Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - mare liberum - Marelok - Mareminde - Maremmer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sit Skr.: Mare liberum seu de jure quod
Batavis competit ad indicana commercia dissertatio
(1609) Grundsætningen om Havets Frihed. Hans
Tanke, at det aabne Hav ikke kan undergives
nogen enkelt Stats Herredømme, mødte stærk
Modstand, og en Række Forfattere forsvarede
de søfarende Nationers vidtgaaende Fordringer,
saaledes Gentilis i Advocatio Hispanica (1613),
W. Welwood i De Dominio Maris (1613) og
navnlig John Selden, hvis Skr. <i>Mare clausum
sive de dominio maris (1618) i 1635 blev trykt
paa Karl I’s Foranledning. Imidlertid sluttede
det 18. Aarh.’s Folkeretslærde — først
Bynkershoek i Skriftet De Dominio Maris (1702),
senere Vattel, Martens m. fl. — sig til Grotius, og i
det 19. Aarh. anerkendtes Sætningen om Havets
Frihed baade i Teori og Praksis. Nu kan i
Fredstid det aabne Hav frit besejles og
udnyttes af alle Nationer, medens i Krigstid Havets
Frihed er langt mere begrænset ved de
Krigsførendes Ret til Opbringeise, Blokade og
Konfiskation af Kontrabande. Det er ikke blot
Oceanerne: Atlanterhavet, Stillehavet, det ind.
Ocean, det nordlige og det sydlige Ishav, som er
m. l., men ogsaa de Indhave, der begrænses af
mere end een Stat, f. Eks. Middelhavet og
Østersøen. De Indhave, der staar i sejlbar
Forbindelse med det aabne Hav, og som kun
begrænses af een Stat, er derimod mare clausum,
»lukket Farvand«, dersom den paagældende
Stat behersker Adgangen til Indhavet. Saaledes
er det Asovske Hav og Zuidersøen mare
clausum, men Sortehavet og Beringshavet m. l. Ved
Traktat kan ellers aabne Indhave lukkes for
Krigsskibe; ifølge Paris-Freden af 30. Marts
1856 var Sortehavet »for evigt« lukket for alle
Magters Krigsskibe, indtil denne Bestemmelse
ophævedes ved London-Traktaten af 13. Marts
1871. De Stræder, der forbinder to aabne Have
med hinanden, er aabne for Gennemsejling af
alle Nationers Handels- og Krigsskibe, selv om
de beherskes af Bredstaterne. Dette gælder
Strædet ved Gibraltar og Øresund; den af
Danmark i Aarh. opkrævede Sundtold blev mod
Erstatning afskaffet ved Traktat 14. Marts 1857.
For Strædet ved Dardanellerne gælder særlige
Regler, se Strædekonventionen. Den
Kysten nærmeste Del af Havet er ikke m. l.,
men i et vist Omfang undergivet den
tilgrænsende Stats Højhedsret, se Søterritorium.
Paa det aabne Hav kan den enkelte Stat
derimod ikke udøve nogen Højhedsret undtagen i
visse særlige Tilfælde. Det er saaledes alm.
anerkendt, at en Stat kan lade et fremmed
Handelsskib, som har krænket dens Lovgivning,
forfølge fra Søterritoriet ud paa det aabne Hav
(droit de poursuite), men denne Forfølgningsret
ophører, naar det forfulgte Skib naar ind paa
en anden Stats Søterritorium. Bortset fra de
søkrigsretlige Regler om Blokade og
Kontrabande kan Krigsskibe paa aaben Sø i Fredstid
derhos træffe visse Foranstaltninger mod
mistænkelige Skibe, idet disse i visse Tilfælde kan
standses (droit d’arrêt), Flagføringens
Rigtighed konstateres ved Undersøgelse af
Skibspapirerne (droit de visite, droit d’enquête ell.
vérification du pavillon), de kan gennemsøges (droit
de recherche) og eventuelt beslaglægges (droit
de saisie). Den Mistanke, der kan foranledige
Iværksættelse af saadanne Forholdsregler, kan
gaa ud paa, at der foreligger Sørøveri (s. d.), ell.
at der er handlet imod visse intern. Aftaler,
som tillige hjemler Adgang til at træffe de
nævnte Foranstaltninger. Saadanne Aftaler er
navnlig den i Bryssel 2. Juli 1890 vedtagne
Generalakt om Bekæmpelse af Slavehandel
(ophævet ved en Traktat af 10. Septbr 1919), den
intern. Konvention af 14. Marts 1884 om
Beskyttelse af undersøiske Telegrafkabler, Konvention
af 6. Maj 1882 om Fiskeripolitiet i Nordsøen
og Konvention af 16. Novbr 1887 om
Bekæmpelse af Brændevinshandel bl. Fiskere i
Nordsøen. De Tyskland ved de to sidstnævnte
Konventioner tillagte Inspektions- og
Politirettighederer, for saa vidt angaar de allierede
Magtens Skibe, ophævet ved Versaillestraktaten af
28. Juni 1919 Art. 272 og 285. — Endelig kan
nævnes, at der m. H. t. Besejlingen af det
aabne Hav er truffet intern. Overenskomster om en
fælles Signalkodeks og fastsat Regler til
Indgaaelse af Skibssammenstød. (Litt.: er angivet
hos Oppenheim, International Law [Lond.
1920] I, 407 ff. og Liszt »Das Völkerrecht«, II
Opl. [Berlin 1918], S. 184 ff. Ang. den hist.
Udvikling se Th. Wemyss Fulton, The
Sovereignty of the Sea [Edinburgh and London 1911]
og A. Ræstad, »Kongens Strømme« [Kria
1912].
G. R.
Marelok, uredte filtrede Haarlokker, ældre
Ord, som brugtes baade om Mennesker og
Heste.
C. Rch.
Mareminde, 1) = Mare, ogsaa Skældsord
(= Heks, saaledes i Visen Dansk Kongetal,
Danmarks gl. Folkeviser, Nr 115); 2) Havfrue,
Aakvinde (i sidste Bet. laant fra nedertysk
merminne og næppe kendt uden for en enkelt,
sent indvandret Folkevise, Danmarks gl.
Folkeviser, Nr 5, Grimhilds Hævn). (Litt.:
Danmarks gl. Folkeviser, IV, S. 601; F. Ohrt,
»Danmarks Trylleformler«, I, S. 217).
(A. O.). H. El.
Maremmer. Navnet, der kommer af det
lat. maritima, bruges om de sumpede,
malariabefængte Egne af Italien’s Vestkyst langs det
Tyrrhenske Hav. Paa en Strækning af 665 km
fra Udløbet af Magra til Volturno ligger de som
en ubeboelig Bræmme mellem Havet og det tæt
befolkede Indre. M. falder i en sydlig Del, der
omfatter Campagna di Roma med de
pontinske Sumpe, og en nordlig, der naar
fra Magra til hen ad Civita Vecchia, og om
hvilken man i særlig Forstand bruger Ordet M.
Terrainet i M. er kun nærmest Kysten et lavt,
tildyndet Sumpland, hvorimod det længere inde
er et bølgeformigt Sletteland med Sumpe,
opfyldt af stillestaaende Vand i Lavningerne og
Græsvækst og forkrøblet Skov af Pinjer, Ege,
Kastanjer, Myrter og Ahorn paa
Bakkeskraaningerne. Altid har disse Egne ikke været
ubeboelige; i Oldtiden var M. alle Vegne opdyrkede,
og mange St. finder man Levninger af
Etrurernes og Romernes gl. Byer. Det er først
Malariaen i Forbund med de usikre politiske
Forhold, der fra Romertiden til ind i Middelalderen
besørger Affolkningen. De nordlige, egl. M., der
har en Længde paa 150 km, en Bredde mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
