- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
472

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Malerkunsten

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Denne v. Eyck’ske Teknik gav derhos
Malerierne en Holdbarhed, saa de den Dag i Dag
kan se ud, som de var malte i Gaar. Fra
Flandern udbredtes denne Teknik efterhaanden til
Nabolandene Holland, Frankrig og Tyskland,
ogsaa til Spanien og Syditalien, hvorfra den
1475 ved Antonello da Messina bragtes til
Venedig. Her fik denne Teknik i de flg. Aartier
en Omdannelse, hvorom der ikke haves nogen
Beretning; men en Kendsgerning er det, at
Oliefarven i Venedig, i alt Fald fra ca. 1500, er
løsgjort fra al Forbindelse med Tempera ell.
lgn., og at den anvendes ren; ligesom det her
blev alm. at male paa Lærred. Dette gør omkr.
1490 baade Carpaccio og Brødrene Bellini. Fra
Venedig bringer Rubens i Beg. af 17. Aarh.
denne Teknik til Belgien og Holland, og derfra
breder den sig over hele Europa, hvor den
hersker endnu trods spredte Forsøg i nyere
Tid paa at genoptage Temperateknikken. Fresko
bruges nu til Dags ret sjældent. Den v. Eyck’ske
Teknik trængtes til Side af den nye og blev
snart helt glemt. Den moderne Oliefarve
tillader en fuldkommen fri Penselføring, men
sættes den for tykt paa, kan den sprække ell.
mørkne; den behøver et Overtræk af Fernis
for ikke at blive mat (slaa ind), men faar
derved en glansfuld Flade, som volder, at den ikke
godt kan ses uden med selve Lysretningen.

Det maleriske bestaar af Modspillet dels
mellem de forsk. Farver, dels mellem de forsk.
Grader af lyst og mørkt.

M. er vel saa gl som menneskelig Kultur
overhovedet, ubetinget langt ældre end f. Eks.
Skrivekunsten. Selv hos de mest primitive Folk
finder man Rudimenter dertil. Blandt de ældste
Malerier — ell. Tegninger — kan nævnes den
mærkelige Hulekunst fra den saakaldte
Madeleinetid, med dens livfulde Dyrebilleder. Hos
de egl. Kulturfolk finder man fra den ældste
Tid hos Ægyptere og Babyloniere Malerier som
Omridstegninger udfyldt med unuancerede
»hele« Farver. Saaledes var det ogsaa i
Grækenlands ældre Periode, i det mindste til Aar
500 f. Kr. I det 5. Aarh. begynder man at
arbejde med Lys og Skygger og naar i
Aarhundredernes Løb til en virkelig Rumfremstilling
med et Slags tilnærmelsesvis Perspektiv.
Nærmere udtale sig om denne Udvikling kan man
ikke, da dens Frembringelser alle er gaaede
til Grunde. Kun en Afglans deraf har man i
Vasebillederne, som væsentlig er
Omridstegninger, og fra en senere Tid i Vægbillederne
fra Herculanum og Pompeji. Dog viser disse
os kun en Provinskunst, der sikkert har staaet
langt tilbage for det ypperste, som Oldtidens
Malerkunst kunde yde.

Den græske M.’s Hist. begynder med Sagn
— om Kleanthes, der tegnede de første
fuldstændige Omrids af Menneskefigurer, om
Ekfantes, der tidligere end nogen anden fyldte
Omridsene med en enkelt Farve, om Eumaos,
der først antydede Forskellen mellem Mand og
Kvinde ved at gøre Forskel paa deres
Hudfarve o. s. v. Først i det 5. Aarh. f. Kr. hører
man af de skrevne Kilder noget nærmere om,
hvilke de mest ansete Mestre var i gr. M.
Saaledes arbejdede Polygnotos ved Midten af 5.
Aarh. i Athen og i Delfi; hans Hovedværk i
Athen var Kampscenerne i »Stoa poikile«; i
Delfi malede han i den saakaldte »Lesche«
Billeder over Emner fra de homeriske Digte.
Apollodoros nævnes som Grundlægger af
Perspektivens Teori samt som den første Mester i
Fordelingen af Lys og Skygge (»Skiagraphia«).
Sin egl. Blomstring fik den gr. M. efter den
peloponnesiske Krig i den ioniske Skole, hvor
man synes at have lært at nuancere Farverne
mere i Toner og at være kommen ind paa en
mere naturalistisk detailleret Malemaade.
Hovedmestrene var her Zeuxis og Parrhasios, af
hvilke den førstnævnte især prises for sine
Kvindeskikkelsers Ynde, medens Parrhasios
navnlig vandt Ry ved den Kraft, hvormed han
gav de menneskelige Lidenskaber Udtryk, og
ved bevidst og sikker Gennemførelse af en af
ham selv konstrueret Proportionslære. Som
Skønhedens ypperste Fortolker nævnes
Alexander den Stores Maler Apelles, navnkundig især
ved sine Billeder af Kongen og for sine
Gudebilleder, bl. hvilke en Afrodite Anadyomene især
vandt Berømmelse. Malerne af ioniske Skole og
Apelles, der stod denne nær, malede fortrinsvis
Staffelibilleder (Eukaustik), medens Polygnotos
og de andre ældre Mestre dyrkede det
monumentale Vægmaleri al fresco. Filoxenos’
Hovedværk var et pragtfuldt Billede af en Kamp
mellem Dareios og Alexandros; muligvis efter
dette er den berømte pompejanske Mosaik
udført. En Anelse om, hvad gr. Portrætmalere i en
senere Tid formaaede, giver de bedste af de
mange paa Trætavler med Voksfarve malede
Portrætter, som i den senere Tid er fundne i
ægypt. Grave (Fajûm), og hvoraf Prøver haves
i Antiksamlingen og Glyptoteket i Kbhvn.

Den romerske ell. i det hele den
olditalienske M. er væsentlig en Genklang af den
gr., til Dels Kopier efter dennes
Frembringelser. Selvstændigst udvikler sig
Dekorationsmaleriet, hvorpaa der i Titus-Badene i Rom er
fundet Prøver, der allerede i 16. Aarh. studeredes
ivrig og blev af stor Bet. for Udviklingen af
den nyere ornamentale Kunst (Rafael’s
Loggier, de saakaldte Grottesker, saaledes
benævnedes efter de i »Grotter« fundne
Oldtidsdekorationer). Mellem Ruinerne paa
Esquiliner-Bjerget har man fundet Landskaber med Staffage
efter Motiver fra Odysseen; i det vatikanske
Bibliotek bevares »Det aldobrandinske Bryllup«.
Størst Udbytte har dog Undersøgelserne i
Herculanum og Pompeji givet. Mange af Husene
er der rigt smykkede med Freskobilleder, dels
Kompositioner fra Mytologien ell.
Sagnverdenen, dels landskabelige og arkitektoniske
Fremstillinger ell. ornamentale Arbejder. Væggenes
Grundfarve er ofte rød; Billederne er malede
paa Stuk med livlige Farver; hver Væg har
gerne en større Komposition, indfattet i
ornamentale Lister. Udførelsen er ofte rent
haandværksmæssig, men ofte ogsaa sikker og elegant,
gennemgaaende flygtig og øjensynlig anlagt paa
væsentlig dekorativ Virkning. Mange af
Kompositionerne viser hen paa Forbilleder af meget
høj Rang.

Oldkristelig Kunst. Medens Oldtidens
Kunst gik mod Forfald og Undergang begyndte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:58:40 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/16/0492.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free