Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mariana, Juan de - Mariane, Caroline Charlotte - Marianer - Marianere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tilbage til Ordenens Hus i Toledo, hvor han
lige til sin Død virkede uafbrudt som teologisk,
politisk og historisk Forf. M.’s Hovedværk er
hans »Spaniens Historie«, som han begyndte at
skrive paa Latin: Historia de rebus Hispaniæ
(1.—2. Bd Toledo 1592; 3. Bd smst. 1595; 4.
Bd Frankfurt 1616). Rigtig Bet. fik dog først
dette Værk ved M.’s egen Bearbejdelse deraf
i Modersmaalet; af denne kom en Udgave i
Toledo 1601 (2 Bd), derefter Madrid 1608, 1617 og
1623, stadig med Forbedringer. Senere er
Historia general de España udgivet mange Gange,
oftest med den Fortsættelse — fra Karl V’s
Tronbestigelse til 1621 —, som J. M. Miñana
gav, og som først tryktes (paa Latin) 1733; bl.
disse Udgaver er at fremhæve den, der udgør
30. og 31. Bd af Rivadeneyra’s Biblioteca de
autores españoles. Bogen er overs. paa Fransk
og Engelsk. M. har ved dette Arbejde i lange
Tider staaet som Spaniernes
Nationalhistoriker fremfor alle andre, som deres Huitfeldt og
Holberg; han er vel ingen kritisk Historiker, og
han var da ogsaa Genstand for samtidig, men
kun til Dels berettiget Kritik; for sin Tid kan
han dog ikke kaldes synderlig fejlfuld, og han
er i Besiddelse af stor hist. Kunst, er en
udmærket Fortæller, en fin og intelligent Iagttager
af Mennesker og Begivenheder og en Mester i
sit Sprog. — Foruden Frembringelsen af dette
Værk afsatte M.’s Forfattervirksomhed mange
Haande Spor paa mere end eet Omraade. Han
forfattede efter sin Ordens Befaling en Censur
over den Plantin’ske Polyglotbibel, hvis
Udgiver, B. Arias-Montano, beskyldtes for Kætteri;
M. tog ham i Forsvar, men kom selv til at staa
i uheldigt Lys derved. Hans Skrift De rege et
regis institutione (Toledo 1599) vakte en sand
Storm i Frankrig, da Forfatteren aabenbart
undskyldte Kongemord, og efter Henrik IV’s
Mord blev Bogen brændt i Paris 1610. I
Spanien selv undertryktes den; thi M. var
imidlertid lagt for Had baade i sin Orden, der fandt
ham besværlig, og uden for den; og en Samling
lat. Afhandlinger af ham, trykt i Köln, gav
tillige med en haandskreven Kritik over
Jesuitterordenen, man fandt mellem hans Papirer
(trykt i Bordeaux 1625), Anledning til Klage
mod ham for teologiske Særmeninger og
politiske Angreb paa Regeringen, saa at M.
underkastedes en kortvarig Fængselsstraf. Hans
Forfatterskab uden for Historieskrivningen er i
det hele blevet alt andet end paaskønnet; men
en nyere Tid kan ogsaa i det genfinde nogle af
de betydelige Egenskaber, der udmærkede ham,
nemlig skarp Tænkning, Frygtløshed og
uafhængig Dom. (Litt.: G. Cirot, M. historien
[Bordeaux 1905], samt fl. andre Bidrag ang. M.
i Bulletin Hispanique 1904—17).
E. G.
Mariane, Caroline Charlotte,
Prinsesse af Mecklenburg-Strelitz, Datter af
Storhertug Georg af Mecklenburg-Strelitz og
dennes Hustru Marie af Hessen-Kassel, f. i
Neu-Strelitz 10. Jan. 1821, d. smst 1. Juni 1876. Hun
fik en fortræffelig Opdragelse ved sine
Forældres Hof, der udmærkede sig ved levende
Interesse for Teater og Musik. Det danske
Kongehus og den storhertugelige Familie var
knyttede til hinanden ved et fjernt Slægtskab, idet
Storhertuginde Marie var en Søster til
Landgrev Vilhelm af Hessen, Christian VIII’s
Svoger. Over for den slesvig-holstenske Paastand
om, at den danske Kongelovs Arvefølge, i Kraft
af hvilken Kvindelinien skulde arve ved
Mandsliniens Uddøen, ikke gjaldt for
Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, ønskede Kongen, at
hans Søn, Kronprins Frederik, skulde indgaa
et nyt Ægteskab, for at Mandslinien derved
mulig kunde blive forplantet. Valget faldt paa
M., og 10. Juni 1841 fandt Vielsen Sted paa
Slottet i Neu-Strelitz. Linieskibet »Christian den
Ottende« førte de nyformælede fra
Warnemünde til Kbhvn’s Red, hvorfra de gennem den
indre Havn holdt deres Indtog i Hovedstaden.
Men de Forventninger, man knyttede til
Ægteskabet, gik ikke i Opfyldelse. Det blev
barnløst, og Forholdet mellem Ægtefællerne antog
som en Følge af Karakterforskellighed en stedse
køligere Karakter. 1844 begav M., med hvilket
Navn Folket betegnede hende, skønt hun egl.
hed Caroline, sig til sine Forældres Hjem i
Neu-Strelitz. Efter at Kronprinsen havde gjort
et Par frugtesløse Forsøg paa at bevæge hende
til at vende tilbage til Danmark, ophævedes
Ægteskabet 30. Septbr 1846. Indtil sin Død
oppebar Prinsessen en Apanage af den danske
Statskasse.
(A. T.).
Marianer er 1) Betegnelsen for
Medlemmerne af en adelig tysk kat. Sygeplejeforening
for Mænd og Kvinder. M. virker baade i Krig
og i Fred. Deres Emblem er et Sølvkors med et
Skjold i Midten; paa Bagsiden af det er et rødt
Kors med Ordene: Ordo teutonicus humanitati,
paa Forsiden staar Aarstallet 1871. M. er 2)
en adelig Ridderorden, som ogsaa kaldes Frati
godenti, Frères joyeux, og som dannedes i
Bologna c. 1230 under Kampene mellem Welfer
og Ghibelliner med det Formaal at værge de
Hjælpeløse i Samfundet, navnlig Enker og
Faderløse. Stifteren var Dominikaneren Bartolomæus
fra Vicenza, og Urban IV stadfæstede Ordenen
1262. Ogsaa gifte Riddere kunde slutte sig til
M.’s Orden, og da man tillige tillod
Medlemmerne at have Ejendom og i det hele ikke
lagde stærkere Baand paa dem, fik de ganske
naturligt Navnet »de glade Brødre«. Ordenen
holdt sig dog kun til Slutn. af 16. Aarh., et
enkelt Sted til ind i 18. Aarh.
A. Th. J.
Marianere kaldes Medlemmer af forskellige
religiøse Broderskaber i den kat. Kirke i
Middelalderen og nyere Tid, i hvilke Jomfru Maria
særlig æres og fremstilles som Forbillede. —
I Slutn. af 15. Aarh. er der Broderskaber af M.,
bestaaende baade af Gejstlige og Lægmænd, i
Odense, Haderslev, Aabenraa, Flensborg og
Slesvig. De arbejdede for en kirkelig Vækkelse
og for Ungdommens Undervisning.
Ophavsmanden til denne Bevægelse her var den fr.
Dominikanermunk Alanus de Rupe, der
agiterede for den i Nordtyskland 1470—75 og tillige
for Brugen af den af ham forfattede
Andagtsbog De Psalteris b. Mariæ Virginis. Denne Bog
oversatte paa Dronning Kristina’s Opfordring
Præsten ved Skt Albani Kirke i Odense, Michael,
paa Dansk som »Jomfru Mariæ Rosenkrantz«.
Disse middelalderlige M. staar i Forbindelse
med Dominikanerordenen, de nyere med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
