Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marmor, kunstigt - Marmorcement - marmorere - Marmorhugning - Marmorkirken - Marmorkrønike
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kan være saa god, at selv Fagfolk vanskeligt
kan kende k. M. fra ægte undtagen ved
Beføling; det føles nemlig mindre koldt. Prisen
for plane Flader er c. Halvdelen af ægte
Marmors, og ved Fremstilling af runde Søjler er
Prisforskellen langt betydeligere. En særlig
Fordel frembyder Beklædning med k. M. ved
udadgaaende Hjørner, idet man undgaar den
Fuge, som ellers fremkommer, hvor den ene
Marmorplade ender.
Billigere Efterligninger fremstilles ved at
udstøbe Massen i et nogle cm tykt Lag paa en
olieret Glasplade. Fladen behøver da kun at
poleres. Marmoreringen frembringes enten ved
at udsprøjte farvede Gibsvællinger paa
Glaspladen, inden Grundmassen paaføres, eller ved
at male Overfladen efter Hærdningen. I
Marmorpladens Bagside indstøbes forzinkede
Hager til Befæstelsen.
E. Su.
Marmorcement er Gibspulver, der er
behandlet paa en saadan Maade, at det ved
Støbning giver en særlig haard og tæt Masse, der
kan poleres, saa den ligner Marmor, og som
kan taale at vaskes. Den bruges til Stuk,
kunstigt Marmor, Vægpuds og Fugning af
glaserede Fliser, hvortil man gerne ønsker en lys
Mørtel. Se Keenes Cement,
Pariancement og Robinsons Cement.
E. Su.
marmorere, give Marmorfarve.
Marmorhugning. Medens de ældste
bevarede Billedhuggerarbejder, de oldægyptiske,
for største Delen er udførte i meget haard
Sten, særlig Basalt, o. a. gl. Skulpturer, de
østasiatiske, i den forholdsvis bløde Alabast,
var allerede i Hellenerfolkets første
Udviklingsperiode det smukke hvide og passeligt haarde
Marmor — ved Siden af Bronzen —, det Stof,
hvori Statuer, Grupper og Relieffer udførtes.
For den nyere Plastiks Vedkommende er det
afgjort det mest foretrukne. Det er
forholdsvis let at bearbejde, er smukt i Stoffet med
svag Glans og klare Reflekser, hvorved
Formen bliver tydeligere og skarpere for Øjet end
f. Eks. i Granit, og holder sig godt, naar det
da ikke udsættes alt for meget for et barskt og
ustadigt Klima med bratte
Temperaturovergange.
Primitiv Kunst i Oldtiden (og til alle Tider)
arbejdede direkte i Marmorblokken saaledes, at
denne først tildannedes i regelmæssig firsidig
Form, hvorpaa Figuren tegnedes op forfra og
i Profil og først udsavedes ell. udhuggedes
efter disse Omrids. I Kairo haves en ufærdig
ægypt. Fig., som viser denne Fremgangsmaade.
Den saaledes fremkomne Fig. med firkantede
Gennemsnit tildannedes derefter ved Mejselhug.
Det siger sig selv, at denne Fremgangsmaade
stærkt maatte bagrænse de Stillinger, som man
kunde give Fig. (se Frontalitetsloven).
Relieffer optegnedes paa Marmorpladen og
huggedes derefter direkte i Stenen; paa
saadanne Relieffer er Grunden jævnlig af uens
Dybde, medens Reliefhøjden er fast begrænset
af Pladens Forside. Denne Metode anvendtes
endnu ved lavt Relief i nogen Tid efter, at man
havde lært at hugge fri Fig. ved Maaling efter
en Lermodel i fuld Størrelse (Grækenland, 5.
Aarh. f. Kr.). Men snart efter begyndte man
dog ogsaa at modellere Relieffer i Ler paa en
Tavle; da bliver Grunden altid af samme
Dybde, men Fremspringet (Højden) vilkaarlig. Lige
fra henimod Midten af 5. Aarh. f. Kr. har
Grækerne og efter dem Romerne arbejdet i
Marmor ved Maaling efter en Model i fuld
Størrelse. I den tidlige Middelalder gik denne
Kyndighed tabt, og Frontaliteten indtraadte dermed
atter, men senest Gotikken genfandt den paa
ny. Maalemetoden er nu den saakaldte
Punktering. Denne iværksættes paa den Maade, at
man stiller en Model, der har samme
Størrelse, som det færdige Kunstværk skal have, op
ved Siden af Blokken og omgiver saavel
Blokken som Modellen med et Slags firsidet Bur,
hvis Sider bestaar af lodrette og vandrette
Tremmer, der ved at skære hverandre deler
Burets Sider i Kvadrater. Paa alle
Skæringspunkter af Modellens Tremmeindfatning
hæfter man Snore, der strammes med Blylodder;
naar man saa fra et ell. andet Punkt paa disse
maaler ind til Modellen, faar man angivet, hvor
dybt man skal bore ind i Blokken paa det lige
overfor liggende St., hvilket foreløbig
markeres med Blyantsmærker, der svarer til de
Metalstifter, man har trykket ind i Modellen paa
de Punkter, hvorfra man har maalt. Denne
Maaling og »Punktering« fortsættes, indtil der
er taget saa mange Maal, at man tør begynde
at arbejde med Mejslen i de Partier, der ligger
mellem de indborede Huller. Selvfølgelig er der
ingen Grænse for, hvor mange Maal der kan
tages; man kan i den Henseende gaa saa vidt,
at Udførelsen af en Statue næsten helt gaar
for sig ad mek. ell. dog haandværksmæssig
Vej, saa der for den fuldendende Kunstner kun
bliver tilbage at lægge den sidste Haand paa
Værket med Raspejernet, for at give
Overfladen Liv og Aand. Mere og mere er det da
blevet Skik, at Kunstnerne sender deres
Modeller til Carrara og derfra modtager
Marmorgengivelserne næsten færdige, saa de kun
behøver en ikke altid meget gennemgribende
Overarbejdelse.
M.’s Teknik stod meget højt i det gl. Hellas;
det var dog først i den gr. Billedhuggerkunsts
Blomstringstid (Fidias), at den ret udvikledes
til Virtuositet. I Renæssancetiden var
Michelangelo M.’s genialeste Mester, den, hvem det
fremfor nogen anden lykkedes at give Stenen
Liv; samtidig med ham og endnu mere i senere
Tider, lige op til vore Dage, raader der ofte i
Marmorbehandlingen en Virtuositet, der kan
blive til usundt Raffinement; bl. a. gælder dette
om, hvad der udgaar fra de ital. Værksteder,
hvor Fil, Pimpsten, Smergel og Hajskind
bruges til at give Stenen en slikket Glathed, der
staar i den stærkeste Modstrid med dens opr.
Karakter. Bl. de danske Marmorhuggere staar
J. A. Jerichau afgjort som den betydeligste.
(S. M.). P. J.
Marmorkirken, se
Frederikskirken.
Marmorkrønike (Marmor Parium)
kaldes en i Oxford opbevaret gr. Indskrift af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
