Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marmier, Xavier - Marmion, Simon - Mármol, José - Marmolada - Marmolejo - Marmont, Auguste Frédéric Louis Viesse de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
over de forsk. Landes Historie og Litteratur,
ligesom han oversatte meget fra nordiske Sprog.
Af hans rige Produktion kan anføres: Études
sur Goethe (1835), Histoire de l’Islande depuis
sa découverte jusqu’à nos jours (1838), Histoire
de la littérature en Danemark et en Suède (1839),
Lettres sur le Nord, Danemark, Suède,
Laponie et Spitzberg (2 Bd, 1840), Chants
populaires du Nord, traduits en français (1842), Poésies
d’un voyageur (1844), Du Rhin au Nil (2 Bd,
1847), Lettres sur la Russie, la Finlande et la
Pologne (2 Bd, 1848), Un été au bord de la
Baltique (1856), Les fiancés du Spitzberg (1858,
prisbelønnet af Akademiet), Gazida (1860),
Histoires allemandes et scandinaves (1860), En
chemin de fer (1864), Souvenirs d’un voyageur
(1867), Les hasards de la vie (1868), La vie dans
la maison (1876), Contes populair es de
différents pays (1880), Nouvelles du Nord (1882),
Voyages et littérature (1888), Contes russes
(1889), À travers les tropiques (1889), Prose et
vers 1836—86 (1890). Hans let og flot skrevne
Bøger rummer selvfølgelig mange Fejl og
Misforstaaelser af fremmede Forhold. Desuden har
han oversat Værker af Holberg og
Oehlenschläger, Goethe, Schiller og Hoffmann.
1846—85 var han ansat ved
Saint-Geneviève-Biblioteket. 1870 blev han Medlem af Akademiet.
(Litt.: A. Estignard, X. M., sa vie et ses
œuvres [1893]).
S. Ms.
Marmion [mar’miå], Simon, fr. Bog- og
Staffelimaler, f. i Amiens, virkede c. 1454 i Lille,
fra 1458 i Valenciennes, i hvilken By hans
Virksomhed især falder. M., der var uddannet under
nederlandsk Indflydelse, var Maler hos Filip
den Gode af Burgund og Karl den Dristige og
en meget anset og dygtig Illuminator; for
Burgunderhoffet malede han saaledes i Aaret 1447
Vignetter til en Bønnebog. Af ham findes et
minutiøst og nydelig udført Rejsealter i Galeriet
i Strasbourg og Alterfløjene fra Abbediet i St.
Omer med Fremstilling af »S. Bertins Liv« i
Kaiser Friedr. Mus. i Berlin. (Litt.: »S. M.« i
»Gazette d. Beaux-Arts« [Jan. 1895]).
A. Hk.
Mármol [’marmål], José, sp. amer. Forf. og
Politiker, f. i Buenos Ayres 4. Decbr 1818, d.
1871. Ligesom sin noget ældre Samtidige
Estéban Echeverria anvendte M. en Del af sit Talent
paa Stridsskrifter og heftige Smædedigte mod
den argentinske Republiks tyranniske
Præsident, General Rosas. Han er meget ukorrekt i
sin Form, men af en egen voldsom Energi, som
ikke er uden Virkning paa Læseren. Lgn.
Egenskaber lægger han for Dagen i sin lyrisk
svulmende Roman »Amalia« (fra 1852), medens en
Række lyriske Digte viser ham fra en blidere
og mildere Side; deri beskriver han tropiske
Naturoptrin i melodiske Vers. M. er ogsaa
optraadt som dramatisk Digter, men uden Held.
E. G.
Marmolada (Monte di Penia), højeste
Bjergtop i de sydtyrolske Dolomitalper, hæver
sig paa Grænsen af Tyrol og Italien til 3360 m
og er mod N. dækket af store Gletschere,
medens Bjerget mod S. sænker sig med stejle
Vægge. M. blev første Gang besteget 1864 af P.
Grohmann og bestiges nu fra Fedaja-Passet i
Løbet af 5 Timer.
N. H. J.
Marmolejo [marmå’lækå], By i det sydlige
Spanien, Prov. Jaen, ligger ved venstre Bred
af Guadalquivir, har kulsyreholdige
Mineralkilder med Badeanstalt og (1920) 5000 Indb.
C. A.
Marmont [mar’må], Auguste Frédéric
Louis Viesse de, Hertug af Ragusa, fr.
Marskal, f. 1774 i Châtillon sur Seine, d. 1852 i
Venedig. M., der stammede fra en gl
Adelsslægt, var allerede fra Barnsben bestemt for
Hæren, i hvilken han tidlig udmærkede sig,
saaledes ved Toulon 1793, hvor han knyttede
Forbindelse med Bonaparte, hvem han fulgte
til Paris og senere som Adjutant i Felttoget
1796 i Italien. Ved Lodi, Castiglione o. fl. St.
indlagde M. sig stor Hæder og værdsattes højt
af Bonaparte, der faa Aar efter under
Felttoget i Ægypten betroede ham vigtige Poster.
M. fulgte Bonaparte tilbage til Frankrig, hvor
han var en virksom Deltager i Statskuppet 18.
Brumaire. 1800 kæmpede han ved Marengo,
blev 1801 Generalinspektør for Artilleriet og
indførte manege Forbedringer i dette Vaaben.
M. kommanderede Hæren i Holland og førte
1805 ved Ulm et af Korpsene. Han virkede i
Dalmatien 1806, hvor han fik ophævet
Belejringen af Ragusa og i 1808 fik Titel af Hertug
af Ragusa. Han blev Marskal 1809 efter
Wagram og kommanderedes 1811 til Spanien for
at erstatte Masséna, der havde lidt forsk.
Nederlag. I Beg. fulgte Heldet M., men ved
Salamanca tabte han Slaget. Napoleon betroede
ham dog kort efter Kommandoen over 6.
Armékorps, i Spidsen for hvilket han deltog i
Slagene ved Lützen, Bautzen, Dresden og
Leipzig. Efter dette sidste for Frankrig saa
ulykkelige Slag trak han sig med faa Tusind Mand
tilbage over Rhinen og spillede en betydelig
Rolle under Felttoget i Frankrig. Sammen med
Mortier skulde han standse Blücher ved
Marne-Floden, men ved Laon led han et alvorligt
Nederlag. Napoleon trak sig bort fra Paris i det
Haab at trække Fjenden med sig, men de
Allierede gik ikke i Fælden, men rettede deres
Bevægelser mod Hovedstaden, hvorhen de to
Marskaller havde trukket sig med deres slagne
Tropper. M. gjorde her ikke sin Pligt at
forsvare Paris til det yderste, men overgav Byen
i de Allieredes Hænder 30. Marts 1814 og
rykkede med sine Tropper til Normandiet i Stedet
for til Napoleon. M. gik over til Bourbonnerne;
han havde ventet sig store Gunstbevisninger af
Ludvig XVIII, blev ganske vist udnævnt til Pair
af Frankrig, men blev for øvrigt lidet
anerkendende behandlet. Ved Napoleons
Tilbagekomst fra Elba fulgte M. Kongen i
Landflygtighed og vendte først tilbage til Frankrig efter
Slaget ved Waterloo, men heller ikke da kom
han til at spille den Rolle, han havde ventet.
Begivenhederne 1830 forandrede ikke hans
ringe Popularitet. Som Chef for 1. Militærdivision
fik han det Hverv at kue den Opstand, der var
fremkaldt ved Juliordonnanserne, men efter tre
Dages Kamp (27.—29. Juli) forlod han
Hovedstaden og replierede sig paa St Cloud. Efter
Karl X’s Afsættelse fulgte han denne i
Landflygtighed, men han skilte sig snart fra sin
Herre og sendte Frankrigs ny Konge, Ludvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
