Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Markusevangeliet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ja i Virkeligheden det eneste brugbare, naar
det gjaldt om at give en hist. Skildring af Jesu
Liv; nu er det imidlertid alm. anerkendt, at det
kun drejer sig om en Gradsforskel, idet ogsaa
M. lige fra første Færd skildrer Jesus som den
fra Himlen aabenbarede Guds Søn. Den
fremadskridende Udvikling i Jesu offentlige
Virksomhed og m. H. t. hans Messiasbevidsthed, som
man tidligere mente at kunne paavise hos
Markus, har ogsaa for største Delen maatte
opgives. Man tænker sig ofte, at denne Evangelist
har villet supplere allerede eksisterende
Samlinger af »Herrens Ord« med en tilsvarende
mere omfattende Samling af hans »Gerninger«;
og til dette Formaal har han da
sammenstillet, hvad han kendte deraf, dels gennem Peter’s
Forkyndelse, dels ad anden Vej. Der er da
ogsaa tydelige Vidnesbyrd om, at de enkelte
Fortællinger opr. har været overleverede
selvstændigt og udgjort en afsluttet Helhed for sig,
saaledes som det f. Eks. ses med Lignelserne i
Kap. 4, der V. 21, 24, 26 og 30 bestandigt
indledes med: »og han sagde (til dem)»; det er
ogsaa tydeligt ved de Overgange, der fører fra
den ene Fortælling til den anden, f. Eks. »og
det skete i de Dage« (8, 1), »nogle Dage
derefter« (2, 1); ell. naar det hedder 3, 13: »og han
stiger op paa Bjerget«, skønt der ikke i
Forvejen har været Tale om noget Bjerg; 10, 3: »og
de bar smaa Børn til ham«, uden at vi faar at
vide, hvor det skete, ell. paa hvilket Tidspunkt,
det fandt Sted; og 10, 17: »og da han gik ud paa
Vejen«, skønt der i det foregaaende ikke har
været Tale om, at han var i et Hus. Vi har her
Spor af de gl. Indledninger til de enkelte
Fortællinger, der som Regel kun har indeholdt de
Steds- og Tidsangivelser, som den i Beretningen
forudsatte Situation nødvendigvis krævede for
at kunne forstaas. Da man begyndte at optegne
disse Fortællinger, er man vel snart kommet
ind paa at sammenstille dem til større eller
mindre Grupper, fordi man fandt, at de af
systematiske ell. kronologiske Grunde hørte
samman; og saadanne større ell. mindre Samlinger
(f. Eks. Sabbatskonflikter 2, 23—3, 6 og det
efter »Stikordsprincippet« ordhede Stof 9,
33—50) har vel Markus haft til Raadighed ved
Siden af de enkelte Beretninger; og det har ikke
været hans Hensigt at skrive en Biografi af
Jesus, en Skildring, af hans Oplevelser i tidslig
Rækkefølge; han har kun villet give en Samling
af de Fortællinger, som anvendtes ved
Menighedens Gudstjeneste. — Som Læsere har
Evangelisten sikkert tænkt sig
Hedningekristne, i hvert Fald Mennesker, der var ukendte
med jød. Skikke og det aramaiske Sprog, som
taltes i Palæstina; thi naar han meddeler
enkelte af Jesu Ord i Originalsproget, tilføjer han
en Forklaring af deres Bet. (5, 41; 3, 17; 7, 11.
34; 14, 36; 15, 34), og han oplyser ligeledes om
jød. Sædvaner, som forudsættes ukendte uden
for Israel’s Folk, (7, 3 f.; 14, 12; 15, 42). I
Tilslutning til den oldkirkelige Tradition antager
mange Forskere ogsaa, at M. er blevet til i
Rom.; med Sikkerhed lader dette sig vel ikke
godtgøre, men adskillige Forhold, deriblandt en
hel Del Latinismer, taler for denne Opfattelses
Rigtighed. — Affattelsestiden er
vanskelig at bestemme nøjagtigt; men saa meget
kan dog siges, at den ældre Tradition om, at
Evangeliet først er skrevet efter Peter’s Død,
maa foretrækkes fremfor den yngre, hvorefter
det skulde være blevet til endnu i Apostlens
Levetid (se ovf.); nogle Forskere har ment, at
13, 29 forudsætter Jerusalems Ødelæggelse som
en fortidig Begivenhed, andre gør gældende, at
13, 14 tyder paa Affattelse, forinden denne
Ulykke endnu havde fundet Sted, ell. netop da
Katastrofen tog sin Beg.; og Aarene omkr. 70
har vel i alle Tilfælde størst Sandsynlighed som
Affattelsestid. — Hvorvidt M. nu foreligger i sin
opr. Skikkelse er Genstand for nogen
Tvivl; adskillige af »Tokildehypotesen«’s
Tilhængere (se Bd VII, S. 596 f.) har villet
konstruere en »Urmarkus«, der bedre end det
nuværende Skrift kunde passe som fælles Kilde
for Matthæus- og Lukas-Evangeliet; ligeledes
har man formodet, at Kap. 13 var en lille
Apokalypse, der opr. havde eksisteret særskilt og
først senere fandt Optagelse i M.; Wellhausen
var tilbøjelig til at antage, at Evangeliet fra
først af havde eksisteret i en aramaisk
Skikkelse, som stadig blev benyttet, ogsaa efter at det
var oversat til Græsk; der er dog heri sikkert
kun det rigtige, at den Tradition om Jesus, som
Markus gengiver, opr. blev overleveret paa
Aramaisk, og deraf har den i sin gr. Skikkelse
endnu bevaret mange Spor. — Evangeliets
nuværende Slutning (16, 9—20) mangler bl.
a. i vore to ældste Haandskrifter og betragtes
nu almindeligvis som uægte; den er udarbejdet
paa Grundlag af Stof, der rimeligvis ikke alene
er hentet fra Matthæus og Lukas, men ogsaa
fra Johannesevangeliet, og i sproglig og
stilistisk Henseende er den meget forsk. fra det
egl. M. Da dette Skrift imidlertid næppe opr.
kan have sluttet med: »thi de frygtede«, maa
man antage, at Markus’ Slutning af en eller
anden for os nu. ikke mere paaviselig Grund var
gaaet tabt, hvorfor den nuv. Afslutning da
senere blev tilføjet; et armenisk Haandskrift fra
10. Aarh. oplyser, at den hidrører fra den
ogsaa af Papias omtalte Presbyter Arist(i)on. Der
eksisterer ogsaa i senere Haandskrifter og
Oversættelser en kortere Slutning, der
rimeligvis er fremkommet engang i 4. Aarh i den
ægypt. Kirke; den lyder saaledes: »men, hvad
der var dem paalagt, meldte de i al Korthed
til Peter og hans Fæller. Men herefter
udsendtes ogsaa Jesus selv ved dem fra Østen og
indtil Vesten det hellige og uforgængelige Budskab
om den evige Frelse«. (Litt.: Kommentarer,
paa Dansk af P. O. Ryberg Hansen [»Det
ældste Evangelium«, 1910]; paa Tysk af B.
Weiss [9. Oplag af Meyer’s Kommentar,
1901], H. J. Holtzmann [3. Opl. 1901],
Erich Klostermann [i Lietzmann’s
»Handbuch«, 1907], J. Wellhausen [2. Opl.
1909] og G. Wohlenberg [1910]; paa
Engelsk af E. P. Gould [1896], H. B. Swete
[3. Opl. 1909] og A. Plummer [1916]; paa
Fransk af A. Loisy [1912] og M.-J.
Lagrange [2. Opl. 1920]. — Forskellige enkelte
Spørgsmaal behandler: J. Weiss, »Das älteste
Evangelium« [1903]; Emil Wendling, »Die
Entstehung des Marcus-Evangeliums« [1908], K.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
