Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mariaser Kloster - Maria-Laach - Marialatri - Marialit - Maria Magdalene (i Lidelseshistorien) - Maria Magdalene (i Folkevisen) - Mariamme - Mariampol - Mariana, Juan de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Gods af et Interessentskab, som dog
allerede 1724 maatte sælge M. K. til Justitsraad
Sev. Benzon. Senere har det været i fl. forsk.
Slægters Eje.
De gl., meget betydelige Klosterbygninger er
nu for største Delen nedbrudte, hvilket
væsentlig skete 1721—22 og 1724. Tilbage staar dog,
om end i stærkt formindsket Skikkelse (siden
1788—89), Kirken, der tjener til Sognekirke for
Byen, samt en enkelt Fløj (den nordre) af
Munkegaarden, to Stokværk høj, overhvælvet i
underste Stokværk og med et efter
Reformationen tilbygget Trappetaarn paa Sydsiden. Efter
at være købt af Staten blev denne Fløj 1891
restaureret (Arkitekt: Prof. H. C. Amberg) og
indrettedes til Herredsfogedbolig og -kontor.
(Litt.: H. Dahlerup, »M. K.’s og Bys
Historie« [Kbhvn 1882]; Vilh. Lorenzen, »De
danske Brigittinerklostres Bygningshistorie«
[Kbhvn 1922]).
C. Ngd.
Maria-Laach [maria-’la.k] se Laach.
Marialatri (gr.), Mariadyrkelse, er
en protestantisk Benævnelse for den Ære, man
i den kat. Kirke viser Jesu Moder Maria,
medens Katolikkerne selv finder Navnet urigtigt,
idet de skelner mellem latria (gr.) ell. adoratio
(lat.) = Tilbedelse, der kun tilkommer Gud,
og dulia (gr.) ell. invocatio (lat.) =
Paakaldelse, der rettes til Helgener og deriblandt
særlig til Jomfru Maria. Meget tidlig i Kirken
blev Maria Genstand for en yppig
Legendedigtning (især i Protevangelium Jacobi fra 2. Aarh.,
se Maria, Jesu Moder), og allerede Origenes
(d. 251) kender den Opfattelse, som fra 4. Aarh.
blev den alm., at Maria bestandig havde været
Jomfru og aldrig levet i virkeligt Ægteskab
med Josef. Omkr. 400 hævder fl. Kirkefædre,
at hun havde født Jesus utero clauso, og omtr.
samtidigt begynder man ogsaa at betragte
hende som den syndfri; Betegnelsen »Guds
Moder« (θεοτόκος), som blev officielt godkendt
paa Synoden i Efesos (431), bidrog yderligere
til at løfte hende ud over Menneskemaal,
saaledes at man endogsaa begyndte at tale om
hendes Himmelfart; Epifanius (d. 403) siger,
at han ikke ved, om Maria er død. I 5. og 6.
Aarh. opstaar der da en virkelig Kultus af
Maria; hendes Navn indføjes i Messebønnen
ved Siden af Profeter, Apostle og Martyrer, man
fabrikerer Mariabilleder og fejrer i Kirkeaaret
Fester til hendes Ære. Denne Udvikling
fortsattes i Middelalderen, begunstiget af de
germanske Folks ridderlige Betragtning af
Kvinden, som netop fandt sit karakteristiske
Udtryk i Mariadyrkelsen. Bernhard fra Clairveaux
og Thomas fra Aquino hævdede, at hun var
født uden Synd, og Munkeordenerne, især
Dominikanere og Franciskanere, kappedes om at
gøre hendes Kultus populær i Folkets brede
Lag. Omkr. 1300 hævdede Duns Scotus, at hun
ogsaa var undfanget uden Arvesynd, og denne
Anskuelse fandt i den flg. Tid Tilslutning hos
Franciskanerne, medens Dominikanerne afviste
den; i de flg. Aarh. var Læren Genstand for
Strid — Pave Sixtus IV (1471—84) erklærede
den for et aabent Spørgsmaal — men da den
franciskanske Opfattelse fik Tilslutning hos
Jesuitterne, trængte den efterhaanden igennem
i stadig vildere Kredse inden for Kirken, og 1854
afgjorde Pave Pius IX endelig Spørgsmaalet
ved at proklamere Maria’s ubesmittede
Undfangelse som Dogme. I Nutiden skal der inden for
visse Munkeordener ogsaa næres Ønske om at
faa Læren om Maria’s Himmelfart officielt
fastslaaet.
H. M.
Marialit, se Skapolit.
Maria Magdalene omtales i
Lidelseshistorien hos Synoptikerne sammen med Maria,
Jakob’s og Joses’ Moder, ved Jesu Kors (Mark.
15, 40; Matth. 27, 56), ved Gravlæggelsen (Mark.
15, 47, Matth. 27, 61), samt ved Opstandelsen
(Mark. 16, 1 ff.; Matth. 28, 1 ff. og Luk. 24, 10);
en særlig udførlig Beretning herom findes i
Joh, 20, 1 ff., hvorefter hun kommer alene til
Graven, og da hun ser Stenen væltet fra, løber
hun hen og meddeler det til Peter og
Johannes, der saa iler derhen; senere begiver M. M.
sig selv til Graven og faar der først to Engle
og derpaa Jesus selv at se. Iflg. Luk. 8, 2 havde
Jesus helbredet hende fra en svær Sygdom,
som man satte i Forbindelse med, at hun var
besat af syv Dæmoner, og hun hørte til de
Kvinder, som i Galilæa drog rundt med Jesus
og sørgede for hans Fornødenheder. Magdalene
betyder sandsynligvis Kvinden fra Magdala, en
lille By i Nærheden af Tiberias. — Den senere
Legende identificerede M. M. med den Luk.
7, 37 ff. omtalte Synderinde, der salvede Jesu
Fødder; og dette gav Kunsten (Correggio o. s. v.)
Anledning til at fremstille »bodfærdige
Magdalener« og medførte, at »Magdalene« blev
Benævnelse for en falden Kvinde; deraf atter
Udtryk som »Magdalenehjem« o. l.
H. M.
Maria Magdalene er i Folkevisen blandet
sammen med den samaritanske Kvinde ved
Brønden (»Danm. gl. Folkeviser«. 2. Bd, Nr 98).
(A. O.). H. El.
Mariamme, Datter af Hasmonæeren
Alexander. Da Herodes d. Store stræbte at blive
Konge over Jøderne, ægtede han M., hvorved
han knyttede Forbindelse med den ældre
Herskerslægt. Han nærede en voldsom Kærlighed
til hende, men hans Skinsyge fik ham til at
lytte til hans Søster Salome’s Bagvaskelser, saa
han lod hende dræbe Aar 29 f. Kr. efter 10
Aars Ægteskab. Siden dræbte han ogsaa
hendes to Sønner, Alexander og Aristobulos. Efter
M. opkaldtes det ene af de tre store Taarnet
som Herodes opførte sammen med sit Palads
ved Jerusalems vestlige Mur.
J. P.
Mariampol, Maryampole, By i det
vestlige Litauen, ligger 60 km NNØ. f. Suvalki ved
Šešupe, Biflod til Njemen. 4000 Indb., mest
Jøder. M. har et Gymnasium og driver
Fabrikation af Kobbergenstande samt
Brændevinsbrænderier; den blev først anlagt 1792.
N. H. J.
Mariana, Juan de, Pater, sp.
Historieskriver, f. vistnok 1535 i Talavera de la Reina,
d. 1624. Han var Hittebarn, uægte Søn af en
Domherre; men Jesuitterne tog sig af den
højtbegavede Yngling, der studerede ved Alcalás
Univ. og 18 Aar gl traadte ind i deres Orden.
Den benyttede ham som teologisk Docent ved
sine Undervisningsanstalter i Rom (fra 1561),
paa Sicilien og endelig i Paris (fra 1569). Men
1574 maatte han af Helbredshensyn trække sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
