Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marie Theresia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den nærmeste Arving til det østerr.-ung.
Monarki. For sine vidtløftige Besiddelser havde
Karl VI ved den pragmatiske Sanktion af 1724
fastslaaet en Arvegangsorden, hvis
Anerkendelse af alle
europ. Magter
(undtagen
Bayern) havde
kostet ham
aarelangt
Arbejde og store
Ofre, og iflg.
hvilken M. som
Universalarving skulde
holde det hele
Landomraade
samlet paa een
Haand. Hun
voksede altsaa
op med den
stolte Udsigt
for Øje
engang at skulle
blive
Herskerinde over et af Europas største Riger, og
hun blev sig tidlig sit høje Kald bevidst, saa
hun endnu i Faderens Levetid søgte at sætte
sig ind i Statsstyrelsens Detailler og hævde sin
egen selvstændige Mening om Regeringens
Ledelse i Karl VI’s sidste uheldige Aar. Med Mod
og Fortrøstning saa hun Fremtiden i Møde,
skønt hun under Statens dybe Forfald ikke
oversaa de store Vanskeligheder, hun vilde
komme til at kæmpe med. Sin bedste Støtte
havde hun i sin egen Personlighed, en født
Herskernatur, udrustet med en kraftig Vilje, en
sund og klar Dømmekraft, stor
Arbejdsdygtighed og en lykkelig Evne til at vælge sine
Medarbejdere; i sin Optræden forenede hun
fyrstelig Værdighed med Mildhed og Venlighed, og
hendes Ydre var saa tiltalende, at hun i sin
Ungdom endogsaa gjaldt for at være en af
Østerrigs skønneste Kvinder, en velvoksen,
statelig Skikkelse med et særdeles smukt Hoved,
udtryksfulde Øjne og hurtige, yndefulde
Bevægelser; med Alderen tabte hendes Skønhed sig,
hun blev meget svær, og Kopperne medtog
hende slemt. Havde hun saaledes alle Betingelser
for at blive hyldet med Ærefrygt og Beundring
som Herskerinde, vandt hun ved sine
Egenskaber som Menneske, sin Hjertensgodhed,
Trofasthed og brave, retsindige Tænkemaade sine
Undersaatters Kærlighed og Taknemlighed.
Hendes Syn paa Tingene kunde vel
undertiden være snævert, navnlig i religiøse
Anliggender, hvad der vistnok skyldtes den tarvelige
Undervisning, der var faldet i hendes Lod, hun
kunde blive heftig og ubillig, naar noget vakte
hendes Uvillie, men havde hun Uret, erkendte
hun det hurtigt og søgte paa den fyldigste
Maade at gøre alt godt igen. Om Undersaatternes
Ve og Vel drejede alle hendes Tanker sig, og
ligesom Moderfølelsen var stærkt fremtrædende
hos hende i hendes private Liv, vilde hun være
en Moder for sit Folk og blev det ogsaa i
mange Retninger. For en saadan Karakter maatte
ganske naturlig den indre Statsstyrelse blive
Hovedsagen, den ydre Politik havde hun
ringere Interesse for og overlod den helst til
Kaunitz. I denne som i andre Henseender
danner hun en Modsætning til sine Samtidige
Frederik II af Preussen og Katharina II af
Rusland; den stærke Indflydelse, 18. Aarh.’s fr.
Filosofi øvede paa dem, stod hun uden for,
og gik end adskillige af hendes
Regeringshandlinger parallelt med Skolens Ideer, kom hun
kun indirekte i Berøring med dem.
En indgribende Reformvirksomhed var
imidlertid, da M. besteg Tronen (20. Oktbr 1740),
absolut nødvendig, hvis ikke Monarkiet skulde
falde fra hinanden. Formelt saa det ud, som
om hun ikke skulde bære Regeringens Byrder
alene, da hun havde udnævnt sin Ægtefælle,
Frants Stefan af Lothringen, siden 1737
Storhertug af Toscana, med hvem hun havde haft
Bryllup 12. Febr 1736, til Medregent; men den
godmodige, elskværdige, noget indolente Fyrste,
der som nær Slægtning af Kejserhuset (Karl
VI var hans Grandonkel) var blevet opdraget i
Wien og godt kendte Forholdene i Østerrig, fik
ingen Sinde nogen Indflydelse paa Regeringen;
thi skønt M. hang ved ham med den
inderligste Kærlighed og var ham en trofast og
overbærende Hustru trods hans hyppige Utroskab,
kunde hun dog ikke bekvemme sig til at dele
Magten med ham lige saa lidt som med sin
senere Medregent Josef II, og Frants Stefan
blev aldrig andet end Privatmand, hvad han
selv med stor Sindsro indrømmede. Selv da
han var blevet kronet som romersk-tysk Kejser
(4. Oktbr 1745), blev Forholdet det samme som
før. M. var altsaa alene om at løse den store
Opgave, der blev stillet hende efter Faderens
Død, men der gik fl. Aar, inden hun fik Ro
dertil. Frederik II af Preussen, som gjorde
Fordring paa en Del af Schlesien, brød to
Maaneder efter M.’s Tronbestigelse ind i Böhmen,
Kurfyrst Karl Albert af Bayern, der ikke
havde anerkendt den pragmatiske Sanktion,
fremkom med Fordringer paa Arveret til de
habsburgske Besiddelser, og Frankrig, Spanien og
Sardinien sluttede sig til Preussen og Bayern
i Haab om at kunne frarive M. de østerr.
Nederlande og hendes ital. Provinser. Den østerr.
Arvefølgekrig 1741—48 tog sin Beg., det saa ud
til, at det østerr.-ung. Monarki gik sin
Opløsning i Møde, og M. kom i den yderste Fare.
Men Ungarernes højsindede Hjælp reddede
hende, og da hun ved de tvende
Fredsslutninger i Breslau (31. Oktbr 1742) og Dresden (25.
Decbr 1745) havde affundet sig med Frederik
II, der beholdt Schlesien, medens Bayern ved
Freden i Füssen (22. Apr. 1745) opgav sine
Fordringer, maatte Frankrig, udtømt ved
Krigen med England, bekvemme sig til at
nedlægge Vaabnene; ved Fredsslutningen i Aachen (23.
Oktbr 1748) afstod M. Parma, Piacenza og
Guastalla til Spanien, et Stykke af Lombardiet til
Sardinien og stadfæstede Schlesiens Afstaaelse.
Men hos en Karakter af hendes Art maatte
den dybe Følelse af den store Uret, Frederik
II havde tilføjet hende, efterlade et blivende
og bittert Nag mod ham, og da den politiske
Situation formede sig saaledes, at England efter
atter at have begyndt en Søkrig med Frankrig
 |
| Marie Theresia. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
