Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnus Erikssøn - Magnus den Hellige - Magnus Ladulås - Magnus, Eduard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hansestæderne, men kom herover i Uenighed
med sin Søn Kong Haakon, der endog fandt sig
beføjet til at fængsle ham (1361). Men efter at
Haakon i Febr 1362 var bleven formelig valgt
til Konge i Sverige, forligtes Fader og Søn og
skulde føre Regeringen i Fællesskab. Men da
Haakon brød den af Stormændene istandbragte
Forlovelse med Elisabeth af Holsten og ægtede
Valdemar Atterdag’s Datter Margrete, indkaldte
de 1363 Kong Magnus’ Søstersøn Hertug
Albrecht af Mecklenburg. Denne toges til Konge
over den største Del af Landet, og kun
Grænselandskaberne mod Norge — Vestergötland,
Vermland og Dal — forblev M. og Haakon tro.
Under Forsøget paa at genvinde det tabte
Herredømme blev de slagne paa Gata Skog (ved
Enköping), og M. toges til Fange. Han sad nu
fast til 1371, da han kom fri mod at betale en
svær Løsesum og give Afkald paa sine
Fordringer paa Sverige; dog beholdt han de nævnte
Grænselandskaber. Siden levede han i Norge,
hvor han synes at have været meget afholdt;
han druknede 1. Decbr 1374 paa
Bømmelfjorden. I sit 1335 indgaaede Ægteskab med
Blanche ell. Blanca af Namur havde han de to ovf.
nævnte Sønner, Kongerne Erik og Haakon.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Magnus den Hellige, Jarl paa Katanes
og Orkn-Øerne, var Søn af Orknø-Jarlen
Erlend, som Magnus Barfod afsatte. Selv blev
Jarlesønnen, der tidlig vandt Ry for Fromhed
og Askese, ansat som Skutelsvend ved Kongens
Hird, men rømte under selve Toget til
Vesterhavsøerne først til Skotland og siden til
England. Efter Kong Magnus’ Død blev han Jarl
over Katanes og forlenedes af Kong Eystein
Magnussøn med den Halvdel af Øerne, hans
Fader tidligere havde haft; hans Medstyrer var
hans Frænde Haakon Paalssøn, der efter
Legenden var lige saa stridbar og herskesyg, som
M. var mild og eftergivende. Onde Mennesker
satte Splid mellem de to Fætre, og for at
undgaa Ubehageligheder drog M. bort fra Øerne og
begav sig til England. Da han efter nogen Tids
Forløb kom tilbage, stod Haakon færdig til at
overfalde ham. Men fredelig sindede Mænd af
Jarlernes Omgivelser lagde sig imellem, og nu
blev der sluttet et Forlig, hvorefter Orkn-Øerne,
Hjaltland og Katanes skulde deles lige mellem
dem. Et Par Aar holdtes denne Overenskomst;
men om Foraaret 1115 var Forholdet igen
blevet saa tilspidset, at der paa begge Sider
samledes Krigere for at lade Sværdet afgøre
Striden. Fælles Venner fik igen berammet et Freds-
og Forligsmøde, der straks før Paaske skulde
holdes paa Egilsø. Men her blev M. svegen af
Haakon, der lod ham henrette (16. Apr. 1115).
Det varede ikke længe, før der opkom Rygte
om, at den dræbte Jarl var en hellig Mand, og
ved hans Grav i Kristkirken i Birgsa troedes
Underværker at finde St. 20 Aar senere (13.
Decbr 1135) blev han paa Foranstaltning af
Søstersønnen Ragnvald Jarl dømt hellig, og
hans Ben bisattes i et Skrin over Kirkens
Alter. Hans Mindedage, der højtideligholdtes baade
paa Orkn-Øerne, Island og i Norden for øvrigt,
var Dagen for hans Død og hans Ophøjelse.
Ogsaa paa de britiske Øer har han været
dyrket som Helgen.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Magnus Ladulås, sv. Konge, f. 1240, d.
18. Decbr 1290, var Søn af Birger Jarl og
Ingeborg, Kong Erik Knutsson’s Datter. M. førte i
Faderens Levetid Titlen Hertug og fik efter
hans Død Södermanland med Nyköping som Len.
Snart udbrød der Strid mellem M. (med hans
Broder Erik) og den ældste Broder, Kong
Valdemar. M. fik Hjælp af et Parti bl.
Stormændene og af Erik Klipping af Danmark og
besejrede Valdemar ved Hofva, S. f. Tiveden
(1275). M. blev nu Konge, men kom snart
i Strid med Erik Klipping, som da
begyndte at understøtte Valdemar. M. faldt
1276 ind i Skaane, men maatte gaa tilbage,
og Erik faldt da ind i Sverige. M. overlod
nu en stor Del af Riget — Øster- og
Vestergötland — til Valdemar, men allerede 1279
maatte denne atter forlade dette Omraade.
Under Resten af sin Regering stod M. i
venskabeligt Forhold til Erik Klipping, og dynastiske
Forbindelser blev indgaaede. M.’s Søn Birger
trolovedes med Erik’s Datter Margareta og M.’s
Datter Ingeborg med Erik Menved. 1278 udbrød
et farligt Stormandsoprør mod M.; 1280 blev M.
fuldstændig Herre over Bevægelsen. Iflg.
Rimkrøniken skal han ved List have faaet Lederne
i sin Magt. M. viste sig i alle Henseende som
en yderst kraftig og dygtig Hersker. Gotland,
som hidtil i Virkeligheden havde været saa godt
som uafhængigt af Sverige, formaaedes 1285 til
at give sig nærmere ind under Kongen, og M.
gjorde senere med Kraft sin Overhøjhed
gældende over Øen og dens vigtigste By, Visby.
1285 var M. Voldgiftsdommer i en Tvist mellem
Erik Præstehader i Norge og Hanseaterne.
Hvad ang. den indre Styrelse, da fremtraadte
der under M. i en vis Forstand ny Principper;
den kgl. Lovgivning faar mere bestemt Form,
og paa et Møde i Skeninge erklærede M., at
hvad han dømte i Sager, som krævede
Rettergang ell. Straf, skulde gælde, selv om det ikke
tidligere havde været Lov. Først og fremmest
gaar denne kgl. Lovgivning ud paa at bevare
de fredelige Tilstande i Riget, og dette
lykkedes ogsaa M. Hans Navn »Ladelaas« minder
herom. M. fremtræder overhovedet som den
mest fremragende Bærer af det stærke og paa
egen Magt støttede Kongedømmes Idé i
Sveriges Middelalder; betegnende er det, at han
over for dem, der gjorde Modstand mod
Kongen, paaberaaber sig lex julia majestatis. Et
vigtigt Skridt til Udviklingen af Adelsstanden
gjordes under M.’s Regering, da paa et Møde i
Alsno 1279 Skattefriheden forenedes med
Rostjenesten. M. er begravet i Ridderholmskirken
i Sthlm; han er den første sv. Konge, som er
bleven jordet der. M. var gift med Helvig,
Datter af Gerhard I af Holsten, formælet 11. Nov.
1276, d. mellem Marts 1324 og Febr 1326. M.’s
Børn var Birger, Konge i Sverige, Erik og
Valdemar, Hertuger, døde 1312, Ingeborg, gift
med Erik Menved i Danmark, d. 1319, Rikissa,
Abbedisse i Clara-Kloster i Sthlm, levede endnu
1347, og Erik, død spæd.
(A. S.). G. C.
Magnus [’magnos], Eduard, tysk Maler,
f. 7. Jan. 1799 i Berlin, d. 8. Aug. 1872 smst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
