Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mandatum (Hverv, Fuldmagt) - Mandau - Manddrab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forretningsejeren og Skibsrederen kunde blive
direkte forpligtede ved de henh. af
Forretningsbestyreren (institor) og Skipperen
(magister navis) indgaaede Retshandler; ligesom
ogsaa de af Formynderen (tutor) som saadan
indgaaede Forpligtelser kunde gøres gældende
mod den Umyndige. Som særlige Arter af M.
kan i øvrigt nævnes M. in rem suam ell. en
Bemyndigelse til at oppebære Mandanten
tilkommende Ydelser, saaledes at Mandataren
selv skal beholde dem, og M. qualificatum ɔ:
Anmodningen til en Person om at udlaane
Penge til Trediemand ell. at give ham Kredit,
hvorved Anmoderen bliver Kautionist for
Laanet. Endelig kunde M. ogsaa betyde en
Befaling, jfr M. principis. Kejserens Befaling,
smlg. ad mandatum.
K. B.
Mandau, Navnet paa Dajakernes Sværd.
Den lige, vel smedede Klinge er sleben konveks
paa den ene, konkav paa den anden Side.
Haandtaget, der er fæstet til Klingen med
Guttaperka, er af Ben, prydet med Duske af
Menneskehaar.
C. H.
Manddrab er retsstridig og tilregnelig
Foraarsagelse af et andet Menneskes Død. Medens
M. i de ældste danske Love var Genstand for
privat Paatale og uden Hensyn til
Tilregnelighedsgrad stedse kunde afgøres ved Mandebod,
paalægger allerede Christian V’s D. L.
Øvrigheden at gennemføre Sagen, hvis den Dræbtes
nærmeste Arvinger forsømmer det, og forbyder
Overenskomst om Mandebod saavel som anden
Forligelse mellem Drabsmanden og den Dræbtes
Arvinger, før Dom er falden. I subjektiv
Henseende sondres derhos mellem uagtsomt M.,
hvor Straffen endnu er Mandebod,
forsætligt M., hvor »Liv for Liv maa bødes«, samt
Mord ɔ: overlagt M., hvor i visse Tilfælde
kvalificeret Livsstraf er hjemlet. Denne
Tredeling genfindes i næsten alle civiliserede Staters
Love. Efter dansk Strl. af 1866 straffes
uagtsomt M. med Fængsel, ikke under 14 Dages
simpelt Fængsel, Bøde ikke under 40 Kr, eller
under særdeles skærpende Omstændigheder
Forbedringshusarbejde indtil 2 Aar. Forsætligt
M. straffes med Tugthusarbejde fra 8 Aar indtil
paa Livstid, under skærpende Omstændigheder
med Livsstraf. For overlagt M. er Straffen
Livsstraf (se nærmere under Mord).
Kvalificeret er M. paa Slægtninge i opstigende Linie
ell. Ægtefælle, med hvem Manddraberen lever
i Samliv (Livsstraf, selv om Overlæg ikke har
foreligget; dog kan Straffen under formildende
Omstændigheder gaa ned til Tugthusarbejde i
8 Aar). Mildere Straf finder Anvendelse, naar
M. er sket i en ved Mishandling ell. grov
Fornærmelse mod den Skyldige ell. hans Nærmeste
af den Dræbte fremkaldt oprørt Sindsstemning
(Minimum Fængsel i 1 Aar, ved Drab af
Slægtninge i opstigende Linie og Ægtefælle
Strafarbejde i 2 Aar), naar en Moder forsætlig
dræber sit uægte Barn under ell. straks efter
Fødslen (Minimum Strafarbejde i 2 Aar, se
nærmere Barnemord), naar en Person
dræber en anden efter dennes bestemte
Begæring (Minimum simpelt Fængsel i 3 Maaneder),
samt naar M. foreligger i Skikkelse af Hjælp
til Selvmord (Fængsel). Strafbart M. medfører
dernæst Pligt til at give den Dræbtes Ægtefælle
ell. Børn Erstatning for Tabet af deres
Forsørger enten med en bestemt Sum een Gang
for alle ell. med et fortløbende
Underholdningsbidrag for et vist Tidsrum.
A. Gl.
M. (retshist). M. hørte efter den gl.
germanske Ret til de Forbrydelser, der alene
betragtedes som vedrørende de paagældende Slægter, og
mod hvilke Samfundet kun reagerede ved at
unddrage den for Forbrydelsen ansvarlige Slægt
den sædvanlige Retsbeskyttelse over for den
krænkede Slægt (se Fredløshed, S. 888).
Den regelmæssige Følge af M. var derfor
Blodhævn fra den dræbtes Slægts Side, hvilken ikke
medførte noget Ansvar, og det beroede ganske
paa Frændernes Forgodtbefindende, om de i
St f. vilde modtage Mandebod; at de afviste et
Tilbud herom, bragte navnlig ikke et
efterfølgende Hævndrab ind under en strengere
Bedømmelse end ellers. Derimod havde de et
Krav paa Bod, naar de foretrak denne for
Hævn, og vilde Drabsmanden og hans Slægt
ikke udrede Bod, blev Følgen egl. Fredløshed,
d. v. s. fuldstændig Udstødelse af Samfundet og
Unddragelse af Retsbeskyttelsen over for alle.
Ved Anvendelsen af de nævnte Regler gjorde
det ingen Forskel, hvilken af den dræbtes
Frænder der udøvede Hævnen, og denne kunde
omvendt rettes ikke blot mod Drabsmanden, men
ogsaa mod hans Frænder. Ofte søgte man netop
at ramme en anden end selve Gerningsmanden,
fordi vedk. var en bedre Mand, saa at Drab af
ham gav større Oprejsning. At Hævndrab
rettet mod en Frænde fra først af, i hvert Fald
inden for en vis Grænse, var lige saa straffrit
som Drab af selve Gerningsmanden, kan ikke
være tvivlsomt og fremgaar ogsaa af, at
Frænderne i et vist Omfang var direkte ansvarlige
for Mandboden, saa at de i Mangel af Betaling
af den kunde gøres fredløse ligesom selve
Drabsmanden.
Paa den Tid, fra hvilken de danske
Landskabslove stammer, var de nævnte Regler
allerede paa væsentlige Punkter ændrede. Selv
efter de ældste Bestemmelser er Hævndrab kun
rent undtagelsesvis straffrit. I Alm. skulde der
bødes derfor som for andet Drab, og
Lovgivningen kunde saaledes ikke længere siges at
sanktionere Blodhævnen, men paa den anden
Side gjorde den endnu ikke noget særligt for
at bekæmpe den, f. Eks. ved at øve Tvang mod
den dræbtes Slægt for at faa den til at gaa
paa Forlig med Drabsmanden og hans Slægt,
naar de gjorde Tilbud om Bod, Hævndrab
begaaet efter saadant Tilbud straffedes stadig
ikke strengere end andet Hævndrab. At Drab
dog ikke længere var en Sag, der alene
vedrørte de paagældende Slægter, fremgaar af, at
der foruden til den dræbtes Slægt ogsaa skulde
bødes derfor til Kongen, dog kun tre Mark, og
kun naar Drabet ikke var Vaadesdrab.
Netop i Valdemarstiden, fra hvilken
Landskabslovene stammer, skete der imidlertid en
Svingning i Statsmagtens Holdning over for
M., idet den efter kirkelig Tilskyndelse
begyndte at virke for en Begrænsning af
Blodhævnen. Man forsøgte i dette Øjemed fl.
Ordninger, som dog tildels atter blev opgivne. En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
