Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Margrete af Valois - Margrete af Navarra - Margrete af Anjou - Margrete af Parma - Margrete af Østerrig - Margretevolden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Navarras Konge, blev M. givet tilbage til denne,
og hun levede derpaa 4 Aar sammen med ham
i Navarra. Siden kom hun tilbage til Hoffet,
men hun kom her i heftig Tvist med sin
Broder Kongen. Denne opramsede i Hoffets
Nærværelse Navnene paa hendes Elskere, lod
hende arrestere og befalede en Undersøgelse af
hendes moralske Vandel 1583. Hun blev frigivet
og genoptog sit tidligere Liv. Til sidst blev det
ogsaa Henrik af Navarra for meget, og han lod
hende leve i en Art Forvisning paa et af hans
Slotte, hvor hun tilbragte Tiden fra 1587 til
1605. Efter at Henrik IV var bleven Konge, lod
han sig lovformelig skille fra hende 1599. Efter
1605 kom hun tilbage til Paris, hvor hendes
tidligere Mand modtog hende med Velvilje. Hun
har efterladt en Samling Poésies og en
Samling Mémoires, udg. første Gang 1648, bedst ved
Guessard (1842), der har medtaget hendes
Brevsamling. (Litt.: Saint-Poncy,
Histoire de Marguerite de Valois [Paris 1887, 2 Bd]).
P. M.
Margrete af Navarra, se Margrete
af Angoulème.
Margrete af Anjou, eng. Dronning, f. 1429,
d. 1482, Datter af René af Anjou og Isabella af
Lothringen, blev 1445 gift med Henrik VI, over
hvem hun havde en stor Indflydelse. Som fr.
Prinsesse var hun kun lidet yndet i England og
havde stadig et stort Parti imod sig. Hun og
Kongen støttede sig i de første Aar til William
de la Pole, Earl af Suffolk; men p. Gr. a.
Nederlagene i Krigen mod Frankrig blev
dennes Styrelse forhadt, saa Hertug Richard af
York, Oppositionens Fører, vovede at anklage
ham, og Henrik VI saa sig nødt til at forvise
ham paa 5 Aar. Paa Vejen til Fastlandet blev
han myrdet 1450. Hans Plads i Dronningens og
Kongens Gunst indtog herefter Hertug Edmund
af Somerset, medens York stadig var Fører
for Oppositionen. Denne blev 1453, da Henrik
blev sindssyg, af Overhuset udnævnt til
Protektor og benyttede sin Magt til at fængsle sin
Rival Somerset; men da Kongen snart blev rask
igen og satte Somerset i Frihed, greb York til
Vaaben og sejrede ved St Albans 21. Maj
1455, hvor Somerset faldt, og Kongen blev
saaret og fangen. Dette var det første Slag i
Rosekrigene. Henrik blev latter syg og York
Protektor, støttet af den mægtige Warwick
(Richard Salisbury); da Kongen kom sig igen, fik
han forsonet Partierne; men 1459 brød
Kampen atter ud, og i Slaget ved Northampton 1460
fangede Warwick Kongen, medens Dronningen
med sin Søn Edvard maatte flygte til Skotland.
Sejrherrerne fik nu sat igennem, at York som
en Ætling af Edvard III skulde efterfølge
Henrik VI, medens Edvard skulde forbigaas.
Forbitret herover samlede M. en Hær i
Nordengland, besejrede og dræbte York ved Wakefield
og overvandt Warwick ved St Albans 1461,
hvor Henrik VI blev befriet. Men London
erklærede sig for Yorks Søn Edvard, som blev
udraabt til Konge og overvandt M. ved Towton,
hvorefter hun atter forlod Landet. Gentagne
Gange viste hun sig igen i Nordengland, men
Lord Montagues (Warwicks Broders) Sejre ved
Hedgeley Moor og Hexham berøvede hende alt
Haab. Først da Warwick var bleven uenig med
Edvard IV, fordrev ham fra Landet og satte
Henrik VI paa Tronen igen, kom hun tilbage
til England; men imidlertid var Edvard
kommen igen og havde overvundet og dræbt
Warwick og Montague ved Barnet, hvorpaa han gik
mod hende og sejrede ved Tewkesbury 4. Maj
1471. Hendes Søn blev dræbt paa Edvards
Befaling, og hun blev selv sat i Tower, hvorfra
hun først slap ud 1475 mod at opgive enhver
Fordring paa England. Hun døde paa Slottet
Dampierre i Anjou.
C. S. C.
Margrete af Parma, Statholderinde i
Nederlandene (1559—67), f. i Oudenarde 1522, d.
i Italien 1586, naturlig Datter af Kejser Karl V
og Johanne van der Gheynst, blev som ganske
ung bortgiftet til Alessandro de Medici og efter
hans Død til Ottavio Farnese (1538), som senere
Mev Hertug af Parma og Piacenza. Da Filip II
selv forlod Nederlandene, udnævnte han M. til
Statholderinde, dels i Betragtning af hendes
flamske Fødsel, men fornemmelig p. Gr. a.
hendes personlige Egenskaber. Hun var en trofast
Katolilk og ansaa Kætteri for den største af alle
Forbrydelser, havde Tillid til sin Broders
politiske Klogskab og havde fuldstændig tilegnet
sig Tidens rænkefulde Politik; hun var dog ikke
meget selvstændig, men lod sig i alle Sager af
Vigtighed lede af Kardinal Granvella, der
saaledes blev den egl. Regent. Da
Kætterplakaterne fornyedes, og Nederlændernes Rettigheder
paa alle Punkter krænkedes, blev
Misfornøjelsen med hendes Styrelse større og større,
saa hun til sidst lod Granvella falde og bad
Filip mildne Kætterplakaterne; men da han i
St f. sendte Alba til Provinserne med en Hær,
og hun saa, at hun kun vilde blive Hersker
af Navn, tog hun misfornøjet sin Afsked og
drog igen til Italien.
C. S. C.
Margrete af Østerrig, Statholderinde i
Nederlandene, f. i Bryssel 1480, d. i Malines
1530, Datter af Maximilian og Marie af
Burgund, blev iflg. Overenskomsten i Arras 1482
forlovet med Dauphinen Karl (VIII) og ført til
Frankrig for at opdrages der. Imidlertid fandt
Karl det klogere at ægte Arvingen til Bretagne
(1491), og den forsmaaede Prinsesse sendtes
tilbage til Flandern. Senere (1497) blev hun gift
med den sp. Infant Juan, og, da han snart
døde, med Philibert II af Savoyen (1501). Ogsaa
han døde tidlig (1504), og hun indtraadte nu
ikke mere i Ægteskab, skønt hun fik saa gode
Friere som Henrik VII af England og Ludvig
II af Ungarn. Efter Filip af Østerrigs Død 1506
blev hun 1507 Statholderinde i Nederlandene,
hvor hun viste stor Dygtighed. Da Karl V 1515
erklæredes myndig, maatte hun en Tid træde
tilbage, men overtog atter Statholderposten 1518
og 1520. Hun regerede kraftig og tog saa lidt
Hensyn til Stændernes Rettigheder som muligt,
forfulgte Kætteriet, men støttede Videnskab
og Kunst. Selv forsøgte hun sig i
Digtningen. I den ydre Politik spillede hun en ikke
ringe Rolle, var saaledes med til at bringe
Ligaen i Cambrai (1511) i Stand mod Venedig
og mæglede i den berømte Damefred smst. 1529.
C. S. C.
Margretevolden, se Danevirke, S. 524.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
