
afsluttedes 1343 ved Freden i Varberg, ved
hvilken Valdemar Atterdag afstod Skaane og
solgte Halland. I de paafølgende Fredsaar tog
Kong M. sig med Iver af Sveriges Lovgivning,
idet han udfærdigede en Rk. Bestemmelser,
som optoges i den omkr. 1350 udarbejdede Kong
Magnus Erikssøn’s Landslov, ligesom han
ogsaa med Omhu tog sig af Retsplejen. I Norge
blev der i hans Tid for første Gang forsøgt at
skille klart mellem Kongens og Rigets
Indtægter og Udgifter. Ved sine Landerhvervelser
var han imidlertid kommen i en vanskelig
Stilling, da Rigets Skatkammer var tomt allerede
ved hans Regeringstiltrædelse. Han nødtes til
at paalægge Skatter og at optage Laan og
bragte herved Landet i Afhængighed af
Laangiverne. Herved vaktes Misnøje, som øgedes ved
det Sløseri, hans Hofhold bar til Skue. Det kom
da gentagne Gange til Rivninger baade i
Sverige og i Norge, og da han forsømte Rigsstyret
i det sidstnævnte Land, maatte han finde sig i,
at Unionen opløstes. 1343 blev det nemlig
vedtaget, at hans yngre Søn Haakon skulde
overtage Regeringen i Norge, saa snart han blev
voksen, og Aaret efter valgtes den ældre Søn
Erik til Tronfølger i Sverige. I Norge førte han
foreløbig af Navn Formynderskabet; men i
Virkeligheden styredes Landet af Rigsraadet, til
Haakon VI 1355 som myndig overtog
Regeringen. I M.’s Regeringstid førtes et Par Krige
med Rusland. 1348 gik han med en Hær over
til Finland og havde i Beg. Held med sig. Men
Lykken vendte sig, og da Sverige 1350
hjemsøgtes af den sorte Død, indstilledes
Fjendtlighederne uden nogen Fredsslutning. Mod
Hanseaterne havde han kun været lidet velvillig
stemt, og under Krigen med Rusland og hans
Bestræbelser for at vinde Besiddelser i
Estland og Livland blev Forholdet yderligere
spændt. Som uefterrettelig Laantager kom han
paa samme Tid paa Kant med Pavestolen, og
ved sine Forsøg paa at indskrænke Adelens
Skattefriheder rejste han Modstand og Misnøje,
der førte til et Brud, da han ophøjede sin
Yndling Bengt Algotson til Hertug. Adelens
Uvilje mod ham fik litterært Udtryk i den
hellige Birgittas voldsomme Udskældning af baade
Kong M. og Dronningen; Tilnavnet Smek sigter
til den seksuelle Perversitet, hun — sikkert
uden Grund — beskyldte ham for. Under
Ledelse af Kongesønnen Erik foregik der 1356 en
Rejsning af Stormændene, som tvang Bengt til
at fly fra Landet og M. til at afstaa en stor Del
af Riget til sin Søn (1357). Uenigheden mellem
M. og Erik vedvarede i de flg. Aar, og den
førstnævnte søgte Hjælp hos den danske Konge
Valdemar Atterdag, der fik eventuel Ret til
Helsingborgs Slot og Skaane. Erik døde brat i Juni
1359, og M. blev igen Enekonge over det hele
Rige. Nu kom det til Krig med Valdemar
Atterdag, der ansaa sig for at være bedragen af
M., og herunder satte denne sig fast i
Helsingborgs Slot, erobrede Skaane og Øland og
plyndrede Visby. M. indgik et Forbund med

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:58:40 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/16/0430.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free