- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
524

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mandragora - Mandril - Mandrin - Mandrit - Mandsar - Mandshuriet - Mandskab - Mandskab (Søv.) - Mandslem - Mandslod - Mandssiden - Mandstro - Mandstugt

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

de paa forsk. Maade. Naar der i det gl. Test.
(1. Mosebog 30, 14—16 og Højsangen 7, 13)
omtales en Plante ved Navn Dudaim, der paa
begge de citerede Steder benyttes som
kærlighedsvækkende Middel, menes den at være
identisk med Alrune. I Odysseen X, 274—307, hvor
Odysseus besøger Circe, modtager han af
Hermes en Alrunerod (μώλυ), som frelser ham og
hans Kammerater fra Undergang. Fl. gr. og lat.
Forf. har omtalt Alruneroden og beskrevet
Følgerne af Nydelsen deraf.
A. M.

Mandril, se Bavianer.

Mandrin, i Kirurgien en Metaltraad af
nogenledes anselig Stivhed, som anvendes til at
indføre i bløde Katetre for at give dem en
bestemt Form..
(E. A. T.). V. Sch.

Mandrit (af det gr. Ord »Mandra«, et
Indelukke, et Kloster), en Munk, deraf
Archimandrit.

Mandsar [’mändsa.ə], Mandesaur,
Mundesore, By i det mellemste Forindien, brit.
Vasalstat Gwalior, har 20000 Indb., overvejende
Hinduer. Her afsluttedes 1878 en Traktat
mellem Holkar og den ostindiske Regering,
hvorved den fjerde Maharatkrig endtes.
M. V.

Mandshuriet, d. s. s. Mantshuriet.

Mandskab, se Mand.

Mandskab (Søv.), d. s. s. Besætning.

Mandslem, se Kønsorganer.

Mandslod. Efter D. og N. L. 5—2—29 tog
Mandsperson dobbelt Lod mod en Kvindeperson
i alle Arve. Men efter den danske Arvelov 21.
Maj 1845 § 12 og D. L. af 29. Decbr 1857 samt
den norske Arvelovs § 8 er der nu ikke længere
Forskel mellem M. og Kvindelod, se Arvelod.
K. B.

Mandssiden, ogsaa kaldet Sværdsiden,
betegner hele det mandlige Afkom af en Mand
gennem hans mandlige Descendenter i
Modsætning til Kvindesidem ell. Spindesiden, som
betegner de kvindelige Descendenter og hele
Afkommet gennem disse, saavel det mandlige som
det kvindelige. Smlg. agnatio og
agnlatisk Succession.
K. B.

Mandstro, se Eryngium.

Mandstugt som milit. Begreb bruges dels
ensbetydende med milit. Disciplin — om den
for Hærens Handlekraft nødvendige Orden og
Lydighed ved de milit. Tjenestepligters
Opfyldelse, dels — i særlig Bet. — om Soldatens
sømmelige Optræden udenfor Tjenesten,
navnlig under Indrykning paa fjendtligt
Landomraade. I Kraft af selve Mandstugtens Formaal,
af de Tusinders døde Masse at skabe en Hær,
vil det psykologiske Grundlag for den milit.
Disciplin, Befalingsmyndighedens Autoritet og
de Undergivnes Subordination, i det væsentlige
altid være det samme. Opfattelsen af den milit.
Disciplins Krav og af Midlerne til dens
Haandhævelse vil derimod skifte med de vekslende
Tider. Den vil være bestemt ved den Maade,
hvorpaa Krigsmagten tilvejebringes, ved
Hvervning ell. ved Udskrivning, ved Krigskunstens
Udvikling og ved det enkelte Folks nationale
Ejendommeligheder. I de gl. internationalt
hvervede Hære var Opfattelsen af Krav og
Midler først og fremmest bestemt ved
Mandskabets moralske og som Regel ogsaa
intellektuelt yderst ringe Kvalitet. Der var her
overhovedet intet Grundlag for nogen moralsk
Opdragelse til Pligternes Opfyldelse. Disciplinen
maatte udelukkende skabes gennem Frygten for
Straf. »Der Soldat musse sich vor dem Stocke
mehr als vor feindlichen Kugeln fürchten« blev
det klassiske Udtryk for den herskende
Disciplinopfattelse. Hvad der dernæst prægede det
gl. Disciplinbegreb, var de stærkt grasserende
Desertioner. Desertionerne var i 18. Aarh.
overalt i Europa Hærvæsenets Svøbe. De var saa
at sige en simpel Følge af selve Hærordningen
og Tjenestevilkaarene. Desertionens
Bekæmpelse blev derfor en af de alvorligste Opgaver
for Datidens Militære. Og denne Kamp satte sit
Præg ikke blot paa de enkelte Forordninger og
Befalinger, der direkte tilsigtede Desertionens
Forebyggelse. Ligesom selve Taktikken og til
Dels hele Krigsførelsens Grundprincipper
væsentlig blev omformede under Indflydelse af
Desertionernes Mængde, saaledes blev ogsaa
selve Disciplinopfattelsen præget af
Befalingsmyndighedens Bestræbelser for at hindre
Desertionerne. Den milit. Disciplin opfattedes som
krævende et ubegrænset Herredømme over de
Undergivne. Kun ved ligesom at berøve hver
enkelt Soldat i hvert enkelt af hans Livsforhold
og i enhver Time paa Dagen hans personlige
Frihed og hans Selvbestemmelsesret var det
muligt saa nogenlunde at holde sammen paa
de Elementer, hvoraf Hæren bestod, og forene
dem til et brugbart organisk Hele. Selv i det
daglige Livs mest private Anliggender stod
Soldaten sine Foresatte til Regnskab for al sin
Færd og alle sine Handlinger. Og
Subordinationspligten var ubetinget. Var den
Overordnedes Befaling end aldrig saa vilkaarlig,
Soldaten havde blindt at adlyde. At Soldatens fra
gl Tid anerkendte Klageret under disse Forhold
blev ganske illusorisk, siger sig selv. Allerede
selve Klagens Fremførelse var jo en Krænkelse
af den skyldige Subordination. Og
Subordinationspligten haandhævedes med den yderste
Strenghed. Medens Krigsfolket kunde begaa selv
de alvorligste Overgreb mod den borgerlige
Orden og Sikkerhed, uden at de milit.
Myndigheder i den Anledning foretog sig noget,
opsporedes enhver Subordinationsforseelse, selv
den ubetydeligste, og straffedes med
eksemplarisk Strenghed. Endelig lagdes der i Tjenesten
saa godt som udelukkende Vægt paa det ydre
og uvæsentlige. Og dette tomme Pedanteri i
Uddannelsen maatte nødvendigvis blive af
afgørende Indflydelse paa den Behandling, der til
daglig blev den menige Mand til Del, og
derigennem bestemmende for den
Disciplinopfattelse, der dannede sig bl. de højere
Befalingsmænd. Den menige Soldat betragtedes derfor —
og betragtede ogsaa snart sig selv — blot som
et Værktøj i den Kommanderendes Haand. At
Soldaten kun var at anse for en Machine, var
hos Frederik den Store en staaende Udtalelse.
Disciplinens Haandhævelse var i vid
Udstrækning overladt til Befalingsmændenes eget
Forgodtbefindende. Stokkeslag og Spidsrodsløben
var de alm. anvendte Disciplinarmidler. Efter
et preuss. Tjenestereglement kunde en
Regimentschef — ligesom Godsherren — for endog

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:58:40 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/16/0544.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free