- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
563

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mantz, Paul - Mantzius, Kristian Andreas Leopold og Karl

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Holbein (1879), François Boucher (1880),
Histoire et description de l’église
Sainte-Marguerite
(1884) og Salon de 1889 (1889), samt
en lang Række Tidsskriftartikler.
A. Hk.

Mantzius [’man’tsius], 1) Kristian
Andreas Leopold
, dansk Skuespiller og
Oplæser, f. 4. Novbr 1819 i Viborg, d. 5. Juni 1879
i Kbhvn. Da M. var blevet Student, vilde han
være Teolog,
men
Teaterlysten vaagnede
snart ved
Deltagelse i
»Academicum«’s
Dilettantforestillinger; dog
var det først
efter en
vellykket Prøve
for Dr. Ryge,
at han
fremstillede sig til
Debut paa det
kgl. Teater 27.
Septbr 1842
som Erasmus
Montanus. Bag
hans
Opfattelse af
Figuren som en Slags Martyr for
Omgivelsernes Dumhed laa 1840’ernes og hans egen
Overvurdering af Studenternes Bet. Skønt han straks
vandt Anerkendelse, gav Direktionen ham ikke
Lejlighed til at udvikle sine Evner, men
ophævede efter et Par Aars Forløb hans
temporære Engagement. Men forinden havde han
lagt Grunden til sin kunstneriske Bygning, idet
han ved en Studenterforestilling 20. Febr 1844
paa Hofteatret skabte Løjtnant v. Buddinge,
denne overdaadige Nationalfigur, som senere
Fremstillere paa ell. uden for det kgl. Teater
med mindre Lune har reproduceret. Oppe paa
Kria Teater og ude i de danske Provinsbyer
udvikledes M., og da Kronprins Frederik (VII)
i Odense havde moret sig over hans v.
Buddinge og Peter Ravn, lod han som Konge ved
et Magtbud — det sidste, der lød til
Komediehuset i Enevældens Dage — M. ansætte som
kgl. Skuespiller (1848). Under Heiberg’s Styre
blev han en af Teatrets populære Kunstnere
udadtil og dets Salt indadtil, en Mand uden Frygt,
en Skuespiller med sin egen brede joviale Tone.
Under Jubel spillede han de unge Galninge
Anker i »Soldaterløjer« og Vandby i
»Gulddaasen«, naaede, da Legemets tiltagende Fylde
kom ham til Hjælp, at blive en solid Herman
v. Bremen, levendegjorde nogle snart bornerte,
snart devote Jeronimustyper, understøttede Fru
Heiberg glansfuldt som den borgerlig-værdige
Sir Peter i »Bagtalelsens Skole« og som
Mynher Philip i »Tilfældet har Ret« og viste sin
Begrænsning, da han gik i Lag med
Shakespeare’s Shylock. Men da Heiberg gjorde
Skuepladsen og Hostrup den Tort at tage
Studenterkomedierne »Genboerne« og »En Spurv i
Tranedans« af Repertoiret, fordi de efter hans
Mening var uværdige til at opføres paa
Nationalscenen, skaffede han sig en Fjende i M., der
sluttede sig til Høedt’s Opposition og Hev dens
hemmelige Talerør i Pressen. 1858 gik M. til
Folketeatret, hvis jævne Repertoire dog ikke
tilfredsstillede ham i Længden; 1860 vendte han
tilbage, dog uden at falde til Ro under
forandrede Forhold, og til sidst førte hans
Kritiser en af Teatrets Styrelse til et offentligt Brud,
der endte med M.’s Afskedigelse uden Pension
17. Apr. 1871. Derefter optraadte han som
Gæst paa Kria Teater og i danske Provinsbyer
og begyndte en omfattende Oplæservirksomhed,
der strakte sig fra Kbhvn’s Univ. til Landets
folkelige Forsamlingshuse og fik stor Bet. ved
at udbrede Litteraturkendtskab i Samfundets
brede Lag. Et Par Aar før sin Død modtog
han den Oprejsning, der laa i et Tilbud om
Gæsteoptræden paa det kgl. Teater, hvor han
skabte sit sidste Mesterværk, Falstaff i »Kong
Henrik IV«, men hans Helbred var nu
undergravet; hans seneste Optræden fandt Sted som
Titelfiguren i »Dr. Staal« pau Kasino 27 Febr
1879.

M.’s Kunst kunde i Frodighed og Farve
minde om Marstrand’s. Det borgerligt-danske i alle
Nuancer var hans rette Element, derfor fandt
han sit bedste Stof i Holberg’s Satirer og
Hostrup’s milde Komik. Han gav 14 Hostrup’ske
Typer scenisk Liv og knyttede derved sit Navn
lige saa uløseligt til disse Lystspils Historie,
som Dr. Ryge’s er bundet til Oehlenschläger’s
Tragedier ell. Phister’s til Holberg’s Komedier.
M.’s Forvandlingsevne var ikke betydelig, men
hans Lune var bredt og saftigt, hans
Personlighed sikker, om end en Del arrogant. Fru
Heiberg kaldte ham »en af de geniale
Naturkomikere, om hvem det er umuligt at sige,
hvor Naturen hørte op, og Studiet begyndte«.
(Litt.: Overskou, »Den danske Skueplads«,
V—VII [1864—76]; K. Mantzius, »Min Far
og jeg« [1919]; R. Neiiendam, »Breve fra
danske Skuespillere«, II [1912] og »Det kgl.
Teaters Historie«, II [1922]).

K. A. L. Mantzius.
K. A. L. Mantzius.


2) Karl, dansk Skuespiller, Teaterdirektør
og Forf., foreg.’s Søn, f. i Kbhvn 20. Febr 1860, d.
smst. 17. Maj
1921. Som
stud. mag. i
Sprog spillede
M.
Dilettantkomedie paa
Hofteatret, bl.
a. var han
Vielgeschrey i
»Den
Stundesløse« (1881)
med saa stort
Held, at
Teaterchef
Fallesen raadede
ham til at
blive Skuespiller.
Aaret efter
skrev M.
Paris-Korrespondancer i kbhvn’ske
Dagblade (under Mærket »Carlos«) og
frekventerede Got’s Timer paa Konservatoriet, indtil
han 1. Septbr 1883 debuterede som Jeronimus

K. Mantzius.
K. Mantzius.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:40 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/16/0583.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free