- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
643

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Markomanner - Markovic - Markpiber - Markran - Markranstädt - Marks, Henry Stacey - Markscheider - Markskade - Markskovbrug

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Markomanner er en af Sydtysklands gamle
Hovedstammer, M., der af Romerne opr.
mindre rigtig skreves med eet n, vil sige
»Grænsemænd«, »Nybyggere«, jfr. tysk »Mark« =
Grænseland; s. N. brugtes ogsaa om
Skovindbyggerne mellem Norge og Sverige og mellem
Danmark, Holsten og Venden. De sydtyske M.
boede i 1. Aarh. f. Kr. ved den øvre Main og
trængte herfra frem mod de keltiske Naboer i
SV og SØ. En Del af M. fulgte Sveberhøvdingen
Ariovist paa hans Tog mod Gallien og bukkede
under for Cæsar (70—58); samtidig trængte M.
frem mod de keltiske Bojer i Böhmen
(Baihaim, det er Bojerhjem). Aar 58 er Bojerne
gaaet over Donau og draget mod Gallien,
vigende for M. En Del af M. vedblev at bo V. f.
Böhmen i Landet fra Main til Donau; her
tilføjede Drusus dem et stort Nederlag paa sit
Tog til Nordtyskland, hvorefter Romerne
overlod Landet til Hermundurerne. Samtidig
(mellem Aar 9 og 2 f. Kr.) fuldendte imidlertid
Marbod M.’s Indvandring i Böhmen og grundede
her et stort svebisk Rige, hvis
Forbundsomraade omsluttede Stammer helt op til Elbens
Munding, saasom Langobarder og Semnoner.
Men Arminius vendte sig efter sin Sejr over
Rom snart mod Marbod, slog ham og sprængte
hans Forbund (Aar 17 e. Kr.). Aar 19 blev
Marbod fordreven fra Böhmen af Høvdingen
Katvalda, der selv Aaret efter fordreves af
Hermundurerne. Svækkede ved disse og flg.
Tronstridigheder kom M. nu stærkt under Roms
Indflydelse, men hævede sig igen og afviste Aar 90
sejrrig et Angreb af Kejser Domitian. Fra nu af
kunde Romerne kun med Møje holde
Donau-Grænsen mod M. og deres Nabostammer
Kvaderne og de ikke-germanske Jazyger. Trajan
og Hadrian holdt endnu M. i Tømme, men
under Mark Aurel udbrød den store
Markomannerkrig, som varede fra 166 til 180, og hvori
talrige Folkestammer deltog paa M.’s Side.
Under den naaede M. helt ned til Aqvileja i
Østitalien; ved Freden, der sluttedes af
Commodus, maatte M. love at stille Rom
Hjælpetropper, men fik til Gengæld Aarpenge. Under
den store Folkevandring traadte M. i Skygge,
idet andre germanske Stammer trængte sig ind
mellem dem og Romerne, men i 5.—6. Aarh.
drog baade disse og Romerne mod Sydvest;
Vandalerne udvandrede fra Pannonien 406;
Rugerne i Østerrig knustes 487 af
Romerstatens Omstyrter Odovaker, der dog trods sin
Sejr opgav Romernes tilbageværende
Donau-Fæstninger og trak Hovedmassen af de rom.
Provinsindbyggere tilbage til Italien;
Østgoterne indvandrede til Italien 489, Langobarderne
fulgte dem 568. Da Pladsen saaledes
rømmedes, genoptog M. deres Udbredelse mod S. De
forlod Böhmen, som hjemfaldt til Slaverne, og
nedsatte sig i det herreløse Syddonauland
mellem Floderne Lech og Enns, d. e. Sydbayern
og Vestøsterrig. Efter at Karl den Store havde
knust Avarerne, udbredte M. sig ogsaa Ø. f.
Enns, hvor de mødtes med Slaverne. De
romanske Folkerester paa Alpernes
Nordskraaninger fortyskedes efterhaanden og gik op i
M., ligesaa Slaverne N. f. Drau-Floden. Med
5. Aarh. forsvinder imidlertid det gl. Navn M.
og afløses af Navnet Baivarjer (Bajuvarer),
d. e. Mænd fra Böhmen (se Bayern).
(Litt.: Zeuss, »Die Deutschen« [München
1837]; Riezler, »Geschichte Baierns« [Gotha
1878]; Bremer, »Ethnographie« [i Paul’s
»Grundriss d. germanischen Philol.«, 2. Udg.,
III]).
G. S-e.

Markovic [’markåvit∫], kroatisk Digter
og Litteraturhistoriker, f. 1845. Han er Forf. til
et romantisk Epos om Elbslavernes Kamp mod
Tyskerne, en episk Idyl »Hjem og Verden«
(Dom i sviet) samt forsk. hist.-poetiske
Tragedier og en Samling lyriske Digte. Har
desuden behandlet Punkter af sydslavisk
Litteraturhistorie og udgivet ældre Digteres
Arbejder.
K. S,

Markpiber, se Pibere.

Markran. Ved M. forstod Jydske Lov, hvis
herhenhørende Forskrift senere igik over i D. L.
6—15—4, Ran begaaet ude paa Marken, derved
at Husdyr ell. Korn ell. Hø ell. Tømmer
borttoges af en Fold ell. anden lign. Indretning.
Forsk. fra M. var Agerran, der forelaa, hvor en
Person afskar Andenmands Sæd ell. afslog hans
Hø, et Forhold, der var meget praktisk i
Jordfællesskabets Tid p. Gr. a. Manglen paa Skel
mellem de enkelte Lodder i Bymarken.
P. J. J.

Markranstädt [’markran∫tæt], By i tysk
Fristat Sachsen i Kreishauptmannschaft Leipzig, 1
km fra den preuss. Grænse ved Jernbanelinien
Leipzig—Corbetha, (1910) 8220 Indb.,
Pelsvarefabrikation, Farveri, Garveri, Sukkerfabrikation
og i Nærheden store Brunkulslejer.
N. H. J.

Marks [ma.əks], Henry Stacey, eng.
Genremaler, f. 13. Septbr 1829 i London, d.
smst. Jan. 1898. M., Elev af Londons Akademi
(af hvilket han senere blev Medlem) og i Paris
af Picot og École d. beaux-arts, har malet
Genrestykker, ofte af humoristisk Indhold, samt
historiske og religiøse Billeder i Ettys Manér,
f. Eks. »Bogorm« (1871), »Falstaff«,
»Apotekeren«, »S. Franciscus og Fuglene«, »En god
Historie« (1885). Til Albert Hall i London udførte
han en stor Frise. I sine sidste Aar malede han
mest Akvareller (Fugle). 1894 udkom Pen and
pencil sketches
med hans Selvbiografi.
A. Hk.

Markscheider [’mark∫a^idər], hedder i
Bjergmandssproget den Geometer ell. Landmaaler,
der er beskæftiget med Opmaaling ved Gruber
og Bjergværk. Ordet betyder den, som sætter
Grænse ɔ: for et Grubefelt.
(A. G.) Wt. K.

Markskade, se Mark- og Vejfred.

Markskovbrug kaldes under eet de
Driftsformer, ved hvilke Jorden bruges enten
samtidig ell. afvekslende til Agerdyrkning og
Skovdyrkning. I første Tilfælde fordeles Arealet
stribevis til de to Brug, og Træerne maa være
saadanne, der kun giver ringe Skygge, ligesom
de af samme Grund almindeligvis forynges ved
Rodstævning (Lavskov); til Systemet hører, at
man med temmelig lange Mellemrum bytter om
paa Brugen. I det andet Tilfælde frembringer
man en sluttet Bevoksning helst af Træarter,
som ved stærkt Løvfald forøger Jordens

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:40 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/16/0663.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free