Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magyarisk Sprog og Litteratur. - Mahabalipura - Mahabalischwar - Mahabharata
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Paa Dramaets Omraade efterfulgtes Kisfaludy
af Sziglegeti (1814—78), en overordentlig
frugtbar Forf., der skrev hist. Skuespil
(»Rákóczy’s Fangenskab«, »Tronprætendenten«) og
i sine Komedier og Folkeskuespil (»Desertøren«,
»Hestehyrden«) skabte en Rk. karakteristiske
magy. Typer af Folkets brede Lag. Ved Siden
af ham virkede Czakó (d. 1847), Nagy (d.
1856) og Teleki (d. 1861). Madách (d.
1864) skrev 1861 et mærkeligt filos. Læsedrama,
»Menneskets Tragedie«. Af nyere dram. Forf.
kan nævnes Csiky (d. 1891), Toldy (d. 1879),
Rákosi (f. 1842), Rerczik o. m. a.
Romanlitteraturen, der indlededes af
Dugonics, fandt ogsaa en Rk. Dyrkere, der udviklede
Prosaen til høj Fuldkommenhed. Det første
Navn er her Jósika (1794—1864), hvis
Produktion omfatter ikke mindre end 130 Bd
(»Bruden«, »Tschekkerne i Ungarn« o. s. v.). Hans
samtidige var Kemény (d. 1875) og Eötvös
(d. 1871), der skrev »Karteuseren«, »Ungarn i
Aaret 1514« og frem for alt »Landsbynotaren«,
Satire over retslige Overgreb (paa Dansk 1894).
Glimrende Skildringer af Folkelivet giver
Morits Jókai (f. 1825); et Udvalg af hans
talrige Romaner er overs. paa Dansk i 5 Bd af
Damkier (1874—75). Blandt de samtidige og
senere Romanforfattere og Novellister kan
nævnes Palffy (f. 1823), Szathmáry (f. 1834),
Kuthy (d. 1864), Ábranyi, Naturalist,
Balázs (d. 1887), Herczeg (»Oberstens
Datter«, paa Dansk 1896 ved Schumacher), Csiky
(»Nemesis«, paa Dansk 1893 ved Schumacher,
»Et Sisyfosarbejde«, paa Dansk 1894 ved
Schumacher), og navnlig Mikszáth (1849—1910),
der er Nutidens betydeligste magy. Novellist.
En noget senere Generation tilhører Ambrus,
Brády, Justh, Malonyay og Pekár,
der alle viser Paavirkning af fr. Litteratur. Det
kan her ogsaa nævnes, at der paa Dansk findes
to Samlinger af magy. Folkeeventyr: »Eventyr
og Sagn fra Ungarn« ved Nyegaard 1851 og
»Ungarske Folkeeventyr« ved Schumacher 1894.
Af videnskabelige Forf. i den nyere
Tid maa først nævnes en Rk. fremragende
Sprogforskere. Det magy. Sprog og dets
Slægtskabsforhold er undersøgt af Reguly (d. 1858),
Hunfalvy (d. 1891) og Budenz (d. 1892),
hvis Efterfølgere er Simonyi, bl. a. Forf. til
omfattende syntaktiske Undersøgelser over
Konjunktioner og Adverbier, Szinnyei,
Munkácsi o. fl. Endvidere maa nævnes Navne
som Vamhéry, fremragende Turkolog,
Thewrewk, Latinist, Goldziher, Semitolog. Den
magy. Litteraturhistorie er bearbejdet af
Toldy (d. 1875) og Beöthy. Teleki (d. 1855)
har skildret Hunyadiernes Historie i et stort,
ufuldendt Værk, fortsat af Csánki; Horváth
(d. 1878) har skrevet Ungarns Historie samt
talrige Monografier, Szalay (d. 1864) Ungarns
Historie til 1706. (Litt.: »Litterarische Berichte
aus Ungarn« [1877—80, fortsat fra 1881 som
»Ungarische Revue«]; Toldy, »Geschichte der
ungar. Dichtung« [1863]; Beöthy,
»Haandbog i den ung. Litteraturhistorie« [1884, magy.];
Schwicker, »Geschichte der ungarischen
Literatur« [1889]. En bekvem Oversigt gives af
Kont, La Hongrie littéraire et scientifique
[Paris 1896], ogsaa »Geschichte der ungarischen
Litteratur« [Leipzig 1906]. Jfr endvidere Riedl,
»Die ungarische Litteratur« i »Kultur der
Gegenwart« I, 9 [1908] og Oversigtsværket
»Ungarn« [Leipzig 1918]).
K. S.
Mahabalipura (Mahavellipur, Seven
Pagodas), Landsby i Distriktet Chingelpat i
Præsidentskabet Madras (12° 37′ n. Br., 80° 14′
ø. L. f. Grw.), berømt for sine, snarest
buddhistiske1e, Klippetempler, Huletempler,
Skulpturer og Relieffer, til Dels fortrinlige; meget er
ufærdigt ell. ødelagt. Jfr. »Indisk Kunst«. (Litt.:
J. Fergusson og J. Burgess, The Cave
Temples of India [London 1880]).
(S. S.). D. A.
Mahabalischwar [məha.bə£ei∫wa.ə]
(Mahableshwar), meget besøgt Sundhedsstation i
Forindien, Præsidentskabet Bombay, ligger
under 17° 57′ n. Br., 73° 40′ ø. L. i
Ghats-Bjergene (1384 m o. H.). Regnmængden er
overordentlig stor, 803,5 cm aarlig, hvorfor M. i Regntiden,
Juni—Oktbr, er forladt af Kurgæsterne.
M. V.
Mahābhārata (»Det store Digt om
Bharata’erne«), et Heltedigt paa Sanskrit paa ca.
200000 Verslinier, tilskrevet Vyāsa.
Hovedindholdet er Kampen om Tronen i Hāstinapura
mellem Pāṇḍu-Sønnerne (i Virkeligheden
Sønner af forsk. Guder) og deres Fættere
Dhṛitarāshṭra-Sønnerne. De sidste stræber af
Misundelse Pāṇḍu-Sønnerne efter Livet. Disse maa
skjule sig i Skovene, bliver alle fem gifte med
den skønne Draupadī, faar det halve Rige
og bosætter sig i Indraprastha (Delhi);
hvor den ældste af dem, Yudhishṭhira,
bliver Overkonge over en Mængde Vasaller. Den
ældste af Fættrene, Duryodhana, faar
arrangeret et Terningspil, hvor Yudhishṭhira ved
falsk Spil taber alt, til sidst ogsaa sine Brødre,
sig selv og Draupadi. De bliver dog frigivne
igen p. Gr. a. uhyggelige Varsler; men ved et
nyt Spil, som ligeledes tabes, paadrager de sig
12 Aars Landflygtighed i Skovene; i det 13.
skulde de leve i et beboet Land ukendt af alle;
hvis de blev genkendte, skulde de igen leve i
Skovene i 12 Aar. Det 13. Aar tilbringer de under
forsk. Forklædninger i Kong Virāṭa’s Tjeneste.
Derpaa træffer begge Partier store
Forberedelser til en afgørende Kamp (jfr Kṛishṇa).
Denne ender med, at alle Deltagerne falder
undtagen de 5 Pāṇḍu-Sønner og den gl
Dhriṭarashṭra samt Kṛishṇa og hans Vognstyrer.
Yudhishṭhira bliver Kejser i Hāstinapura og fejrer
et Hesteoffer. Dhṛitarāshṭra trækker sig
tilbage til Skoven og omkommer i en
Skovbrand. Pāṇḍu-Sønnerne bliver kede af Livet og
begiver sig paa Vej op til Himlen; kun
Yudhishṭhira naar levende derop og kommer levende
derind efter at have badet sig i den himmelske
Ganges, hvorved han blev befriet for sine
jordiske Skrøbeligheder. De andre omkom paa
Vejen og træffes af Yudhishṭhira i Himlen, dog
først efter at han var bleven stillet paa Prøve
ved et Syn: han saa sine Slægtninge i Helvede
og vilde nu ikke selv i Himlen; Fejltagelsen
blev dog straks opklaret. Arjuna, den 3. af
Pāṇḍu-Sønnerne (en Søn af Indra), havde
med Kṛishṇa’s Søster, Subhadrā en Søn
Abhimanyu, som var bleven gift med
Virāṭa’s Datter Uttarā, men faldt i Kampen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
