Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mahabharata - Mahadeva - Mahagonitræ - Mahan, Alfred Thayer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Parikshit, hans Søn med Uttarā, var
bleven dræbt i Moders Liv af et »himmelsk«
Vaaben, men kaldt til Live af Kṛishṇa. Denne
Parikshit blev nu Konge i Hāstinapura. Det flg.
danner en Indledning til Digtet: Parikshit blev
stukken ihjel af Slangen Takshaka, og ved
hans Søn Janamejaya’s Slangeoffer
foredroges M. første Gang. Anden Gang blev den
foredraget ved Çaunaka’s Offer, som er
Indledningssituationen til det hele. Harivaṃça kaldes
et »Tillæg« til M. Som senere tilføjede
Indledninger maa betragtes fl. Indholdsfortegnelser
og Genealogier i Beg. af Bogen, samt en
Redegørelse for, at Pāṅḍu-Sønnerne og deres
Tilhængere var Inkarnationer af Guder,
Dhṛitarāshṭṛa-Sønnerne og deres Tilhængere
Inkarnationer af Asura’er, og at disse to Partier var
bestemte til at udrydde hinanden for at lette
Jorden for Overbefolkning (se Kṛishṇa); det
synes at være en Almindeliggørelse af en
Mængde enkelte Tilknytningspunkter i de andre Dele
af Digtet. Foruden det anførte indeholder M.
en stor Del Episoder af sagnhistorisk Indhold,
som ikke vedkommer Hovedhandlingen;
endvidere en Mængde Afh. af moralsk, filos.
religiøst, geogr. o. s. v. Indhold, ogsaa Fabler, til
Dels i Form af Taler, saa at det svulmer op til
en meget uordentlig Encyklopædi over alt
muligt; særlig 12. og 13. Bog bestaar næsten ikke
af andet. Den er meget eventyrlig, fuld af
Gudesønner, Inkarnationer, vidunderlige Oprindelser,
himmelske Vaaben, Genfødelser,
overmenneskelige Bedrifter, Optræden af Guder og mange
andre Slags overmenneskelige Væsner. Ikke
desto mindre er der i de fortællende Partier
oftest virkelig digterisk Flugt og Følelse og gode
Karakteriseringer, og ogsaa de didaktiske
Partier læses meget ofte med Interesse. Den har
samlet det meste af, hvad der fandtes af
indiske Sagn, og de senere indiske
Litteraturværker har i det væsentlige øst af den. Den kalder
sig selv »en 5. Veda«, til bedste for Çudra’er og
Kvinder, og gælder endnu for en hellig Bog, og
er oversat i de vigtigste ny-indiske Sprog; ja
dens Hovedhelte dyrkes paa sine Steder som
Guder. Den foreligger i en nordlig og en sydlig
Recension, som afviger ikke ubetydelig fra
hinanden, navnlig i de enkelte Afdelingers Omfang
og Versenes Anordning, mindre i Indhold. At
den ikke er af een Forf., er haandgribeligt; det
er et Samlerværk, sammenføjet, i alt Fald for
de yngre Deles Vedkommende, væsentlig af
skriftlige Bidrag, og der gøres, til Forskel fra
lgn. litterære Problemer andet Steds, ikke
noget virkeligt Forsøg paa at frembringe
Indtrykket af en Enhed; de grelleste Modsigelser,
Gentagelser og uvedkommende Indskud har man,
oftest ganske uforandrede, ladet staa lige ved
Siden af hinanden, hyppigst indledede af
enkelte Vers, som Samleren selv synes at have
sat til. Stykkerne røber ogsaa paa anden
Maade ofte ret tydelig deres forsk. Alder og
Oprindelse: Kṛishṇa er snart Menneske, snart
Inkarnation af Vishṋu, snart den absolutte Gud;
snart er Çiva, snart Vishṋu (Kṛishṇa) den
sande Gud; Gudernes Liv paa Jorden kommer snart
i Stand ved, at de avler Sønner med jordiske
Kvinder, snart at de genfødes, snart at de lader
en Del af sig inkarnere (f. Eks. naar Kṛishṇa
og Balarāma er Inkarnationer af et Par af
Visnḍu’s Haar), endelig — hvad der synes at være
det yngste Stadium — ren og skær Inkarnation
(avatāra); af de 4 Livsstadier (se
Brahmanismen) medtager de formentlig ældste
Sagn kun de tre første (indtil Skovboerens ell.
Selvplagerens inklusive) og lader
Bestræbelserne gaa ud paa at komme i Himlen som Løn for
Bedrifter, Ofre, Spægelse, o. l., medens de
formentlige yngre lægger Hovedvægten paa det 4.
Livsstadium (»Forsagelsen«, at leve som
Tigger) og fremholder »Befrielsen« (moksha)
som det eneste, der er værd at stræbe efter,
o. s. v.; at forsone den Omstændighed, at
Draupadī er gift med 5 Mænd, med de gængse
Anskuelser viser sig at stille saa store Krav til
Digterens Opfindsomhed, at dette Sagn
nødvendig maa være nedamet fra en langt ældre Tid.
Det maa i det væsentlige have været færdigt i
de nærmeste Aarh. e. Kr.; thi allerede i 4. Aarh.
e. Kr. gjaldt det som Lovbog og havde i 6. Aarh.
væsentlig samme Omfang som nu, og allerede
fra 7. Aarh. lader den Skik sig eftervise, at M.
blev oplæst offentlig i Templerne, hvad der
gjaldt for fortjenstligt, og det samme bevidnes
i Indskrifter fra samme Tid fra Kambodja i
Bagindien. (Litt.: Lassen, »Indische
Alterthumskunde«; S. Sørensen, »Om M.’s
Stilling i den ind. Litt.« [Kbhvn 1883]; A.
Holtzmann, »Das M. und seine Teile« [Kiel
1892—95; med omhyggelige
Litteraturangivelser]; Dahlmann, »Das M. als Epos und
Rechtsbuch« [Berlin 1888]; G. Bühler og J.
Kirste, »Indian Studies«, Nr. II [Wien 1892;
i »Sitzungsber. d. Wien. Akad.«, Bd 127]; E. W.
Hopkins, The great Epic of India, its
Character and Origin [New York 1902]; H.
Jacobi, »M. Inhaltsangabe, Index und
Concordanz« [Bonn 1903]; en endnu mere
fuldstændig Real-Index blev udarbejdet af S.
Sørensen, Index to the Names of the M., Part
I—XI [udg. efter Forf.’s Død og nu næsten
fuldendt, Lond. 1904—23]; M. Winternitz,
»Geschichte der indischen Litt.«, Bd I, 2. [Leipzig
1908, meget udførlig litteraturhistorisk
Oversigt]. M. blev første Gang trykt i Calcutta
[I—IV, 1834—39, ogsaa indeholdende Teksten til
Harivaṃça], senere i Bombay [uden
Harivaṃça, men med Nilakaṇṭha’s Kommentar, 1862
ff. og derefter i fl. Opl.]; den sydind.
Recension foreligger nu, trykt i Bombay I—XVIII
[1906—10]. Arbejdet paa den store kritiske
europ. Udgave, som de forenede Akademier i
1905 besluttede at foranstalte, er foreløbig
standset, en Opgave, som nu de ind. Lærde har
optaget. Overs. af H. Fauche [Paris
1863—70, kun de første 8 Bøger], Protap
Chandra Roy [Calcutta 1883—96] og M. N. Dutt
[Calcutta 1895—1905]; P. Deussen, »Vier
philosophische Texte des M.« [Leipzig 1906]).
(S. S.). D. A.
Mahadeva (»den store Gud«), se Çiva.
Mahagonitræ, se Mahogni.
Mahan [mə’hän], Alfred Thayer, amer.
Søofficer og Søkrigshistoriker, f. i New York
27. Septbr 1840, blev 1859 Officer, 1885 Kaptajn
(Kommandør), men trak sig 1896 tilbage fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
