Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marekatte - Marekors - mare liberum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Majs- og Durrhamarker; de kan da optræde
som en hel Landeplage og hades derfor af de
Indfødte, særlig fordi de ødelægger og afriver
langt mere, end de gider fortære ell. bortføre i
deres Kæbeposer; forstyrres de, søger de hurtigst
muligt Træerne med Hænderne fulde af Bytte
og er da paa et Øjeblik ude af Syne. De
fortærer ogsaa gerne Insekter, Smaafugle, Æg o. l.
De forfølges navnlig af Leoparder og Slanger;
ogsaa Krokodiller snapper dem ved
Vandingsstederne. Deres Navn M. kommer af det tyske
»Meerkatz«, en Betegnelse, der stammer fra det
16. Aarh., da Søfolk hjembragte disse smukke,
let tæmmelige, smaa Aber fra deres Rejser til
Guineakysten. Da de i mange vestafrikanske
Egne er det eneste nogenlunde store Vildt,
efterstræbes de stærkt af de Indfødte, og deres
Tal aftager derfor desværre stedse, tilmed da
de Indfødte ogsaa efterstræber og fanger
Ungerne, der som en gangbar Handelsvare sendes
til Europa; forværret er Forholdet yderligere
derved, at Skindet i senere Tider er blevet et
yndet Pelsværk. M. er ret intelligente og lader
sig let afrette; de lever godt i Fangenskab, og
mange af Arterne ses meget alm. i Zoologiske
Haver og Menagerier. — Slægten omfatter
omkring 20 Arter, af hvilke de fl. lever i
Vestafrika, nogle i Nordøst-Afrikas Skovegne.
Hyppigst ses i Fangenskab den Grønne M. (C.
sabæus), der er grønliggraa med sortringede
Haar, Bugen hvidlig; Hænder og Ansigt sorte,
det sidste omkranset af kort hvidt Kindskæg.
Halens Spids gullig. Kroplængden 48 cm, Halen
64 cm. Lever i Østafrika. En meget nærstaaende
Art (C. griseo-viridis) hører hjemme i
Vestafrika. Diana-Aben (C. diana), der er særlig
slankt og fint bygget, har sort, hvidpudret Pels,
ned ad Ryggen rødbrun; Forhals, Bryst og Bug
samt Lemmernes Inderside hvide; baade Han
og Hun har over Panden et halvmaaneformet
Diadem af lange hvide Haar, samt hvide
Bakkenbarter; Hannen har yderligere et langt,
spidst, snehvidt Hageskæg. Denne ualmindelig
smukke Abe lever i Guinea. Noget lgn. farvet
er Nonne-Aben (C. mona); kastaniebrun paa
Ryg og Sider; Issen gulgrøn med indblandede
sorte Haar; over Øjet en lysegraa Tværstribe;
Bakkenbarterne gulhvide; Bryst, Bug samt
Armenes Inderside hvide. Lever i Senegal. Større
er Husar-Aben (C. ruber ell. patas), hvis
Pels er smukt gulligrød, paa Kroppens
Underside graalighvid; Ansigtet sort med hvidt
Kindskæg og hvid Næse. Lever hovedsagelig i aabne
Skove og paa Stepper; mindre livlig og af et
mere alvorlig Temperament. Kroplængden 65
cm. Lever i Vestafrika, Sudan og det
sydvestlige Abyssinien. Pluto-Aben (C. pluto) har
store hvidlige Bakkenbarter, der giver den et
ejendommeligt pluskæbet Udseende. Den
Blaasnudede M. (C. cephus) lever i Vestafrikas
Højskove. Lidt afvigende er de vestafrikanske
Mangabe-Aber (Cercocebus); det er større
og kraftigere Former, lidt mere langsnudede
end de egl. M.; alle er de kendelige paa deres
øvre hvide Øjenlaag. Den mest kendte er
Mohr-Aben (C. fuliginosus), der er sort med
skifergraa ell. gullighvid Underside. Ansigt og
Hænder sorte; den lange Hale bæres gerne bøjet
op over Ryggen; Kroplængde 56 cm, Halen 48
cm. Halsbaands-Mangaben (C.
æthiops), hvis Hals og Kinder er snehvide, er
kastaniebrun paa Hovedets Overside. Begge disse
Arter hører navnlig hjemme i Kongolandene. —
Mere afvigende, men dog nærmest sluttende sig
til M.’s Gruppe, er Slægten Colobus, hvis
Tommelfinger mangler helt ell. er reduceret til en
lille Knude; ejendommelig ved Arternes
righoldige og smukt farvede Pels, der hos nogle
danner en pragtfuld Manke af lange silkeagtige
Haar, der hænger ned ad hver Kropside,
ligesom Halen, navnlig i Spidsen, er besat med lgn.
lange Haar. Hos den meget smukke
Guereza-Abe (C. guereza) fra Abyssinien er disse
forlængede Haarprydelser snehvide, medens
Resten af Kroppen og Lemmerne er fløjelssorte;
det sorte Ansigt er omkranset af snehvide Haar.
Kroplængden 70 cm, Halen 75 cm. Lever
navnlig i Bjergskovene mellem 2—3000 m. o. H.;
dens Pels bruges af de Indfødte som
Krigerprydelser. I europ. zoologiske Haver synes denne
ejendommelige Abe ikke at kunne holdes
levende. Paryk-Aben (C. polycomus) er sort,
uden hvid Manke, men med stor hvid Halekvast;
Hoved og Skuldre med lange, flagrende grove,
gulligsorte Haar; lever paa Guldkysten. En
tredje Art er Satans-Aben (C. satanas), der er
helt sort, uden Halekvast. Skindene af disse
pragtfulde Aber føres nu desværre i betydelig
Mængde til Europa til Kvindepynt. —
Beslægtede med M. er endelig de asiatiske
Slankaber (s. d.) og Næseaben (s. d.).
R. Hg.
Marekors, se Mare.
mare liberum (lat.), det frie Hav. I
Oldtiden anerkendtes det (Ulpianus og Celsus), at
det aabne Hav var frit tilgængeligt for alle. Det
havde kun ringe Bet., at den rom. Kejser
Antoninus Pius i 2. Aarh. e. Kr. erklærede sig for
Havets Herre, ell. at de tyskromerske Kejsere
kaldte sig »Oceanets Konge«. I den senere
Middelalder anerkendtes derimod tildels visse
Staters Krav paa Suverænitet over store Dele af
det aabne Hav. Saaledes blev Venedig betragtet
som Adriaterhavets Herre og Genua som det
liguriske Havs Behersker. Med Støtte i pavelige
Buller fra Slutn. af 15. Aarh. delte Spanien og
Portugal Verdenshavene imellem sig, og Erik
af Pommern gjorde Krav paa Kattegat og
Østersøen, medens England ansaa et stort Omraade
af Atlanterhavet for britisk Farvand. Saadanne
Krav om, at visse Dele af det aabne Hav
skulde betragtes som lukket Farvand (mare
clausum), gav sig Udslag ikke blot i Opkrævning af
Toldafgifter ell. Hævdelse af Eneret til Fiskeri,
men ofte ogsaa i Besejlingsforbud. Spanien
vilde saaledes forbyde Fremmede at sejle paa
Stillehavet, men da den sp. Regering 1580 over for
Dronning Elisabeth besværede sig over Drakes
Rejse, svarede den eng. Regering, at Skibe af
alle Nationer kunde besejle Stillehavet, og at
ingen enkelt Nation kunde hævde noget Krav
paa Verdenshavet — uden at England dog
frafaldt sine egne Fordringer om Herredømmet
over de udstrakte »britiske Farvande«. Over
for de portugisiske Handels- og
Besejlingsforbud paa det aabne Hav traadte Hugo Grotius i
Skranken for Sejladsfriheden og forsvarede i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
